Et lille højrøstet og provinsielt mindretal har taget USA’s fremtid som gidsel.

Verden er blevet vendt på hovedet, og det er gået stærkt.

Enhver, der føler noget positivt for det amerikanske samfund og/eller som har slægtninge og venner derovre (som det er tilfældet for nærværende signatur), må være bekymret i denne tid. ‘Nedlukningen’, som de kalder den derovre, er ganske vist overstået for denne gang, men de underliggende problemer er ikke løst.

Forude venter flere hysteriske debatter i Kongressen og pressemøder med en fortvivlet Obama, der forsøger at mane til besindighed. USA’s økonomiske ubalancer er der slet ikke taget hånd om.

Men hvad værre er: Der er kun ringe udsigt til, at det politiske system leverer den ansvarlighed, der kan rette op på tilstanden. De afsindige debatter i Kongressen, hvor Tea Party-politikere taler om Obamacare, hvor de burde tale om underskud og gæld, vil gentage sig.

Et demokrati er kun så godt som de politikere, der befolker det, og her nærmer USA sig en bundskraber af italienske eller græske dimensioner. Trækker denne tilstand ud, får det konsekvenser for alle os andre, så der er grund til foruroligelse.

Det tomrum, et handlingslammet USA er på vej til at efterlade, vil ikke blive fyldt ud af andre, hverken EU eller Kina. Europa kan ikke, og Kina vil ikke.

Økonomisk ser billedet således ud:

I forgangne uge nåede USA’s føderale gæld op på 17.000.000.000.000 dollar, og dermed over grænsen på 16,7 billioner dollar, som er det nugældende gældsloft.

Siden 1980 er den nationale gæld vokset både i absolutte tal og som andel af nationalproduktet. I dag er den nationale gæld i USA nogle få procent større end nationalproduktet.

Fhv. departementschef og ambassadør Jørgen Ørstrøm, der i dag er professor i Singapore, har med baggrund i tal fra US Congressional Budget Office analyseret sig frem til, at forbundsregeringen har de største budgetunderskud i forhold til økonomiens størrelse siden 1946. Og dengang havde man netop overstået en verdenskrig!

USA kunne leve med denne gældsbyrde, hvis der i Kongressen var bred konsensus om dels at reducere nogle af statens udgifter samtidig med at indføre en bred vifte af skattestigninger. Men bare tanken om forhøjede skatter er for et flertal af amerikanske lokalpolitikere, hvad al-Qaeda er for Pentagon og Udenrigsministeriet.

Når vi samtidig ved, at de amerikanske sundhedsgifter vil stige eksplosivt i de kommende årtier – og det havde de også gjort uden Obamacare – så kan vi kun frygte, hvad der er i vente. USA vil blive så optaget af sine indre vanskeligheder, at selve motivationen til at være supermagt går fløjten.

Her i Europa skal vi derfor til at indstille sig på en verden, hvor en enkelt supermagts totale dominans på verdensscenen vil være noget, der hører til i historiebøgerne.

Jo, USA vil stadig have klodens mest sofistikerede og slagkraftige militærmaskine. Og jo, amerikanske virksomheder vil stadig være klodens mest innovative. Og jo, de amerikanske universiteter vil stadig være verdens fineste. USA vil stadig være klodens mest attraktive land at indvandre til.

Men disse kvaliteter rækker næppe til at reformere det politiske system, der trods beskeden valgdeltagelse – når det gælder Forbundsregeringens politiske organer, dvs. Senatet og Repræsentanternes Hus – ikke kan forhindre, at et lille højrøstet og provinsielt mindretal i form af Tea Party-konservatismen kan tage hele nationens tilstand og fremtid som gidsel.

Den britiske historiker Niall Ferguson, der går for at være verdens mest citerede, definerede en meget præcis diagnose på det amerikanske hovedproblem, da han i et interview med Weekendavisen 31. marts 2010 sagde følgende:

»Det er simpelt nok: Den fundamentale mangel på sammenhæng mellem udgifter og indtægter presser USA mod en meget alvorlig finansiel krise i den nære fremtid. Hvorfor er det et problem? Fordi al magt handler om forventninger«, sagde han.

»En dyb amerikansk finansiel krise betyder, at omverdenen ikke længere har tiltro til USA’s evne til at løse konflikter. Se bare i Afghanistan, hvor beslutningen om at sende flere soldater blev fulgt af en beslutning om at trække dem alle sammen hjem om et par år. Den amerikanske budgetkrise kan kun løses ved en massiv økonomisk reform og meget store nedskæringer i de sociale ydelser. Den kan i hvert fald ikke løses med en storstilet sundhedsreform«, lød det fra Niall Ferguson.

Så mens amerikanerne diskuterer sundhed til bevidstløshed, kører den store arabiske borgerkrig – Syrien, Irak, Libyen og forude venter Libanon og Egypten – fast i en tilstand ikke ulig den, vi kendte fra 1. verdenskrigs ‘Intet nyt fra Vestfronten’.
Det betød dengang, at der døde nogle hundreder og nogle gange tusinder på Europas slagmarker hver eneste dag gennem flere år, men at ingen amerikanere rigtigt tog sig af det.

Først da en tysk ubåd sendte en torpedo mod passagerskibet Lusitania 7. maj 1915, hvor 128 af de 1200 omkomne viste sig at være amerikanske statsborgere, gik USA ind i krigen mod Tyskland.

Og straks efter våbenstilstanden i november 1918, vendte USA tilbage til sin velkendte isolationisme.

Der skulle et japansk overraskelsesangreb (på Hawaii 23 år senere) til, før kongrespolitikerne accepterede at gå i krig for at blive supermagt. Vi, der gerne ser USA påtage sig rollen som ansvarlig supermagt, må altså vente på, at der kommer et ‘Lusitania’-øjeblik i Syrien. Det er der ikke udsigt til.

Den amerikanske dronekrig mod terrorister i Pakistan og omegn er reelt udtryk for, at USA kun orker at føre discount-krig mod islamistiske terrorgrupper. Denne form for krigsførelse er i strid med stribevis af konventioner, krigens love, moderne etik, osv.

Men bag hele denne spærreild af kritik gemmer sig en realitet, vi har svært at tale om: at supermagten er på retræte.

Ikke som et resultat af, hvad Osama bin Ladens lærlinge har gjort, men som en konsekvens af, hvordan der tænkes og føres politik i Texas, Arizona, Utah, Wyoming, Georgia, Florida …

(klumme på politiken.dk 19.oktober 2013)