Opgøret i Thailand handler også om tronfølgen

Kongedømmets paradoks: demokratisk populisme og traditionel feudalisme

DEN NETOP overståede valghandling i Thailand var overflødig, og resultatet anviser ingen vej ud af det dødvande, der har varet i flere år. Regeringschefen Yingluck Shinawatras parti, Pheu Thai, sejrede, alene fordi dets modstander, Demokraterne, boykottede valget.

Konfrontationen vil fortsætte; valutaen (baht) er i frit fald, turisterne lander stadig i Bangkoks lufthavn, men haster videre til enten øerne i syd eller det attraktive trekking-terræn i nord. Thailand er igen en delt nation: Bangkok mod landdistrikterne i nord.

nsithai191213e

Det parlamentariske regnebræt ser således ud: Siden 2001 har forskellige partier, alle loyale over for Yingluck Shinawatras bror Thaksin, vundet fem på hinanden følgende valg. Så det er nemt at finde en forklaring på, at oppositionen vil gøre op med landets valgsystem.

Thailand er helt uden den tradition for samarbejdende folkestyre, der kendes fra Europa, hvilket er et klassisk og gennemgående træk ved asiatiske demokratier: Magten ligger ét sted, og man deler den ikke med sine politiske modstandere.

Dermed avles modsætninger og fjendtlighed, som kan få dyrebare konsekvenser, især når politiske bevægelser drives frem af stærke økonomiske interesser, som det er tilfældet med den stenrige Shinawatra-klan.

Bag det spektakulære opgør, hvor en populistisk fhv. general og minister, Suthep Thaugsuban, udfordrer Shinawatraernes greb om magten, ligger der en stor usikkerhedsfaktor, der kan afgøre, om Thailands fremtid vil blive fremgangsrig eller kaotisk: tronfølgen.

images-1

HUNDREDTUSINDER af danskere kender Thailand som kongeriget, hvor den nu 86-årige folkekære, men sygdomssvækkede Bhumipol Adulyadej har tjent som et moralsk og religiøst fyrtårn for en nation, der gennem mere end et halvt århundrede er blevet en ubetinget økonomisk succeshistorie. Thailand har demonstreret, hvad Østasien er verdensmester i: bekæmpelse af fattigdom. Men demokratiet, som formelt blev indført for 82 år siden, har det svært.

Tilbage i 1960′ erne var Thailand fattigt, splittet og presset af konflikter i nabolandene, men forblev et antikommunistisk, proamerikansk anker i et oprørt sydøstasiatisk hav. Landet havde mange militærkup, og skiftende militærregimer forsøgte at håndtere truslen fra kommunistiske aktivister i landdistrikterne. Så amerikanske rådgivere fortalte generalerne: Brug kongen til at sikre et land, hvor befolkningen bakker op om eliterne, demokrati eller ej.

Efter den kolde krigs ophør blev Thailand et brohoved af stabilitet, der forsikrede tidligere fjender i regionen om, at Bangkok ville gå forrest i at forvandle Sydøstasiens ‘ slagmarker til markedspladser’.

Denne strategi har frem til i dag været en succes. Men bag denne tilsyneladende idyl lurer en uafklaret faktor: kongehuset og den tronfølge, der ikke ligger langt væk.

images

INGEN ER i tvivl om, at kronprins Maha Vajiralongkorn, 61, overtager tronen en dag. Hvad der er usikkert, er, om den store brede middelklasse i Bangkok vil acceptere ham som den lederskikkelse, der skal repræsentere både buddhistiske idealer og etik og forestillingen om en særlig thailandsk nationalisme og identitet.

Kronprinsen kan ikke matche sin lillesøster, prinsesse Sirindorn, 58, i popularitet.

Søsteren er af medierne bygget op som den figur, der klarest har fulgt faderens eksempel om at sammenknytte bymiddelklasse og bondebefolkning ved at lade monarkiet være repræsentant for buddhistisk harmoni og social sammenhængskraft.

bda84e6112024d5d838e3b0c712a18d2

I en nation, hvor dyrkelse af både kongefamilien og politiske lederfigurer har feudale træk, bliver karismatiske (og ofte pengestærke) personligheder afgørende.

Derfor er den eksilerede, fhv. regeringschef Thaksin Shinawatra i stand til at regere sit land via Skype og andre sociale medier. Alle er klar over, at denne rigmand ikke var acceptabel for Bhumipol.

Thaksin har derfor arbejdet et venskab op med kronprinsen og spiller dermed allerede en rolle i det Thailand, der skal finde en vej frem, når Bhumipol, verdens længst regerende monark, ikke lever mere.

Thailand savner den rationalitet, der kendetegner vesteuropæiske nationers parlamentarisme. Kongedømmet er økonomisk en succes, men politisk en fiasko.

I Asiens effektive meritokratier, Kina, Vietnam og Singapore, noterer man ikke uden en vis skadefryd, at demokrati efter formlen ‘ En mand, en stemme, mindst to partier’ er opskriften på ustabilitet og politisk motiveret vold.

Thailand er ikke længere det Smilets Land, som turistbrochurerne lover.

(klumme i Politiken 6.2.2014)

Thailand_Politics_817925y

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s