Hukommelsen er selektiv, når det gælder vestlige politikeres holdninger til Sydafrikas frihedskamp.

DEN ISRAELSKE regeringschef, Benjamin Netanyahu, meddelte først på ugen, at han ikke ‘ havde råd’ til at rejse til Sydafrika for at deltage i mindehøjtideligheden for det afdøde demokrati-og frihedsikon Nelson Mandela.

Men tilbage i april tog det israelske flyselskab El Al sig pænt betalt for at fragte Netanyahu og hans folk til Storbritannien for at følge britiske Margaret Thatcher, i 1980′ ernes Europa den nok mest energiske fortaler for datidens hvide apartheidstyre, til graven. Regning: 427.000 dollar.

Heller ikke Israels præsident, Shimon Peres, ville til Johannesburg i denne uge. I stedet udtalte han smukke ord om Mandela, mens kritikere mindede om den realitet, at Israel i 1970′ erne var apartheidstyrets vigtigste partner i udviklingen af de våbensystemer, der blev brugt til forfølgelse og nedkæmpelse af aktivister, der støttede Mandela og frihedsbevægelsens sag. Israelsk forsvarsminister dengang? Shimon Peres.

MANGE AF de vestlige topledere, der i denne uge har hyldet Nelson Mandela og hans politiske arv, har meget kulørte generalieblade, når det gælder fortidens holdninger til apartheidstyret og frihedsbevægelsen ANC, Den Sydafrikanske Nationalkongres, der i dag er landets regeringsparti.

Britiske David Camerons ‘ selfie’ med Helle Thorning-Schmidt og Barack Obama har fjernet opmærksomheden fra, at den nuværende premierminister var at finde blandt de ungkonservative hedsporer, der i 1980′ erne pyntede mure og standere i London med plakater, der havde påskriften ‘ Hæng Mandela’. Camerons forgænger Margaret Thatcher mente så sent som året før Mandelas løsladelse i 1990, at fortalere for sort flertalsstyre i Sydafrika levede i et »cuckoo land«. Ronald Reagan kunne to år før sin overtagelse af det amerikanske præsidentembede 1981 i fuld alvor hævde, at de hvide mindretalsregimer i Sydafrika og datidens Rhodesia (i dag Zimbabwe) var de eneste »forbilledlige demokratier« på det afrikanske kontinent.

DANSKE borgerlige i centrum-højre-spektret var ikke stort bedre. Helt i særklasse var Gladsaxe-borgmester, folketingsmedlem og stifter af Centrum-Demokraterne, Erhard Jakobsen (1917-2002), der et par år efter det hvide mindretalsstyres nedskydning af flere hundrede unge og skolebørn i bydelen Soweto ved Johannesburg 1976 forklarede en måbende dansk offentlighed, at Sowetos indbyggere havde det mindst lige så godt som folk i den midtsjællandske provinsidyl Ølstykke.

Erhard Jakobsens partifælle, den mangeårige formand for Dansk-Sydafrikansk Selskab H. E. Hillerup-Jensen (han boede i Ølstykke) fyldte dengang avisernes debatsider med advarsler om, at de flygtningelejre, som Danmark betalte til gennem den såkaldte apartheidbevilling (siden 1965!), var »rekrutteringslejre for kommunistiske terrorister og partisaner«. I samme årti kunne Konservativ Ungdom med den senere minister Brian Mikkelsen i spidsen tage på rundrejse i Sydafrikas ‘ bantustans’ (apartheidstyrets raceopdelte hjemlande), generøst finansieret af det hvide mindretalstyres efterretningstjeneste. 

ENKELTE POLITIKERE vågnede op, efter at et DR-dokumentarprogram i 1983 havde afsløret, at en stribe europæiske lande solgte våben til apartheidstyret, og at mange af disse våben blev fragtet på danske skibe. Dermed brød både Danmark og vore medeuropæere den våbenembargo, som FN havde vedtaget i 1977.

Da endnu en voldsbølge eksploderede i Sydafrika i 1985, beordrede udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) lukning af det danske generalkonsulat i Johannesburg.

Ellemann-Jensen bad derefter sine kolleger i EU om at støtte den sanktionspolitik, som venstrefløjen hidtil havde været alene om at kræve. Folketingets ‘ alternative’ flertal (S, R, SF og VS) fik i maj 1986 gennemtrumfet vedtagelsen af lov om forbud mod handel med Den Sydafrikanske Republik og Namibia, og Danmark blev dermed det første land på kloden, der indførte en regulær handelsboykot.

Siden fulgte andre EU-lande efter. I 1989 stod også USA med på vognen under indtryk af, at amerikanske virksomheder i stort tal allerede havde forladt Sydafrika.

PRÆSIDENT Obamas forgænger George W. Bush var en af deltagerne i ugens mindehøjtidelighed.

Han har næppe ønsket at blive mindet om, hvad Nelson Mandela 30. januar 2003 i en tale i Johannesburg sagde om samme Bushs planer om at invadere Irak: »Den præsident er ude af stand til at tænke sig om. Det er olien, han går i krig for. Bush leder et land, der har ansvar for utallige menneskeretskrænkelser«.

(klumme i Politiken 15.12.2013)