Tusinder af aktivister laver atter larm i Bangkoks gader, men Thailand er som nation i god gænge.

THAILAND er unikt. En multikulturel udviklingssucces, der i løbet af et par generationer har løftet sig ud af fattigdom og autoritære ledertraditioner til at blive et af Sydøstasiens frieste samfund.

Uden dermed at være nogen demokratisk rollemodel, for der er rigeligt med skønhedspletter på Thailands demokrati, og politisk populisme har i en årrække været den alvorligste udfordring for landets stabilitet.

Den aktuelle turbulens rokker dog ikke afgørende ved Thailands økonomiske robusthed. En god bekendt, der er forretningsdrivende, skulle været kommet til Danmark sidst i denne uge og meddeler i en mail, at han udskyder besøget. Han frygter, at demonstranter vil afspærre adgangen til lufthavnen, sådan som det skete i 2008.

Den aktuelle uro i Bangkoks gader tager sig dramatisk ud på tv-billeder, men byens politiledelse har demonstreret tilstrækkeligt med krisemanagement, til at det virker usandsynligt, at volden vil eskalere.

BBC’s korrespondent i byen fortæller, at politi og demonstranter skyggebokser med hinanden. Politiledelsen har lært af de erfaringer med et kaos, der for 3 år siden førte til anslået 90 dødsofre og mange ødelagte forretningsbygninger.

UDEN FOR Bangkoks hovedstrøg leves livet videre som altid. I landdistrikterne udfolder det politiske engagement sig fredeligt foran tv-skærmene i de tusindvis af restauranter, hoteller og cafeer, der repræsenterer en økonomisk kerneaktivitet og livsgrundlaget for millioner i et land, der leverer et imponerende overskud af fødevarer.

Glem ikke, at Thailand har en gunstig geografisom det vigtigste land i den del af Sydøstasien, der forbinder Kina med befolkningsgiganten Indonesien. Thailandsk eksport når ud til mere end 600 millioner forbrugere i Asean-landene, der ( med Filippinerne som den markante undtagelse) oplever voksende købekraft og højere levestandard.

Sydøstasien er i positiv fremdrift: Kinas præsident, Xi Jinpings, nylige debut som gæstetaler i det indonesiske parlament i Jakarta er i denne sammenhæng regionens mest lovende nyhed i lang tid. Ikke kun er Indonesien med sine 240 millioner indbyggere et lovende marked; ønationen er også oplagt som mægler i de territoriale stridigheder i Det Sydkinesiske Hav, som aktuelt har forpestet relationerne mellem især Kina og Filippinerne.

THAILAND rider med på regionens velstands-og vækstbølge: De japanske og koreanske bilproducenter har for længst opdaget den effektive thailandske fremstillingsindustri med snesevis af topmoderne fabrikker og produktionsfaciliteter.

Siden årtusindeskiftet er den årlige bilproduktion steget fra 400.000 enheder til nu 3 millioner. Kongedømmet har 150 højere læreanstalter med tæt på 2 millioner studerende. Mere end 18.000 ingeniører tager afgangseksaminer hver år ledsaget af 87.000 industriteknikere.

Regeringen har længe målrettet arbejdet på at rette op på skævhederne i et alt for konservativt og traditionsbundet uddannelsessystem, og resultaterne heraf begynder at vise sig.

ALT SAMMEN er det værd at minde om, mens medieindustrien danser endnu et par runder om Thailands mest kontroversielle politiske lederskikkelse i en generation, Thaksin Shinawatra.Han er manden, der bortset fra et par korte gæstebesøg i landets retssale har befundet sig i eksil, siden han som folkevalgt blev kuppet ublodigt fra magten i september 2006.

Thaksin Shinawatra regerer via fjernbetjening stadig en stor del af landbefolkningen i et samfund, hvor kongehuset, militæret og de dominerende middelklassemiljøer i Bangkok ikke vil vide af ham. Han bruger de sociale medier til at mobilisere opinionen i de nordlige provinser, der i sin tid stemte ham til magten ved to på hinanden følgende valg.

Inden sit eksil havde han beriget sig hæmningsløst gennem privatiseringer i først og fremmest telesektoren, og han lod mange af både egne og statens penge sive ud i de lokalsamfund, som tidligere forholdt sig passive og uvidende over for det elitære politiske liv i Bangkok.

Paradokset i dette politiske drama er, at en af Thailands rigeste mænd er blevet fortaler for nationens socialt og økonomisk dårligst stillede. En populistisk, men målbevidst fordelingspolitik har givet Thaksin politisk kapital, som han kan holde sig kørende på i mange år fremover.

Men uden for karnevalsdramaet går det økonomiske liv videre, og Thailand vil sammen med det øvrige Sydøstasien og Kina levere klodens hurtigst voksende middelklasse i de kommende år. Successen stopper ikke her.

(klumme i Politiken 28.11.2013)