Retssystemet har dømt en stenrig klan ude af magten, men alternativet er uklart

EXIT Yingluck Shinawatra. Men ingen exit for den politiske handlingslammelse i Thailand, der nu kører på ottende år.

Der er stof til metertykke akademiske afhandlinger om, hvorfor en demokratisk kultur har så svært ved at skabe stabilitet og politisk ansvarlighed i et af de asiatiske lande, der tidligere end andre (fra 1932) har bestræbt sig på at gøre demokratiske værdier og institutioner til en del af sin samfundsorden.

Nogle forklaringer: Dybe særinteresser, der rækker langt ind i etablerede magtbaser som monarkiet og militæret, og som ikke får det nødvendige kritiske modspil af folkevalgte parlamentarikere og det juridiske system.

Læg dertil en klassekamp, som langtfra er en klassekamp i traditionel marxistisk forstand, men snarere er en generationer gammel konflikt mellem hovedstadseliter og det, vi i mangel af bedre kan kalde thaiernes politiske bondeland. Det positive i den historie er, at bondesamfundet (risbønderne i den nordlige og nordøstlige del af landet) ikke længere er så tilbagestående, som det var engang.

Nordthailand har fået sin egen middelklasse, risbøndernes sønner og døtre er bedre uddannede, har taget eksaminer og har startet egne virksomheder og kommunikerer livligt på sociale medier – alt sammen faktorer, der har skabt forandring i det romantiserede billede af en fredelig buddhistisk idyl, som vi husker det fra fortidens turistbrochurer.

DET ER en urgammel realitet, at de østasiatiske samfund ledes af klaner i uformelle gruppehierarkier, hvor den politiske og økonomiske magt går på kryds og tværs af demokratiske institutioner. Det gælder såvel i det superrige Japan som i det ludfattige Filippinerne og også i mellemindkomstsamfundet Thailand.

I den bedste af alle verdener burde regelmæssige parlamentsvalg, frie medier og uafhængige domstole korrigere og justere og i det mindste balancere modstridende samfundsinteresser på en måde, så den politiske ledelse af landet var i overensstemmelse med, hvad det brede folkeflertal ønsker sig.

Når dette kun delvist er lykkedes i Thailand, skyldes det, at den politiske magtudøvelse er nært knyttet til rige klaner og brogede interessekoalitioner.

Yinglucks storebror Thaksin var også regeringschef engang og opbyggede sin kolossale formue på det boom i telesektoren, der transformerede de asiatiske økonomier fra slutningen af 1990′ erne.

Thaksin blev dømt for meget, herunder en del af den korruption, der knyttede sig til privatiseringen og salget af et stort teleselskab, men dommene ændrede ikke ved mandens og klanens popularitet.

Siden Thaksin blev sat fra magten ved et ublodigt kup i 2006, har han brugt sin søster til at fremme sit populistiske projekt ved at levere økonomisk forkælelse til befolkningen i det nordlige Thailand, hvor han og familien kommer fra.

Men det er interessant nok i klanens hjemmebase i nord, at opbakningen nu er begyndt at svigte.

Tiden op til forfatningsdomstolens afgørelse har været præget af en overraskende passivitet i det vælgerhav, hvor Shinawatra’erne traditionelt har mobiliseret politisk opbakning. Aktivisterne er tydeligvis kørt trætte, til dels foranlediget af, at de fattigste har fået svært ved at hente økonomisk hjælp fra et statsligt støtteprogram, som blev hærget af korruption og snyd.

ET POLITISK tomrum har atter indfundet sig i Thailand, som i mindst et par måneder vil blive ledet af et forretningsministerium.

Ulykkeligvis er der ingen realistiske udsigter til, at et sommervalg bringer friske kræfter til magten og en afslutning på mange års dødvande og polarisering.

Retssystemets afsættelse af en stenrig og magtfuld klan baner ikke automatisk vejen for en ny og ukorrupt ledelse, for de politiske eliter i den anden lejr er også bundet op på særinteresser. Monarkiet kan ikke levere den balancerende rolle, som det traditionelt har gjort.

OPGØRET lader sig ikke passe ind i en højre-venstre-skala. Dette er ikke en blå liberal og konservativ lejr, der må vige for en rød eller grøn lejr af politikere, der vil indføre vindmøller, og en velfærdsstat efter europæisk forbillede. Ideologiske projekter er fraværende i et land, der for en generations tid siden stadig kunne sende politi og militær på jagt efter venstreorienterede studenteraktivister. Det var i et andet årtusinde.

Demokratier går i forfald, når ideer og politiske visioner bliver fejet ud af populistiske projekter, der drives frem af pengestærke personligheder.

I vor del af verden plejede vi at forbinde en sådan kultur med navnet Berlusconi, men hverken med Italien eller Thailand ved vi rigtigt, hvor det bærer hen.

Kryds fingre for, at der er lys for enden af tunnellen både i Rom og i Bangkok.

(klumme i Politiken 9. maj 2014)