Uighur-aktivisters terrorhandlinger er en reaktion på etnisk og økonomisk marginalisering.

WEEKENDENS blodige terrorangreb i den sydkinesiske metropol Kunming er en ubehagelig påmindelse om de etniske spændinger, som den kinesiske moderniseringspolitik har skabt i rigets grænseregioner mod vest. Kunming er hovedstad i Yunnan, som er den mest etnisk varierede af alle Kinas provinser, men angriberne tilhørte den muslimske minoritetsgruppe uighurerne, som er et centralasiatisk folk tilhørende den tyrkiske sprogfamilie og har sit hjemland i Xinjiang-provinsen, der geografisk har nogenlunde samme størrelse som Iran.

Bag uighurernes terrorisme, som har været tiltagende hen over den seneste halve snes år også uden for Xinjiang, ligger en utopisk forestilling om et frit land for uighurerne kaldet Østturkestan.

Siden Xinjiangs naboer mod vest, de såkaldte stan-lande, slap ud af Sovjetunionens jerngreb i 1991, har en voksende uighur-nationalisme fået næring af, at det kinesiske centralstyre sender milliardinvesteringer ind i den råstofrige region, og at pengene trækker en betydelig indvandring af etniske flertalskinesere med sig ind i det, der populært kaldes ‘ Kinas Vilde Vesten’. Olieboringstårne, tusinder af kilometer nyanlagte togspor og omfattende infrastrukturarbejder er vidnesbyrd om en massiv økonomisk fremmarch mod vest dirigeret af udviklingsstrateger i Beijing.

XINJIANG er som Tibet udsat for en moderniseringspolitik ikke ulig den, som USA gennemførte med sin ‘ Go West’-politik fra midten af 1800-tallet.

Den amerikanske udviklings-og koloniseringspolitik ramte som bekendt urbefolkningerne hårdt. De, der ikke gik under i epidemier og de krigskampagner, der i dag kun fortjener betegnelsen etniske udrensninger, blev henvist til reservater.

Men uden erobringen af Det Vilde Vesten ville det nordamerikanske kontinent ikke have fået et moderne USA. Indianernes kultur gik under, og de spansktalende grupper måtte underlægge sig de hvide angloamerikanske protestanters overherredømme. Resten er historie, og den er overvejende positiv, men har ikke været omkostningsfri for taberne.

DET ER i dette sammenlignende perspektiv, at man skal forstå uighurbefolkningens voldsomme frustrationer over flertalskinesernes march mod vest. Uighurerne var for et par generationer siden i flertal i Xinjiang, men er i dag et mindretal, som helt mangler den evne til statsopbygning og entreprenørkraft, som kendetegner den kinesiske kernekultur.

‘ Uighurland’ er i et kinesisk perspektiv ikke meget mere end et fremtidigt ‘ Disneyland’.Uighurernes selvstændighedsorganisationer har ikke et eneste repræsentationskontor på kloden. De kaldes terrorgrupper af det officielle Kina, og et par af dem er på både USA’s og EU’s terrorlister.

FORLØBEREN for de senere diffuse og flygtige statsdannelser, der blev kendt som Østturkestan (første gang i 1933, siden i 1945) var en række nomadiske fyrstendømmer (khanater) i Centralasien.

Området var under mongolsk kontrol og indflydelse indtil 1700-tallet, da Kinas manchuriske Qing-dynasti sikrede sig kontrol ved at nedkæmpe Zhungar Khanatet i 1759. Kejser Qianlong introducerede i 1764 ordet Xinjiang, der betyder ‘ nyt grænseland’. I 1882 fik regionen formelt status af provins.

De uighurer, der taler for et ‘ Frit Turkestan’ i Xinjiang, kalder ikke på nævneværdig interesse i hverken Washington eller Bruxelles. Xinjiang beskrives i populære fremstillinger som en del af den nye ‘ silkevej’, hvis formål er at koble en ekspanderende kinesisk økonomi op på den vestlige del af Euroasien, herunder Rusland og de store økonomier i EU.

Regionens etniske kludetæppe er broget. I den gamle silkevejsby Kashgar tæller uighurerne i omegnen af 90 procent. I provinshovedstaden Urumchi er forholdet det omvendte, hvilket er resultatet af den indvandring af kinesisk arbejdskraft, som har fundet sted under tre årtiers moderniseringspolitik.

For hele provinsen er balancen mellem uighurer og kinesere tæt på at være lige. Begge grupper tæller omkring 40 til 45 procent, mens den resterende del er fordelt på de øvrige mindretal, inklusive mongoler, kasakher og andre centralasiatiske grupper.

DISKRIMINATIONEN af uighurer i Xinjiang er ikke religiøs. Regionen er spækket med moskeer, og der bygges nye overalt. De frekventeres ikke kun af uighurer, men frem for alt af Kinas største og mest fremgangsrige muslimske gruppe, Huifolket.

Uighur-familier er børnerige, for de er ikke omfattet af etbarnspolitikken, men de unge uighurer stirrer ind i arbejdsløshed og social marginalisering, mens udviklingen tordner forbi dem. Mod vest.

(klumme i Politiken 6.3.2014)