Med årtiers forsinkelse har Kina og Taiwan holdt et ‘ topmøde’. Forventningerne bør være realistiske.

HELT UDRAMATISK oplevede Østasien i forgangne uge en mindre sensation, da repræsentanter for de to rivaliserende parter i en af det 20. århundredes længste konflikter mødtes i den sydkinesiske by Nanjing. Ikke nogen tilfældighed, da det var denne by, som i 1949 var den sidste nationalistkinesiske hovedstad frem til den kommunistiske sejr i Kinas borgerkrig, hvilket resulterede i Nationalistpartiet Kuomintangs flugt til øen Taiwan, hvor de besejrede etablerede Republikken Kina.

Formelt var sidste uges møde mellem to regeringsrepræsentanter, men helt uden brug af flag og titler, eftersom Kina og Taiwan ikke anerkender hinanden som to selvstændige statsdannelser. For Kina er Taiwan en øprovins, som skal hentes hjem til fædrelandet; for Taiwan er Folkerepublikken Kina en størrelse, som kun et meget lille mindretal i Taiwans befolkning og ingen af østatens politikere ønsker at blive opslugt af.

Når der alligevel foregår et intensivt økonomisk samkvem mellem de to, skyldes det ikke mindst den såkaldte 1992-consensus, der bygger på enighed om, at Taiwan og Kina historisk er en del af samme nation, men at hver part har sin egen fortolkning af, hvilket kinesisk statsdannelse man ser sig selv som. Paradokset er, at de to opfattelser kun kan forliges, hvis man tager historien til hjælp; de nutidige realiteter viser derimod to politisk forskellige samfund, om end med betydelige ligheder i kultur, sprog og levevis, dybt rodfæstet i konfucianske traditioner.

DENNE tvetydige, men praktiske formel har skabt en positiv afspænding og givet mulighed for, at de to republikker er blevet hinandens største investeringspartnere.

Med et møde på det højeste niveau nogensinde har Beijing ønsket at signalere, at samarbejdet bør udvides til at omfatte politiske forbindelser. Men alene de begrænsninger, som Taiwans forhandler mødte frem med i Nanjing, viser, at en sådan tilnærmelse har lange udsigter.

De to parter enedes om at etablere repræsentationskontorer i Beijing og Taipei og dermed synlige kommunikationskanaler. Republikken og Folkerepublikken kan således fortsætte med at investere i fælles velstand.

DE FLESTE har glemt det, men Kuomintangs leder og Taiwans daværende præsident Chiang Ching-kuo gennemførte i 1987-88 en enestående demokratisering af det samfund, som hans parti havde holdt i en undtagelsestilstands jerngreb i næsten fire årtier. Ingen massedemonstrationer, ingen blodsudgydelser, intet kaos, ingen hellig krig, kun et fingerknips på et regeringsmøde i præsidentpaladset.

En måbende befolkning og snesevis af dissidenter oplevede derefter, hvorledes samvittighedsfanger blev løsladt, og medierne fik udvidet friheden til kritik og dialog. Resten er historie, og den er overvejende positiv. Vist er Taiwan ikke noget perfekt demokrati, men ubestrideligt flere hestehoveder foran andre flerpartisystemer i Asien.

Det er derfor selvindlysende, at Taiwans befolkning aldrig vil kunne acceptere en politisk samfundsmodel som den, der er gældende for tiden på det, der i Taiwan af mange kaldes ‘ fastlandet’. Det positive perspektiv i ligningen Kina-Taiwan er derfor, at den succesrige ørepublik har nøglen til en demokratisering af ‘ fastlandet’ (altså Folkerepublikken), den dag betingelserne måtte være til stede.

JAMEN, er de amerikanske sikkerhedsgarantier for Taiwan så et problem? Nej, for den amerikanske militære beskyttelse af Taiwan er netop baseret på den forudsætning, at Kina ikke kan påtvinge Taiwan sin løsning på genforeningsproblematikken og dermed en afslutning på borgerkrigen.

Sagt med andre ord: USA vil acceptere en genforening, hvis den sker fredeligt og med opbakning fra et befolkningsflertal i Taiwan. Forudsætningen herfor? At Kina, ‘ fastlandet’, er værd for taiwanerne at genforenes med. Og vi er langt, meget langt, fra en sådan situation.

Parterne kan passende starte med at normalisere partiforbindelserne: Den bedste måde, Kommunistpartiet i Beijing kan demonstrere sin vilje til ‘ fredelig opstigning’ i verden (som det hedder i den officielle propaganda), er at sige til den historiske borgerkrigsmodstander i Taipei: Vi vil gerne forsoningen og vil gerne lære af jeres erfaringer med demokratisering, civilsamfund og borgerrettigheder. På kinesiske betingelser naturligvis, men det kan vi vel forhandle om?

LØSRIVELSE med egentlig selvstændighed bliver der ikke noget af for Taiwan; det skrev USA under på for 42 år siden, og Kina holder af indlysende grunde amerikanerne fast på dette. Perspektivet for Taiwan er derfor at fortsætte med at være rollemodel for Kina.

(klumme i Politiken 20. februar 2014)