Er Thailand ved at afskaffe demokratiet?

Det sydøstasiatiske kongedømme indførte demokrati tidligere end alle andre i regionen og kan nu være i færd med at afvikle det.

Nedtællingen til søndagens parlamentsvalg i Thailand tikker videre – men uret sættes ikke i stå. Landets valgkommission siger nej til imødekomme oppositionens krav om at udsætte valghandlingen.

Men der er fortsat frygt for, at gadeaktivisterne reelt vil forhindre vælgere i at komme til afstemningsstederne på søndag.

En regeringsfjendtlig aktivist, der forleden blev skudt på åben gade af en ukendt gerningsmand, er netop blevet bisat, og flere steder i Bangkoks gader opretholder politi og militær et særligt nødberedskab, hvis det kommer til nye blodige konfrontationer.

At kalde tilstanden for en politisk ’krise’ er en underdrivelse. På ottende år befinder landet med Sydøstasiens ældste demokrati sig i en reel lammelse uden den ringeste udsigt til realistiske kompromisser, der kan bringe nationen ud af hængedyndet.

images-1

Dramaets hovedpersoner er regeringschefen Yingluck Shinawatra, søster til den afsatte og eksilerede tidligere leder Thaksin Shinawatra. Hendes modstander er regulær folkeforfører, Suthep Thaugsuban, tidligere minister og general og en mand med en sjælden evne til at tale Bangkoks folkemasser på gaden.

Suthep og hans folk er på gaden for at reducere og på sigt afvikle Thailands demokratiske system. For udenforstående kan det virke afsindigt, at et land, der opgav en enevældig styreform helt tilbage i 1932 og som i nyere tid har præsteret at skabe et velstandsmirakel med en dertil hørende middelklasse, i dag synes at være på vej til at afskaffe demokratiet. I hvert fald når demokrati forstås som den mest banale og fundamentale formel: En mand, en stemme, mindst to partier.

Oppositionen under Suthep vil have en regering af særligt kvalificerede, som skal udpeges, ikke vælges. Dermed undgås korruption, argumenterer han.

140109_suthep_thaugsuban

Men hen over otte årtiers turbulent politisk historie har Thailand haft verdensrekord i militærkup – det seneste var ublodigt og kom i september 2006, da Thaksin Shinawatra blev sat på porten, tydeligvis med kongehusets opbakning. Thaksin er dømt for korruption og har overført en milliardstor formue til udenlandske banker.

Det seneste års udvikling har vist et enkelt lyspunkt: da regeringen forsøgte at gennemføre en amnestilov, der ville have gjort Thaksin straffri, gik de såkaldte ’gulskjorter’ på gaden og fik forhindret dette tiltag. Thailand har derfor stadig et retsvæsen, der i princippet stiller alle lige for loven.

Ganske som i Italien under Silvio Berlusconi og som det aktuelt udfolder sig i Ukraine, er politiske modsætninger knyttet meget op på, hvad vælgerne mener om enkelte toppolitikeres gøren og laden. Karisma og retoriske evner betyder alt, for der er ingen kvalificeret debat i partiernes parlamentsgrupperne, endsige i medierne.  Det kaldes ’follow-your-leader’-syndromet.

Politisk debat i Thailand er helt uden den dybde og substans, som kendes fra Danmark. Et opgør om salg af en aktieandel i Dong, som det har udfoldet sig i danske medier, vil være utænkeligt hernede. For Thailand har debatfrihed uden det oplysningsniveau, der er forudsætningen for, at debatten bliver kvalificeret.

Thailand_Politics_817925y

Dermed er tilstanden i Thailand en regulær udfordring ikke kun for landets borgere og de øvrige demokratier i Asien. De færreste thailandske intellektuelle tør sige det rent ud, men elitestyret i Singapore, og etpartisystemerne i Vietnam og Kina står på den lange bane stærkere end de vaklende og skrøbelige politiske institutioner i Sydøstasiens ældste, forfatningsbaserede kongedømme.

Men, siger kritikerne, Thailand har selvfølgelig hvad Vietnam og Kina mangler: en fri og kritisk presse og en debatlysten offentlighed.

Ja tak, siger andre kritikere, men hvilket system holder længst og giver borgerne størst sikkerhed: Singapores velstand er langt over Thailands, og blandt thailandske forretningsfolk er der en udtalt bekymring for, at Vietnam og det sydlige Kina vil løbe forrest med fremtidens velstand.

Og hvis lammelsen her i Bangkok forsætter, hvad er det så for et scenario, der tegner sig? Skeptikere begynder at sammenligne Thailand med Italien i 1920’erne. Benito Mussolinis march mod Rom var en begivenhed, der banede vejen for en styreform, som europæerne skulle igennem et blodigt krigsopgør for at kunne afvikle.

Så galt går det næppe i Thailand, hvor flertallet er optaget af at leve fredeligt og tjene til dagen og vejen. Alternativet til et dysfunktionelt demokrati er ikke væbnet fascisme, men bare forvirring, handlingslammelse og økonomisk nedtur.

Men har Thailand, som trods alt stadig er danskernes foretrukne ferieland øst for Suez, ikke fortjent bedre?

(klumme i Politikens netavis 28.jan. 2014)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s