Asiens århundrede bliver også amerikansk

USA og Kina balancerer i en fornuftig sameksistens i Østasien

HVORDAN vil USA bruge sin indflydelse i et Asien, hvor økonomiske og demografi-ske forskydninger dramatisk er ved at ændre den magtbalance, der blev skabt i den kolde krigs tid? Er USA og Kina på kollisionskurs, eller ser resten af verden en voksende fælles forståelse, som ingen havde turdet forudse for kun et årti eller to siden?

Spørgsmål som disse optager den amerikanske sikkerhedsforsker Satu Limaye, der leder det prestigiøse East- West Center i Washington. Limaye har netop besøgt København, hvor han deler ud af sin betydelige indsigt til relevante interesserede. Hans analyser af USA’s asienpolitik bør give inspiration til især de europæere, der mener, at der er sket et alarmerende skred i balancen mellem et USA, hvis politiske maskinrum med mellemrum kører fast, og et Kina, hvis turbovækst har svært ved at komme ned i gear.

images

Risikerer verden, at det går i Asien, som det gamle koreanske mundheld lyder: Når hvalerne slås, knækker de rejens ryg?

Kina er så langtfra ved at skubbe USA ud af klodens økonomisk mest dynamiske region. Tværtimod, de to kan udvikle en sameksistens, som har positive gensidige virkninger, og som de øvrige asiatiske lande bør være tilfredse med.

FREDELIG sameksistens og forståelse mellem en demokratisk supermagt og en autokratisk udfordrer, hvordan hænger det sammen? Jo, efter at præsidenterne Barack Obama og Xi Jinping i sommeren 2013 holdt det såkaldte skjorteærmetopmøde i Californien, konkluderede Satu Limaye, at magtbalancen i Østasien og Stillehavsområdet bedst kan forklares således:

Forholdet mellem USA og Kina og mellem USA og det øvrige Østasien er bedre end relationerne mellem Kina og dets naboer og bedre end de indbyrdes relationer mellem de fleste af regionens mindre og mellemstore lande. Det værste, der kan ske, er derfor, hvis enten Washington eller Beijing presser et eller flere af regionens mindre lande til at vælge den ene ‘ beskyttermagt’ på bekostning af den anden.

Men den aktuelle tilstand er ikke et nulsumsspil, hvor den ene parts strategiske fordel optræder som et minus hos den anden part. Kinas naboer er traditionelt skeptiske over for den urgamle gigant, men det opmuntrende er, at USA’s forsvarssamarbejde med regionens mindre lande er rummeligt nok til at give plads til et opstigende Kina. Nogle kalder det en win-win-situation, men der er ingen garanti for, at den holder i årtier.

china-national-peoples-congress-ceremonial-girls-2008-preview

DE AKTUELLE spændinger mellem Kina og Japan om en klynge ubeboede øer i farvandet nær Taiwan giver ganske vist indtryk af et meget selvbevidst Kina, der presser et Japan, der er økonomisk og demografisk på skrump. Men verden bør ikke fejlbedømme Japan, pointerer Limaye: »De begrænsninger, Japan lægger på sin forsvars-og sikkerhedspolitik, bygger på beslutninger taget af japanske politikere.

Der er ikke tale om pres udefra. Japan har stadig den militære kapacitet til at kunne modstå et Kina, der måtte blive for aggressivt«. I Sydøstasien spekuleres der i, om den fremadskridende liberalisering i Myanmar (tidl. Burma) indebærer en åbning for USA til at inddæmme Kina. Men også her melder Satu Limaye hus forbi: »Amerikansk politik i Asien har ikke til formål at omringe Kina. Derfor er Myanmars beslutningstagere ved at lære sig den samme kunst, som naboen Thailand tidligere har vist: at kunne give plads til både Kina og USA«.

Der hvor USA kan finde det nødvendigt at trække en politisk streg i havet omkring Kina er, hvis lederne i Beijing forsøger at genskabe en hierarkisk politisk orden i Asien, der betyder et nyt imperieagtigt system, hvor Kina sætter alle reglerne for nabostaternes adfærd.

Men det kommer ikke til at ske, for naboerne deler ikke værdier med Kina. »Kinesiske ledere tænker kun i magtens baner; der er ingen værdier knyttet til kinesisk magtudøvelse«, lyder hans forklaring.

HVAD ER DET så, USA’s venner og allierede i Østasien nødig ser? Et ‘ Nixon-chok’, forklarer Satu Limaye. For 41 år siden landede den amerikanske præsident i et Kina, som USA ikke anerkendte diplomatisk og næsten stadig var i krig med. Resten er historie, og den er overvejende positiv.

Kina har skiftet økonomisk politik, utvivlsomt inspireret af USA, og har givet sine borgere mere velstand og et mere rummeligt samfund. Samtlige amerikanske præsidenter siden Nixon har fastholdt den såkaldte ét Kina-politik, der gør demokratiske Taiwan til en del af et samlet Kina trods forskellighederne i styreform. »Ikke bare Taiwan, men stort set resten af Østasien fik et chok over åbningen mellem Kina og USA. De var ikke forberedt. Skulle der ske noget lignende i fremtiden, vil de godt vide, hvad de går ind til«. Indtil videre hedder formlen: win-win.

(klumme i Politiken 9. jan. 2014)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Japan, Kina, Myanmar/Burma, Sydøstasien, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s