Den amerikanske journalist Barbara Demick sætter i en opsigtsvækkende bog verdens sidste stalinistregime under lup. Den virkelige trussel mod det nordkoreanske styres fremtid kommer fra Kina, mener hun, mens USA bare er et nyttigt fjendebillede.

Alene emnet – tilstanden for Nordkoreas befolkning – gør, at samtalens parter før eller siden når en eller anden grad af deprimeret tilstand.

For hvad stiller verden dog op med dette uhyggelige regime og de par og tyve millioner stakler, der lever i dette daglige mareridt af knaphed, hjernevask og undertrykkelse? Landet er klodens mest lukkede, de politiske tilstande ligner noget fra Sovjetunionen under Stalin eller Kina under Mao. Bare lige en tand værre.

I mange år var den vestlige offentlighed helst fri for at høre om Nordkorea.

Når nu bare den amerikanske atomparaply over Nordøstasien holdt en slags ro på den delte halvø, og sydkoreanerne i øvrigt levede fint med at levere Samsung, Hyundai, Kia mv. til verden.

Bevares, der blev skudt lidt engang imellem også med rigtige missiler og granater, men USA og Sydkorea holder regimet i skak, og Kina leverer tilstrækkeligt med fødevarer og energi til, at museumsstalinismen nord for 38. breddegrad holder sig flydende.

En håndfuld flygtninge

Uhyggeligt tager det sig ud, men lyt så til den amerikanske udenrigskorrespondent og forfatter Barbara Demick.

Hun er korrespondent for Los Angeles Times i Beijing og følger derfra udviklingen på Den Koreanske Halvø tæt. Tidligere var hun udstationeret i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, hvorfra hun tog kontakt til nogle af de nordkoreanske flygtninge, der i dag forsøger at skabe sig et mere menneskeværdigt liv i et land, som trods ligheder i etnicitet og kulturel baggrund bliver mere og mere forskelligt fra den stat, de kom fra.

Barbara Demick har brugt en håndfuld af disse nordkoreanske flygtningeskæbner til detaljeret at beskrive hverdagstilstanden for størsteparten af nordkoreanerne. Både hendes bog ‘ I ly af mørket’/’ Nothing to envy’, der er solgt til flere lande, og hendes journalistik har allerede hentet flere priser ind.

Og jo, tilstandene i Nordkorea er absolut rædselsvækkende. Så hvordan skal verden kunne knytte et håb til, at der kommer forandringer en dag, lyder det indlysende spørgsmål til den anerkendte journalist: »Kina«, lyder hendes svar, som nok vil overraske de fleste.

Jamen, hvordan?

»Kina har for længst besluttet sig for at gøre, hvad det kan, for at holde Nordkorea flydende, men heller ikke mere. 90 procent af Nordkoreas beskedne samhandel er med Kina. Men der kommer andet end fødevarer og energi fra Kina ind i Nordkorea. Frem for alt kommer der meget, som det nordkoreanske regime ikke bryder sig om«. Som for eksempel? »Kulturelle produkter. Bøger, musik, fremmed kunst og sæbeoperaer. Både bibler og pornografi. Smuglervarer ja, men ind kommer de. Alle forbrugsvarer i Nordkorea kommer fra Kina, for kineserne producerer alt. Nordkoreanerne får dermed vidnesbyrd om, hvor anderledes deres tilværelse kunne være«.

Men det er USA, den nordkoreanske propaganda skælder ud på?

»Amerikanerne er langt væk, og det er usandsynligt, at USA invaderer. Kina er stort, bliver mere magtfuld og søger at influere på alle sine naboer. Kineserne foragter Nordkorea og ser gerne tilstanden ændret, men det skal ske fredeligt. De missilaffyringer, Nordkorea har gennemført, har også adresse til Beijing: Lad være med at tro, at I kan forvandle os til en lydstat. Det er en velbegrundet frygt. Nordkorea bliver aldrig vestligt, men kan sagtens komme til at ligne Kina en dag. Så naturligvis er Kinas økonomiske og politiske opstigning en trussel mod den eksisterende orden i Nordkorea«.

Bag de nordkoreanske militære trusler ligger et ønske om at få normaliserede forbindelser med det USA, som i 1950′ erne bombede landet?

»Ja, lykkes det, kan USA bruges til at balancere af mod den kinesiske indflydelse. For glem ikke: Kina og Sydkorea ser meget ens på fremtiden for Den Koreanske Halvø«. Og de ønsker sig? »Ikke et genforenet Korea, men et Nordkorea, der udvikler sig over tid, således at de dramatiske forskelle i levestandarden mellem Nordkorea mindskes.

Husk på, at forskellen på levestandard i Nord-og Sydkorea er 20 gange større, end den var mellem Vest-og Østtyskland, da Muren faldt«.

På den måde giver det mening, at Nordkorea har respekt for Sydkoreas nuværende præsident, selv om det var nordkoreanske agenter, der slog hendes mor ihjel?

»Ja, de har meget stor respekt for præsident Park Geun-hye, ligesom de har det for hendes afdøde fader (ekspræsident Park Chung-hee, der blev myrdet af sin sikkerhedschef i 1979, red.). De forstår betydningen af blodsbånd, og de har respekt for, at Park kunne udvikle Sydkoreas økonomi uden at liberalisere landets politiske system«.

Tegn på forbedringer

Det nordkoreanske dynasti synes uforanderligt?

»Der er tegn på beskedne forbedringer. Tidligere diktator Kim Jong-il slog hårdt ned på de private markeder. En såkaldt valutareform i 2009 var ved at slå bunden ud af landets økonomi, fordi den smule opsparing, nogle få havde, forsvandt. Sønnen og arvtageren er omkring de 30 og har vel chancen for at vise, at han kan gøre en forskel«. Fortalere for at engagere Nordkorea har ikke meget, der viser, at det skulle virke? »Jeg er tilhænger af at fortsætte med at bløde op og forsøge at engagere Nordkorea. Kina forsøger et mildt pres på denne måde, og Vesten kan nok presse Kina til at gøre lidt mere. Tag ikke fejl, kineserne er grundigt trætte af, at der ikke kommer forandringer i Nordkorea.

Det betyder også noget, at forholdene i Nordkorea er bedre dokumenteret end nogensinde. Via satellitovervågning ved vi, at de nordkoreanske myndigheder i fjor lukkede en af landets arbejdslejre.

Men om det virkelig nytter, ved vi ikke. Kina taler ikke åbent om dette, man skal huske, at det er partiforbindelserne, der betyder noget her, ikke regeringsforbindelser, som det kendes fra alle andre lande. Da Nordkorea tidligere i år truede med at sende missiler mod USA, kom der en sjældent åbenhjertig udmelding fra den kinesiske præsident: Han sagde, at intet land kan holde andre lande som gidsler. Den var ikke til at misforstå. Kineserne var bange for, at nordkoreanerne mente det alvorligt med missiltrusler«.

(Interview i Politiken 2.3.2014)