Konfrontation i Thailand spidser til

Ringe udsigt til kompromisløsninger, der kan afmontere den højspændte situation i Bangkok.

Da Thailands konge, Bhumipol Aydlyadej, i torsdags (5.12.) fyldte 86, havde mange af hans undersåtter håbet på, at et udsagn fra nationens landsfader kunne have dæmpet gemytterne i den konflikt, der atter truer med at lamme Sydøstasiens ældste konstitutionelle demokrati. Men monarken, der i mange tidligere kriser har været en problemløser og samlende lederskikkelse for stridende interessegrupper, er for svækket til at kunne formulere sig med den klarhed og autoritet, der kan vise vejen for en fredelig løsning. Dermed går kongedømmet formentlig en tid i møde, hvor polarisering er dagens uorden.

Ministerpræsident Yingluck Shinawatras udskrivelse af parlamentsvalg skaber ikke andre løsninger, end at de millioner af vælgere i de nordlige og nordøstlige provinser, der siden 2001 har stemt først hendes bror Thaksin Shinawatra og siden hende selv ind i regeringskontorerne, bekræfter, at denne stenrige klan stadig har opbakning bredt og dybt ude i vælgerskarerne nord for hovedstaden, Bangkok.

Regeringen oplyste i går (9.12.), at den sandsynlige valgdato er 2. februar 2014.

thailand-yingluck-reuters-051213_250_348_100

Ifølge bl. a. BBC er det usandsynligt, at et valg løser op for den konflikt, der med skiftende udtryk har plaget Thailands politiske landskab i en lille halv snes år. Oppositionen kræver, at regeringschef Yingluck Shinawatra går i eksil, og taler for et alternativt politisk system, der ikke bygger på parlamentarisk repræsentation.

Konflikten er i sin kerne både geografisk og klassemæssigt betinget. Siden en lille gruppe officerer i 1932 gjorde op med det absolutte monarki i datidens Siam og indførte forfatningsforhold og lovgivning inspireret af USA og Storbritannien, har Thailand vedvarende haft svært ved at få en demokratisk kultur til at slå rod.

Så længe skiftende eliter i Bangkok levede op til rollen som USA-allieret, accepterede Washington en udvikling, der gav Thailand en tvivlsom verdensrekord i kup og kupforsøg. Det er blevet til en lille snes af slagsen hen over 80 år. Men regeringsførelsen blev drevet af nogle få velhavende eliter med rødder i militæret, forbindelser til kongehuset og magtfulde økonomiske netværk centreret i Bangkok.

Stemmesedler blev brugt til at bekræfte status quo, når de politiske opgør var afviklet.

Hvad der rørte sig i landdistrikterne, hvor majoritetsbefolkningen i et par generationer levede kummerligt, bekymrede sjældent storbyeliterne. Politik blev drevet ovenfra og nedefter. Kup og midlertidige militære regeringer blev en trivialitet, alt imens Thailand lykkedes med at løfte sig økonomisk. I takt med at den værste fattigdom blev udryddet, voksede uligheden.

c17dc19d-e84e-4562-bb3f-c6d21bc9ea80_2013-11-27T091506Z_311406125_GM1E9BR1A1D01_RTRMADP_3_THAILAND-PROTEST

Fra slutningen af 1990′ erne begyndte et nyt politisk mønster at tegne sig. Provinserne i nord, som i årtier havde været reduceret til at skulle levere ris og landbrugsprodukter til storbymiddelklassen, mærkede en ny velstand. Risbondefamiliernes sønner og døtre behøvede ikke længere at søge ind til Bangkoks mange serviceindustrier, men gik på universiteter eller startede egne virksomheder.

En ny middelklasse blev født i en tid og opdagede via de sociale medier, at de traditionelle eliter i Bangkok ufortjent nød rigelige privilegier. Så de begyndte at kræve politisk indflydelse via det ældste redskab af slagsen: stemmeurnerne.

Ind på scenen trådte Thaksin Shinawatra, etnisk thaikineser og tidligere politiofficer fra det nordlige Thailands kulturelle center, Chiang Mai. Med et enestående forretningstalent arbejdede han sig op som politiker og forretningsmand og lykkedes under boomet i telesektoren i 1990′ erne at gøre sig selv hovedrig på rekordtid.

Thaksin-Shinawatra_1382583c

Hvad der adskilte Thaksin fra tidligere regeringschefer, var, at han udnyttede den politiske bevidsthed i den millionstore bondestand i nord og nordøst, som begyndte at opleve sig som nationens nye fremstormende middelklasse.

Thaksin gav dette store flertal en stemme, og da han blev regeringsleder i 2001, fulgte der også penge med, både fra statskassen og mandens personlige formue. Der var tale om politisk afregning ved kasse 1, som sikrede genvalget i 2005.

Men da havde de militære eliter fået nok. Et stilfærdigt nik fra rådgivere omkring kongen var nok, til at Thaksin blev sat fra magten ved et ublodigt kup i 2006.

Siden har han opretholdt en massiv indflydelse ved brug af sociale medier. Dermed har oppositionen ret, når de siger, at en korruptionsdømt eksilpolitiker stadig er landets mest indflydelsesrige politiker. 

(Nyhedsanalyse i Politiken 10.12.2013) 

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s