Kaos og inkompetence vil være faste elementer i thailandsk politik i lang tid fremover.

DANSKERE ER opflasket med Hal Kochs smukke dogme om, at demokrati forudsætter samtale. Hvad sker der så i samfund, der nok har flere politiske partier, hvor forfatningen sikrer ytrings-og organisationsfrihed og politik er en boldbane, hvor spillereglerne er klart definerede, men hvor den demokratiske samtale er fraværende? Hvis Hal Koch levede i dag og tog på en ferierejse til Thailand, ville han sandsynligvis bruge prædikatet ‘ demokratur’.

Kun faghistorikere har fuldstændig styr på, hvilket nummer i rækken man kan sætte på det ublodige kup forleden. Det bedste ved den nyhed var, at det var ublodigt. Vi er uendelig langt fra mellemøstlige tilstande, men der er ingen garanti for, at tingene forbliver på denne måde.

Thailandsk politik er som en defekt trykkoger, der kan eksplodere hvert øjeblik.

Titusinder af danskere har besøgt Thailand gennem mere end en menneskealder, også i perioder, hvor militæret og bureaukratiet havde mere reel magt end folkevalgte. De færreste har orket at spørge sig om årsagerne til, at frihedselskende borgere har det så svært i et land, der første gang forsøgte at tage demokratiet til sig for mere end 80 år siden og har snublet mange gange siden.

Så her er nogle forklaringer på den miserable tilstand i Thailands politik: Idépolitik, som vi kender den fra Europa – i form af liberale, konservative, kristendemokratiske, socialistiske og kommunistiske partidannelser – er stort set ikkeeksisterende i både Thailand og det resterende Øst-og Sydøstasien. Partier er netop ikke partier, som vi kender dem fra vore egne breddegrader. Undtagelsen i Thailand er Det Demokratiske Parti, landets ældste, der blev dannet i slutningen af 1940′ erne, og som fik en vigtig rolle i at gøre landet til en antikommunistisk, proamerikansk bastion og frontlinjestat i forhold til regionens kommunistiske og socialistiske oprørsbevægelser. Men partiet har i de senere år lidt under, at det uden for hovedstaden, Bangkok, opfattes som elitært.

STORT SET alle øvrige partier har været valgmaskiner, der har skullet fremme særinteresser, oftest militærets, andre gange enkeltpersoners, som regel meget velstående af slagsen. Kun et har de haft tilfælles. Alle partier i Thailand er for monarkiet.

En republikansk bevægelse eller organisation ville omgående blive dømt forfatningsstridig.

Under tidligere perioder med politisk ustabilitet og sociale oprør har monarkiet spillet en positiv, stabiliserende rolle om end med varierende gennemslagskraft.

Kongen har ved flere lejligheder interveneret på en måde, der forhindrede direkte militære magtovertagelser. Det skete således i 1992, da kongen indkaldte den daværende topgeneral og Bangkoks overborgmester til en tvungen forsoning på et tidspunkt, hvor generalen var på nippet til at overtage posten som regeringschef.

Resultatet blev et kompromis, hvor militæret foretog en retræte fra den politiske scene og accepterede en civil overgangsregering, der kunne forberede nyvalg senere samme år. Når det i dag forekommer usandsynligt med en intervention fra kongehuset, skyldes det kong Bhumipols svækkede helbred og usikkerheden om den politiske orden, der skal på plads, den dag kongen ikke er mere.

FOR KONGENS rolle bliver svær, sandsynligvis umulig, at udfylde. I en politisk kultur, hvor enkelte personligheder har status af noget ophøjet og uangribeligt, er de traditionelle politiske institutioner af indlysende grunde svage og både magt og ansvar diffust placeret. Thailands tilstand er særlig kompleks, fordi den eksilerede forhenværende regeringschef Thaksin Shinawatra angiveligt har opbygget nære personlige relationer til landets kronprins, der ingenlunde nyder samme ophøjede status som sin folkekære fader. Gennem et halvt århundrede har Thailand været en økonomisk succes.

Millioner er løftet ud af fattigdom, og der er skabt en middelklasse med betydelig politisk gennemslagskraft. Men det sociale og økonomiske løft har ikke kunnet skabe en thailandsk ‘ Hal Koch’. De, der har fulgt den offentlige debat gennem landets medier, ved, at debatten savner intellektuel tyngde og substans. Når dybe strukturelle reformer af forfatningen og anden lovgivning udebliver, skyldes det ikke mindst den tabuisering, der rammer ethvert forsøg på at diskutere monarkiets rolle i landets politik.

På den baggrund er der en vis logik i, at den populistiske leder, der umiddelbart har vundet mest ved militærkuppet, Suthep Thaugsuban, kræver, at landets ledelse overtages af udpegede frem for af folkevalgte.

Men det er selvfølgelig ikke en holdbar løsning. Populisme af værste skuffe har lammet thailandsk politik, og det ser ulykkeligvis ud, som om denne tilstand vil vare længe.

(klumme i Politiken 29. maj 2014)