Holger Dahl tager læseren med gennem de seneste tre årtiers Kina. Det er der kommet en mageløs, oplevelsesrig bog ud af.

Historie. Holger Dahl: Kina – engang for et øjeblik siden. People’s Press, 285 sider, 299,95 kroner. Seks hjerter.

Mængden af internationale udgivelser om Kina er eksploderet hen over den seneste halve snes år, så mon læsere med bare en gennemsnitlig interesse for dette gigantiske emne efterhånden orker mere? Til dem, der foretrækker at sige nej tak til endnu en bog om klodens ældste kontinuerlige civilisation, kommer her et råd: Hvis du kun skal læse en enkelt bog mere om Kina, så er den netop udkommet.

Forfatteren hedder Holger Dahl; han er arkitekt og grafisk designer og var for nærværende signatur, som trods alt er ejer af adskillige meter litteratur om emnet på hjemmekontorets reol, et totalt ukendt navn. Anonymiteten kan kun skyldes mandens beskedenhed, for gemt bag sit arkitektliv har han dyrket et halvhemmeligt liv som en passioneret observatør af Kinas forunderlige og turbulente, men ubestrideligt opadstigende udvikling hen over tre årtier.

HOLGER DAHL møder riget første gang i starten af 1980′ erne, da han selv er en snes år og skal læse kunsthistorie og kinesisk sprog på et toårigt ophold. En fjerdedel af perioden bruger han på at rejse rundt i nogle af rigets fjerneste afkroge.

Bogens fineste og sjoveste del af de i alt 285 sider bygger på observationerne af det Kina, hvor ‘ markedsøkonomi’ og ‘ investeringslyst’ dengang var tabuagtige fremmedord. Ikke mange danskere kan tale med om, hvor tungt, langsommeligt og ensformigt kinesisk hverdagsliv var i de år, hvor denne dengang tilbagestående og ludfattige udviklingsgigant langsomt løftede sig ud af maotidens ideologiske kvælertag og begyndte at genfinde sine urgamle taoistiske og kungfutsianske rødder – og bruge dem som afsæt for en heftig omgang statskapitalisme! For enhver af os, der kom til Beijing i årene omkring 1978-80, da reformerne forsigtigt gik i gang, var det uforklarligt, hvad der holdt dette eksotiske samfund flydende efter et brutalt og afsindigt tiår med kulturrevolutionære excesser.

Hvordan kom man videre med livet, efter at voksdukken af Mao var anbragt i sarkofagen på Den Himmelske Freds Plads? Holger Dahl forklarer det i en indirekte form, og det er overbevisende. At forbinde datidens og nutidens kinesiske samfund gennem konkrete beskrivelser af steder, personer og fænomener og dernæst sammenkæde iagttagelser i analytiske falkeblik er hans store fortjeneste.

Arkitekten og designeren lykkes som skribent i helt eminent grad. Alle observationer af natur, filosofi, hverdagsliv, arkitektur, kunst og livsstil folder han ud i en fuldstændig udramatisk, men altid farverig sprogtone. Han bringer os rundt i riget som var det en dokumentarfilm med en verdensklassepædagog bag kameraet. Forfatteren har enten en elefantagtig hukommelse eller har gemt alle sine notesbøger fra dengang. Eller begge dele.

BEFRIET FOR det dommedagsagtige hysteri, vi har kendt fra især amerikanske udgivelser, forklarer Dahl de lokale karakteristika, der gør Beijing og Shanghai til meget forskellige bysamfund. Førstnævnte som Kinas Washington, sidstnævnte som New York ( her glemmer han dog Shanghais tilnavn i 1930′ erne som ‘ Østens Paris’).

Selv noget så banalt som at skulle rejse med tog gør Dahl til noget af en antropologisk ekspedition udi det berygtede kinesiske bureaukrati. Her observeres på hverdagsniveau de mange bizarre måder, et bureaukrati kan ydmyge sine borgere på. Alligevel ender han med at konkludere: »I dag vil jeg stadig ubetinget anbefale enhver rejsende at benytte toget så meget som muligt. Man kommer udhvilet frem, ser landskabet og møder kineserne med paraderne nede«. Forfatteren erkender sin egen romantiske sentimentalitet undervejs: Han savner det Beijing, han oplevede som gæstestuderende i reformperiodens første år. For en arkitekt stikker det i hjertet, at bystyret ikke har magtet at renovere de gamle kvarterer.

Men jeg synes ikke, Holger Dahl har ret i konstateringen af, at Beijings og Shanghais planlæggere har givet op. Snarere er der tale om, at rivalerne, især Japan, Sydkorea og Singapore, skal overhales. Markedskonkurrence er afløseren for den destruktive ideologiske dogmatik, der drev Kina inden reformerne.

En større forandring på tre årtier er der intet andet samfund på kloden, der har kunnet præstere – vel at mærke inden for rammerne af et elitemeritokratisk politisk system, hvis lige ikke findes uden for Østasien.

DE LÆSERE, for hvem Kina forbliver et (ofte ubehageligt) mysterium, kan få en forståelsesguide i bogens beskrivelse af kinesernes etnocentriske selvforståelse. Dahl fremsætter det umiddelbart afsindige udsagn, at enhver kineser, hvad enten han er opvokset i København, San Francisco eller Vancouver, drømmer om at tage hjem til Kina.

Så følger det mageløse eksempel: Engang i 1980′ erne kom en højt estimeret atomfysiker fra det amerikanske Stanford Universitet ‘ hjem’ til universitetet i Nanjing. Forskeren var født i USA og havde været på Stanford i 20 år. Han havde en pensionsberettiget stilling og de fineste goder, man kan opnå i det amerikanske uddannelsessystem. Han besluttede sig for at tage hjem til Kina og medvirke til opbygningen af landet. Da han kom til universitetet i Nanjing, blev han ikke modtaget som en hædersgæst, men som en helt almindelig professor, og derfor fik han at vide, at man ikke lige havde en embedslejlighed til ham. Han spurgte, hvor han skulle bo, og fik den besked, at han kunne sove på en madras i varmecentralen.

At en Stanford-professor finder sig i det, er efter Holger Dahls mening det bedste bevis på den kraft, ideen om Kina har for stort set alle etniske kinesere.

Den omtalte professor havde levet et luksusliv i Californien, men fandt sig i en stor ydmygelse, bare fordi han var kommet ‘ hjem’ til Kina.

Sidst, men ikke mindst: Bogen er spækket med herlige fotos. Ingen i mesterklasse, for det er vist fire amatører, der har leveret dem, men de supplerer på fineste vis Holger Dahls kundskabsfyldte oplevelsestur. En mageløs bog.

(Anmeldelse i Politiken-sektionen Bøger 2.11.2013)