Alle tragediers endestation: Filippinerne er en trist fortælling

Øriget er plaget af andet end naturkatastrofer. Den filippinske udviklingsfiasko er kulturelt betinget.

IMPERIALISMENS hofdigter Rudyard Kipling skrev et digt stilet til sine amerikanske venner, da USA i 1898 havde slået Spanien hjem til Europa og i krigsbytte fik overdraget det store filippinske ørige. Digtet hed ‘ Den hvide mands byrde: De Forenede Stater og de filippinske øer’.

Kiplings budskab var, at de europæiske imperiemagter nok havde en pligt til at udvikle de kolonier, de kontrollerede og udbyttede, men at specielt USA, som selv havde frigjort sig fra britisk overherredømme, havde en særlig forpligtelse til at opføre sig mere ansvarligt end europæerne og i sidste ende hjælpe de nye, uafhængige stater til udvikling og demokratisk selvstyre. Denne ansvarsbyrde kunne passende, mente digteren, blive afprøvet i det sydøstasiatiske protektorat, som amerikanerne havde overtaget fra Spanien.

443052f

Hvis Kipling i dag kunne vende tilbage til nutidens Filippinerne, ville han slå syv kors for sig. Naturkatastrofer er landet selvfølgelig uden skyld i, men mange af de kulturelle, politiske og sociale faktorer, der i dag udgør kerneelementer i det filippinske samfund, betyder, at landet fremtræder som Østasiens store triste fortælling om social og udviklingsmæssig elendighed.

SÅDAN har det ikke altid været. For et halvt århundrede siden var øriget blandt Østasiens mest velstående per indbygger, kun overgået af Japan. Ved uafhængigheden i 1946 stod den nyfødte republik med noget, der lignede et optimalt udgangspunkt: Man havde kopieret det amerikanske demokrati, modtog massiv amerikansk bistand ( foruden den militære beskyttelse fra supermagten), byggede skoler og sendte sine bedste hoveder til universiteter i USA.

Men udviklingsøkonomerne overså i deres optimisme den vigtigste magtfaktor: den katolske kirke. Præsteskabet modsatte sig familieplanlægning og dermed kvindernes frisættelse i samfundet, hvilket førte til en eksplosion i befolkningstilvæksten.

la-population-day-5-20120705-002

SANDSYNLIGVIS næste år passerer Filippinerne 100 millioners-tallet; i 1960 blev befolkningen målt til 27 millioner, i 1980 var den på 48 millioner og i 1990 på 60 millioner. En tikkende social bombe og en hindring for fremskridt i levestandard og velfærd. Hen over disse årtier har landets moderate økonomiske fremgang ikke kunnet holde trit med befolkningstilvæksten, og sagt i meget brutal og kort form: Kirkens indflydelse i kombination med en svag og ineffektiv centralmagt og fraværet af jordreformer har forarmet det engang så lovende land.

Filippinerne begyndte sin tilværelse som et demokrati efter den mest simple opskrift: en mand, en stemme og mindst to partier, men resultatet af årtier med stribevis af præsident-, parlaments-og lokalvalg har ikke bragt ønationen ud af de velkendte dårligdommes kroniske sump.

Pregnant+pregnancy+xgold+2012

Lokalbefolkningerne har alt for ofte stemt på politikere, der enten lå i med de rige og mafiøse eller lod sig købe af dem. Når aktivister forsøgte at tale for social omfordeling, blev kommuniststemplet trukket frem, og de, der i handling forsøgte at gøre en forskel, blev skydeskiver for lokale lejemordere, betalt af folk på højere sted.

Øriget er i dag et af Sydøstasiens farligste lande at bevæge sig i og ikke kun på grund af vejrliget. På det globale index over menneskelig sikkerhed, Global Peace Index 2013, der udarbejdes af et australsk analyseinstitut, ligger Filippinerne på en 129.-plads (ud af samlet 162), hvilket er en bundplacering i forhold til de lande i regionen, som det giver mening af sammenligne med.

De to kommunistiske lande Laos og Vietnam ligger langt foran på henholdsvis plads nr. 39 og 41, mens naboøriget Indonesien ligger rimeligt pænt på en 54.- plads.Global Peace Index måler især omfanget af interne væbnede konflikter og kriminalitet, og her er Filippinerne i samme ubehagelige kategori som Sydafrika ( 121), Thailand ( 130) og Mexico ( 133).

I ANDRE verdensdele er Filippinerne kendt for sin største eksportvare: arbejdskraft.

Flere end hver 10. filippiner arbejder på oversøiske arbejdspladser, typisk som stuepiger eller søfolk, og uden de penge, som de oversøiske gæstearbejdere sender hjem til familierne, ville landets økonomi bryde sammen.

domesticworker062509

Eksport af arbejdskraft er en elendig måde at bruge et lands vigtigste ressource på; det er udtryk for, at det hjemlige samfund mangler tilstrækkeligt med incitamenter til de flittigste og dygtigste.

Tyfonen er en naturskabt katastrofe, de hjemlige problemer er kulturbetingede.

På den lange bane har Filippinerne brug for meget mere end nødhjælp.En revolte mod traditionerne ville kunne gøre en forskel, men er helt urealistisk.

(klumme i Politiken 14.11.2013)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s