Japan usynligt? Nej, men gerne mindre japansk

Hvis Japan skal vokse, må det ændre på sig selv.

NOGLE AF OS er gamle nok til at kunne huske, da ‘ Made in Japan’ var noget af et skældsord. Normaldanskeren rynkede på næsen, og der lød nedsættende bemærkninger, da de første personbiler af mærket Toyota landede på det danske marked i 1963. Sådan noget billigt asiatisk blik, lød det fra mange i de år. For en god familiebil dengang skulle helst være engelsk eller tysk.

Mindre end en generation senere var britiske bilproducenter skrumpet til ukendelighed og deres bygninger og samlebånd overtaget og fornyet af Toyota, Nissan, Mitsubishi og andre. Ikke altid bogstaveligt, men målt på markedsandele og kundeinteresse. Men den ‘ gule fare’ var et billede, der var længe om at bukke under. Helt op til slutningen af 1980′ erne skrev amerikanske medier frygtsomt om risikoen for, at gigantiske japanske konglomerater ville overtage hele bydele i Los Angeles som et led i opkøb af amerikanske firmaer og ejendomme.

made in japan

ALT ÆNDREDE sig nogenlunde samtidig med den kolde krigs ophør. Overdøvet af Berlinmurens fald brast også den gigantiske ejendomsboble i Tokyo og omegn og med den forestillingen om en japansk økonomisk offensiv med dertil hørende massivt opkøb af virksomheder i vor del af verden.

Siden er der blevet forholdsvis tavst om Den Opgående Sols Land. Men stilheden om Japan giver ikke rigtig mening for en økonomi, der trods alt stadig er klodens tredjestørste. For tre år siden skulle der en dødbringende tsunami til, før danskerne for alvor genopdagede Japan.

Endelig! Kun få i medielandskabet opdagede, at statsminister Helle Thorning-Schmidt var i Tokyo i begyndelsen af marts, og at det handlede om, at Danmark får en strategisk partnerskabsaftale med Japan. Af samme grund har vi fra i dag besøg af den japanske udenrigsminister, Fumio Kishida. Ubegribeligt, at der er gået hele 29 år, siden en japansk udenrigsminister sidst var her på officielt besøg.

japan-112722_1280-2-e1398927184506

Dengang havde Japan ubestridt i en økonomisk lederrolle i Østasien, men de færreste tør i dag tale om Japan som det lokomotiv, der kan trække verdensøkonomien op i højere fart. Dansk eksport til Japan er i omegnen af 20 milliarder kroner om året, hvilket er pænt for et land af vor størrelse. Men tallet for bevægelse den anden vej, den japanske eksport til Danmark, er beskedent. Volumen er mindre end 3 milliarder kroner. Det er for småt. Nogle af os købte et japansk fremstillet spejlreflekskamera eller en stereoforstærker i 1970′ erne og en Mazda i 1980′ erne; nutidens billede af disse og tilsvarende produkter er, at de i dag fremstilles i Japans nabolande, fra Sydkorea over Kina og hele vejen ned til Vietnam og Indonesien. Godt for det, sådan spredes velstand. Sony, Nikon, Nissan og Toyota går det nu om stunder aldeles glimrende for – fordi de er så dygtige og effektive – uden for Japan.

ANDERLEDES gammeldags står det til med traditionelle hverdagsprodukter, såsom ris og andre fødevarer. I en globaliseret verden giver det ikke meget mening at beskytte japansk fremstillet ris med en importtold på næsten 800 procent. Men det er virkeligheden.

Ville japanske forbrugere ikke være bedre tjent med at købe ris importeret fra Filippinerne eller Thailand? Vist så.

Men distributionen af den japanske risproduktion kontrolleres af et særligt agentur, der driver en monopolistisk og forbrugerfjendtlig beskyttelsespolitik. Den groteske konsekvens er, at de japanske forbrugere må betale det dobbelte af markedsprisen på det globale marked for den ris, som forbrugerens egne landsmænd har produceret.

Med til billedet hører, at det japanske landbrugsagentur har 216.000 ansatte, en for hver to risbønder, og et budget, der er syv gange større end alle Japans andre offentlige økonomiagenturer til sammen.

Det giver ingen mening i en verden, hvor de fleste taler om at skabe øget frihandel for at sprede velstand og velfærd. Alene i Østasien blev der i 00′ erne indgået mere end 70 frihandelsaftaler i Asien, men kun 4 af dem var japanske.

Fumio Kishida

NOGET AF DETTE håber udenrigsminister Kishida og hans folk utvivlsomt at kunne ændre på. Redskabet kan blive den frihandelsaftale mellem EU og Japan, som har været i støbeskeen et stykke tid. Ifølge EU-kommissionen vil en frihandelsaftale med Japan kunne forøge samhandlen med en tredjedel og skabe måske 400.000 arbejdspladser. Kishida er i Danmark dels for at hjælpe frihandelsaftalen med EU på vej, dels for at bekræfte den strategiske partnerskabsaftale mellem Japan og Danmark. De to hænger sammen.

Men skal partnerskabet give mening, må Japan i gang med interne reformer.De må politisk handle om, at Japan bliver mindre japansk, men mere asiatisk og global.

(klumme i Politiken 30.04.2014)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Japan, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s