Når Japans naboer ser rødt

Man skal forsøge at forestille sig reaktionerne i Europa, hvis en tysk forbundskansler valgte at lægge en krans ved gravstederne for medlemmer af Hitlertysklands elitekorps, Waffen SS. Der ville nok blive stillet et par spørgsmål i Forbundsdagen.

I maj 1985 kom det tæt på en sådan situation, da USA’s daværende præsident Ronald Reagan lagde en krans og holdt en tale ved en soldaterkirkegård nær byen Bitburg i Tyskland.

Jødiske foreninger i både USA og Europa fandt besøget uanstændigt og beskyldte både Reagan og daværende forbundskansler Helmuth Kohl for at forhåne mindet om nazitidens masseudryddelseslejre. En af Kohls begrundelser var, at de unge tyskere, der gik i tjeneste hos Waffen SS, også var en slags ofre.

 Kejserlig symbolik

Sammenligningen giver en vis mening, når man i dag forsøger at forklare, hvorfor den japanske regeringschef Shinzo Abe har valgt at besøge Yasukuni Templet i Tokyo, som er en bygning, hvor samtlige ofre i alle Japans nyere krige mindes og hædres. Helligdommen er fyldt med kejserlig symbolik, men stedet drives ikke af den japanske stat. Japans forfatning har et klart skel mellem kirke og stat.

reportint20130815155533863

Templet tjener som en kilde til stolthed, identitet og ære for især de højreorienterede nationalister, der ønsker sig et Japan med en stærkere politisk og militær profil i verden. Men for de naboer, der led under den japanske kolonisering og besættelse er stedet et udtryk for en renvaskning af den japanske hærs ugerninger ikke kun under Stillehavskrigen 1941-45, men alt det der skete på det asiatiske fastland, først med koloniseringen af Korea 1910 og siden med erobringen af Manchuriet i det nordøstlige Kina fra 1931. Hundredtusinder, muligvis millioner blev dræbt, såret og torteret.

Yasukuni Templet blev bygget i 1869, sammenfaldende med Japans overgang fra feudalsamfund til en moderne stat. Det er ubestrideligt, at Japans modernisering på rekordtid skabte en stærk økonomi og et effektivt statsapparat, og at nationen også kunne noget militæret blev demonstreret, da Japan nedkæmpede et ydmyget kejserligt Rusland i 1904-05. Her blev grunden lagt til kolonialistiske og militære ambitioner, som Japans nabolande siden skulle betale meget dyrt for.

abeshrine

Men det er stoltheden over Japans formåen som militær magt, der også en drivende kraft bag skiftende regeringschefers besøg i Yasukuni. De vælger stoltheden og æren frem for at erkende skylden, således som alle tyske forbundskanslere helt utvetydigt har gjort siden 1945.

Umuligt at kritisere soldater og generaler
Japan er ikke Tyskland – der er et æreskodeks til forskel. ’Det er umuligt for en japaner at kritisere sine forfædre, også soldater og generaler. Det vil svare til, at en kristen europæer håner Gud, Jesus eller Jomfru Maria’, forklarede en fremtrædende japansk historiker engang til nærværende signatur.

Tokyos tidligere borgmester, den erklærede nationalist Shintaro Ishihara, har engang udtrykt det således:

’Hvis japanerne ikke havde bekæmpet de hvide, ville vi stadig være slaver. Der ville være kolonisering. Det har vi forhindret’.

I mange år efter krigsnederlaget i 1945 var Yasukuni Templet helt ukontroversielt. Men i 1978 besluttede Yasukunis præsteskab at inkludere 14 generaler og civile administratorer, der efter overgivelsen var blevet kendt skyldige i krigsforbrydelser, blandt helligdommens ’ærede’ sjæle. I kombination med, at det officielle Japan i lærebøger undlader at omtale de japanske krigsforbrydelser mod især kinesere og koreanere, er dette en dødsensfarlig politisk cocktail. For i nabolandene spørges der: Har Japan ambitioner om på ny at blive en stærk militær magt i Asien?

z The Gods of Yasukuni (1)

Foruroligelsen i Seoul og Beijing har at gøre med, at der er uafklarede territorielle konflikter omkring flere ubeboede øer i det sydøstasiatiske havområde.

Med et Kina, der for længst er blevet regionens økonomiske kraftcenter, og et Sydkorea, der endnu ikke føler sig tilstrækkeligt respekteret af det land, der var en brutal kolonimagt i 35 år, bliver der brugt megen retorik på at demonstrere fjendtlighed og mangel på tillid.

Men det er usandsynligt, at det kommer til mere end det. Alene af den grund, at USA er massivt tilstede og holder en atomparaply spændt ud over hele verdensdelen. De amerikanske forsvarsalliancer med Japan og Sydkorea er ikke kun sat i verden for at beskytte de to allierede, men også for at sikre, at de to ikke går for langt ad egen vilje.

Nordøstasien forbliver derfor stabilt, mens der udkæmpes ’ordkrige’, og de tre naboer fortsætter med at investere i hinandens økonomier og dermed styrker skabelsen af Asiens største velstandsområde nogensinde. Østasien foretrækker symbolkrige frem for rigtige krige.

(Klumme i Politikens netavis 27.12.2013)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Japan, Kina, Kommentarer/analyser, Korea. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s