Sådan kan danske midler bedst bidrage til at løfte Sydøstasiens næste udviklingssucces.

UDENRIGSMINISTERIETS beslutning om at åbne en ambassade i Myanmar, det tidligere Burma, er en logisk konsekvens af et mangeårigt dansk engagement for at fremme en demokratisk og civil udvikling i det fattige, men lovende og potentielt rige sydøstasiatiske land. Der er dog også massive udfordringer og forhindringer i sigte. Mandalay, den gamle kongeby i nord, og Yangon, den tidligere hovedstad, syder af aktivitet og økonomisk opdrift, mens oplandet ligner en verden af i går, tvunget i knæ af et halvt århundredes xenofobisk militærstyre. Landet, der som britisk koloni i 1937 var verdens største eksportør af ris, er i dag i en tilstand, der ligner Vietnam og Cambodja for en snes år siden, hvor en markedsdrevet udvikling siden har fået bugt med den værste fattigdom, og hvor en ny middelklasse breder sig.

Risikoen i Myanmar er en klassiker blandt udviklingsøkonomier: at væksten fortrinsvis gavner en allerede nyrig elite, der enten er udsprunget af eller har nære relationer til den militære kaste. Den tredjedel af Myanmars befolkning, som udgør de etniske mindretal, risikerer at blive marginaliseret både økonomisk og politisk.

UDFORDRINGEN for en dansk og europæisk udviklingsindsats herude bliver derfor at målrette særlige indsatser for de mest udsatte, især de etniske mindretal.

Kronprinsparrets nylige besøg i den vestlige Rakhinestat, hvor det muslimske mindretal af rohingyaer er trængt af militante buddhister, gav glimrende fotoer til ugebladene, men sendte også et væsentligt signal om, hvor nogle af de danske udviklingsmidler vil blive sat ind.

Den slags målrettethed bliver europæiske donorer ikke nødvendigvis populære på. En yngre velhavende og veluddannet etnisk burmaner glæder sig åbenlyst over udsigten til en dansk ambassade i sit land, men føjer senere i samtalen denne bemærkning til: »Lad venligst være med at bruge ordet rohingya«. »Vi kalder dem bengalier, fordi de kommer fra Bengalen« (i Bangladesh og Indien, red.). Underforstået: De er fattige, og det er trist, men de hører ikke til her i Myanmar. Rohingyaerne er det eneste af i alt 135 mindretal, der ikke er omfattet af landets lovgivning om statsborgerskab.

Mindretalsbeskyttelse bliver en af de faktorer, som det civil-militære hybridstyre her i Myanmar vil blive testet på af Danmark og det øvrige donorsamfund. Oppositionspartiet Den Nationale Liga for Demokrati (NLD) og dets leder, Aung San Suu Kyi, går en hårfin balancegang i omtalen af de etniske konflikter mellem buddhister og muslimer, der simrer under overfladen herude. Der er en selvindlysende bekymring for, at Myanmar vil opleve en etnisk ‘ balkanisering’ i takt med en fortsat demokratisering.

Gennem et halvt århundrede førte centralregeringens hær en stribe etniske udrensningskampagner fulgt op af skrøbelige våbenhvileaftaler med de mest velbevæbnede af de etniske oprørshære.

Men det nye i forhold til tidligere er et spirende civilsamfund, der bæres på vej af det demokratiske eksperiment, som NLD og Suu Kyi repræsenterer, og som har præsident Thein Seins støtte. En analyse gennemført af organisationen International Crisis Group viser, at parlamentet i regeringsbyen Naypyidaw nu diskuterer reelle forandringer i lovgivningen, også af den kontroversielle forfatning fra 2008, som giver militæret en dominerende rolle i afgørende beslutninger.

Præsident Thein Sein, parlamentsformand Shwe Mann og NLD-lederen Suu Kyi er det triumvirat, der definerer Myanmars politiske fremtid. Den pensionerede tidligere juntaleder Than Shwe, der sad tungt på magten i en snes år, er angiveligt bekymret over, at civilsamfundet og oppositionen tydeligvis vinder ikke bare befolkningens, men også de militære parlamentsmedlemmers voksende opbakning i et samfund, hvor censur af sociale og private medier i dag hører fortiden til. Nutidens Myanmar er i dag langt fra fortidens Burma og repræsenterer et håb, som kunne tjene som et forbillede fra de fortvivlende kaotiske tilstande i den arabiske verden. Den indlysende sammenligning med Myanmar er Thailand for et halvt århundrede siden. Militæret vil blande sig i politik, hvis nationens enhed trues, men vil gradvis gå i retræten for at give plads for økonomisk fremgang og social udvikling.

DANMARK kan spille en nøglerolle i processen, som vi gjorde det, da Nepal befandt sig i en lignende overgangssituation i 1990′ erne. Forståelsen mellem Suu Kyi, Thein Sein og Shwe Mann betyder, at mange års borgerkrig, som Nepal måtte igennem, kan undgås i Myanmar. Vi er vidne til en sydøstasiatisk klassiker: topdown-stabilitet forhandlet på plads af en pragmatisk elite.

(klumme i Politiken 23.01.2014)