Med venner som disse behøver Kinas systemkritikere ikke flere fjender

Er der stadig nogen, der husker Chen Guangcheng, den blinde menneskeretsaktivist og advokat, der efter en årelang kamp mod kinesiske myndigheder fik eksil i USA? Hans skæbne blev kendt for den ganske verden for to år siden, fordi ingen ringere end daværende udenrigsminister Hillary Clinton intervenerede og forhandlede hans vej ud i friheden.

For enhver systemkritiker er det et uomgængeligt moralsk, men også politisk risikabelt valg at vælge sig en profil i sit nye hjemland. Kan personligt mod omsættes til politisk handlekraft, og kan den berettigede kritik mod et undertrykkende regime bruges til at hjælpe og forbedre vilkårene for andre, der forfølges i hjemlandet? Chen Guangcheng har gennem to års ophold gjort sig nogle bitre erfaringer her i det USA, som tog gæstfrit imod ham og fulgte de bedste amerikanske traditioner for at give dissidenter asyl.

Den ubehagelige realitet er imidlertid, at manden med den retfærdige sag er blevet en kastebold mellem politikere og interessegrupper i det ideologisk betændte opgør om synspunkter i det, kritikere herovre spydigt kalder det religiøse humanitært-industrielle kompleks.

DEN BLINDE aktivist fik først stipendium til et ophold på New York Universitet ledsaget af advarsler fra sine sponsorer om at holde sig på afstand af de politiske kræfter, der udnytter systemkritikere til at fremme ideologiske synspunkter. Mere nøjagtigt den slags holdninger, der snævert definerer menneskerettigheder og ytringsfrihed i en specifik ideologisk og kristen, evangelisk og missionerende kontekst.

Opgøret kulminerede, da universitetsledelsen anklagede Bob Fu, lederen af China Aid, en højreorienteret kristen gruppe med base i Texas, for at overvåge Chens aktiviteter gennem den bærbare computer, som China Aid havde doneret til dissidenten.

Da Chen forlod universitetet efter et år, smækkede han med døren og anklagede sine sponsorer for at give efter for pres fra kinesiske diplomater. Chens rådgivere mente dengang, at universitetet gik for langt i bestræbelserne på at beskytte Chen mod at blive udnyttet af pressionsgrupper på den amerikanske højrefløj.

Hvad det er for et minefelt, kinesiske og andre systemkritikere risikerer deres fremtid i, stod klart under en kongreshøring, hvor Bob Fu fra China Aid blev kritiseret for at have manipuleret oplysninger om Chens flugt fra Kina for at rejse donorpenge fra pengestærke abortmodstandere til sin organisation.

Bob Fu er selv en tidligere kinesisk dissident, der i 1997 fik asyl i USA, og som en af sine vigtigste samarbejdspartnere har et fremtrædende republikansk kongresmedlem, Christopher H. Smith. Republikaneren forsøgte at overtale Chen til at vidne ved en høring, hvis formål var at klarlægge, om Obama-administrationen havde begået ‘ fejl’ i håndteringen af Chens forsøg på at forlade Kina.

Chen afviste anmodningen, og høringen blev aldrig til noget, men Chen var nu indfanget i et af Kongressens vedvarende politiske slagsmål: hvordan amerikanske pressionsgrupper skal aftvinge Kina politiske indrømmelser, især i spørgsmålet om religionsfrihed.

Kontroverserne fik et sådant omfang, at en donororganisation, der havde tilbudt Chen at finansiere et treårigt forskerophold på Fordham University, trak tilbuddet tilbage. Det betød, at Chen stod tilbage med et enkelt jobtilbud fra Witherspoon Institute, en konservativ tænketank kendt for sin modstand mod bl. a. homoægteskaber og fri abort.

FRA DENNE ideologiske platform kan Chen nu kalde sig gæsteforsker i ‘ menneskerettigheder og politisk forskning’ og ‘ ledende rådgiver’ ved Lantos Foundation for Menneskerettigheder og Retfærdighed.

Mindre kan ikke gøre det, og aktivisten med den retfærdige sag har dermed gjort sig til et lydigt våben på den ideologiske højrefløj her i USA. Den tale, han holdt på Princeton Universitet 16. oktober i fjor, er et langt ideologisk kampråb til amerikanere om at føre ‘ menneskerettighedskamp’ mod Kina på alle niveauer, frem for alt internettet.

Dermed vinder han utvivlsomt en vigtig del af den amerikanske opinion og får kvitteret for sponsoratet hos sine donorer.

Men kampen om det kinesiske samfunds fremtid har han definitivt tabt. For ingen i det samfund, han kommer fra, vil længere kunne bruge hans erfaring og indsigt til at skabe de reformer, der må og skal komme indefra, hvis de skal vise sig langvarigt holdbare.

Chen har glemt den vigtigste lærdom i håndteringen af forholdet til Kina: at skal Kina forandres, hvad det naturligvis skal, må kineserne selv gøre det. Uden brug af dollarspækkede, bibelstærke bagmænd med tvivlsomme, politisk betændte og rabiate dagsordener.

(klumme i Politiken 21. maj 2014)