Fredsprisen. På tide at Nobelkomité rammer målskiven

Efter kritik og tømmermænd er Thorbjørn Jagland vendt tilbage til Alfred Nobels grundlag.

RETRÆTE var efterhånden blevet den eneste mulighed. En hel stribe af Nobels Fredskomités tildelinger fremstod som pinlige symbolpolitiske manifestationer. Specielt under Thorbjørn Jaglands nu fire år lange formandskab var hele det, som nogle kalder fredsbegrebet blevet så udvandet, at det kunne rumme hvad som helst fra en norsk politikerhjerne.

jagland

Advarslen kom for to år siden. Læs her, hvad Michael Nobel, barnebarn til en af Alfred Nobels brødre, skrev i den norske avis Aftenposten 9. december 2011:
»Nobelkomiteen har gennem de seneste år bevidst set bort fra sin opgave og valgt prisvindere ud fra egne præferencer.Menneskeretsforkæmpere, miljøaktivister og en lang række andre har fået prisen til trods for, at deres indsats på ingen måde ligger inden for Nobels specifikke fredsvision, som den fremgår af testamentet. Jeg ønsker ikke at undervurdere deres indsats – de fleste af disse prisvindere har gjort ganske meget godt for menneskeheden. Men Nobels Fredspris skulle de aldrig have haft. At komiteen ser bort fra testamentet og udvikler sit eget udvidede fredsbegreb er højst problematisk og sandsynligvis ulovligt«.

EFTER EN påpegning af, at kriterierne for pristildelinger er uigennemskuelige, råbte Michael Nobel vagt i gevær:

»Hvis Den Norske Nobelkomité ikke vil eller ikke evner at holde sig inden for mandatet fra Alfred Nobel, har den svenske Nobelstiftelse mulighed for at gribe ind over for komiteen. Styrelsen i Nobelstiftelsen har efter en ændring af den svenske stiftelseslov i 1996 ansvar for, at Alfred Nobels vilje bliver fulgt og dermed pligt til at se, at dette sker i enhver henseende«.

AlfredNobel_adjusted

Michael Nobel sagde det ikke direkte, men enhver kunne regne ud, at hans kritik især gik på tildelingerne til bankmanden Muhammad Yunus fra Bangladesh ( 2006), USA’s fhv. vicepræsident Al Gore og FN’s klimapanel ( 2007), præsident Barack Obama ( 2009) og den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo ( 2010).

FREDSPRISEN er tidligere blevet brugt til at politisere. Da fhv. præsident Jimmy Carter fik prisen i 2002, dristede den daværende komiteformand, Gunnar Berge, sig til et udsagn, der specielt i en norsk politisk kontekst vakte opsigt. Da Berge blev spurgt, om tildelingen også var tænkt som et budskab til USA’s daværende præsident George W. Bush, svarede han: »Den må også ses som en kritik af den amerikanske kurs i forhold til Irak«.

Da prisen gik til den såkaldte systemkritiker Liu Xiaobo i 2010, mindede kritikere om et interview, han havde givet til magasinet Liberty Monthly i Hongkong i 1988, og hvor han udtalte følgende:

»Kina har brug for 300 års kolonisering. 100 års kolonisering har gjort Hongkong til det, vi kender i dag. Kinas størrelse indebærer, at landet har brug for at være koloni i 300 år for at blive til, hvad Hongkong er i dag. Jeg er dog i tvivl om, hvorvidt det rækker med 300 år«.

Liu-Xiaobo_1429898c

HVAD MENTE Thorbjørn Jagland om kritikken? I den britiske avis The Guardian skrev han 6. december 2010:

»Obama har desværre et par krige, han skal af med. Krisen på den koreanske halvø er værre end nogensinde, og spørgsmålet om Nordkoreas atomvåben er også uløst. Situationen i Korea og pristildelingen til Liu Xiaobo giver anledning til at spekulere over sammenhængen mellem menneskerettigheder og fred. For den nordkoreanske regering har ikke fået et mandat via frie valg«.

Hvad Liu Xiaobo havde med Nordkoreas atomvåben at gøre, stod hen i en norsk bjergtåge. Naturligvis blev Kina rasende og straffede Norge økonomisk og diplomatisk. I det øvrige Østasien blev nyheden modtaget med hovedrysten eller fortielse.

Blandt de uhyrligheder, Liu Xiaobo har lagt pen til i årenes løb, er et hæmningsløst ukritisk forsvar for samtlige USA’s krige siden 1945. Liu mener de var »rigtige og nødvendige«. Reaktionen blandt Europas intellektuelle? Tavshed.

VI SKAL hele 40 år tilbage for at erindre den mest skandaløse tildeling i fredsprisens historie: Prismodtagerne var i 1973 USA’s topdiplomat Henry Kissinger og hans modpart ved forhandlingerne om en afslutning på krigen i Vietnam, Le Duc Tho.

08

Nordvietnameseren sagde klogt nej tak. Kissinger modtog prisen, mens kamphandlingerne stadig stod på, men inden verden kendte det fulde omfang af de hemmelige og af Kissinger orkestrerede bombardementer af Cambodja, der kostede titusinder af asiater livet.

Den amerikanske sangskriver Tom Lehrer kommenterede dengang, at Nobelkomiteen havde »gjort al politisk satire forældet«.

Med dette års tildeling forsøger Thorbjørn Jagland at indhente det forsømte: troværdighed.

(klumme i Politiken 17.10.2013)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s