Vinterferie med sol og varme? Vælg dit Thailand. Der er flere

Sydøstasiens ferieland nr. 1 er langt mere komplekst end palmesuset og badestrandene giver indtryk af.

STORM, BLÆST, regn og snart sne og kulde. Man forstår, hvorfor tusinder af danskere har købt et vinterferieophold i Thailand, og at andre tusinder står i køen.

Solskinslandet med palmesus, pagoder og buddhistiske templer rummer en politisk, kulturel og social kompleksitet, som de færreste besøgende har tid og kræfter til at tage til sig.

Det burde ikke være svært, i betragtning af at mange thailandske traditioner trives fint her i Danmark som en sympatisk og stilfærdig subkultur. Man kan kalde det værdieksport.

Et hold kyndige repræsentanter for det ældgamle kongedømme har netop aflagt Danmark et besøg for at forklare nogle af de traditionelle værdier, som er en del af landets historiske udviklingserfaringer.

For kendere af nyere thailandsk historie var der næppe mange overraskelser i de budskaber, gæsterne afleverede, men man kan fundere over, hvorfor en udviklingsfilosofi, der første gang blev formuleret officielt for mere end et halvt århundrede siden, nu genbruges i en ganske sofistikeret markedsføring af landet: at Thailand er mere end det, turisterne er bekendte med.

1992011125334thailand-travel

KONCEPTET kan oversættes med ‘ tilstrækkelighedsfilosofien’ og smager af noget, som udviklingsøkonomer prædikede i de år, hvor en række tredjeverdenslande gjorde sig fri af vestlig dominans.

Lige akkurat Thailand var i 1950′ erne, da landets højt elskede monark Bhumibol Adulyadej første gang formulerede dette tankesæt, en undtagelse fra det øvrige Sydøstasien, som havde været under fransk, britisk og hollandsk indflydelse.

Thailand havde styret uden om koloniseringen ved at spille stormagterne ud mod hinanden og derigennem definere sin egen vej til modernitet og delvis ‘ vestliggørelse’.

Vesten ( inklusive Danmark via især Østasiatisk Kompagni) fik i begyndelsen af det 20. århundrede mulighed for at sætte betydelige fingeraftryk på Thailands udvikling. Den dominerende magt i dette spil var USA, som efter 1945 så kongedømmet som Sydøstasiens vigtigste bolværk mod kommunistisk ekspansion, dvs. sovjetisk og kinesisk indflydelse i regionen.

Bhumbol_and_Sirikit

THAILAND har siden 1960′ erne gennemgået en imponerende økonomisk udvikling, som også har trukket betydelige sociale spændinger med sig, ligesom belastningerne på miljøet har været kolossale.

Det er i denne kontekst, at kongehusets aktuelle fremhævelse af ‘ tilstrækkelighedsfilosofien’ giver mening.

Årtiers migration af arbejdskraft til Bangkok fra de fattige landdistrikter i nord og nordøst har betydet, at gennemsnitsindkomsten i hovedstadsregionen er noget nær ti gange større end i de fattigste landdistrikter. Mange landbofamilier oplever kun social fremgang, fordi sønner og døtre deler deres indkomster fra storbyerhvervene med forældre og ældre slægtninge hjemme i landsbyen.

Som en moralsk og religiøs vejleder af sit folk har monarken derfor regelmæssigt fundet det nødvendigt at tale for synspunkter, der byggede på en back-to-basis livsopfattelse. En hyldest til den traditionelle landsbyidyl, fjernt fra og i modsætning til den hæsblæsende modernitet og urbanisering, som Bangkok og de kendte turistdestinationer i Sydthailand er eksponenter for. Der er to modpoler i Thailand – og mange brogede samfund imellem disse yderpunkter. Kongen er den moralske autoritet, der vejleder befolkningen gennem denne dualismes dilemmaer.

Da Sydøstasien i 1997-98 blev ramt af en massiv finanskrise, begyndte det hele i Thailand. Regionen blev rystet politisk, økonomisk og socialt, men Thailand holdt stand trods den notoriske skrøbelighed i landets demokrati.

RIX-1024x774

Det var i 1997, at kong Bhumibol holdt en nu legendarisk tale, hvor han anbefalede en tilbagevenden til en mere selvbærende økonomisk udviklingsmodel. Han mente, at en fjerdedel af landets produktion skulle indrettes på at opfylde lokale behov. »Vi skal bruge mindre sofistikerede metoder«, lød hans råd. Han kunne i stedet have sagt: Flere må blive hjemme i landsbyen. Storbylivet er farligt, fristende og fremmer grådighed.

BUDSKABET klinger smukt, men forbliver en idealistisk vision. For Thailand ændrer ikke på den politik, der har givet landet en gunstig plads i globaliseringen. Landet har ikke råd til at opgive sin eksportorienterede industrialiseringsstrategi, men ideen om at opfylde flere lokale behov kan sagtens rummes i landets turistpolitik.

De tusinder af gæster holder beskæftigelsen i servicesektoren høj. Men den moralske side af denne udvikling fortjener nok et eftersyn. Sydøstasiens moderne hedonisme har vilkår i Thailand, som ikke findes i nær samme udstrækning som hos naboerne.

(klumme i Politiken 31.10.2013) 

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s