ANMELDELSE Jung Chang (Vilde Svaner) lukker endnu et dramatisk kapitel af Kinas historie op. Resultatet er medrivende, men ikke uproblematisk.

Jung Chang: Enkekejserinden. Cixi, konkubinen, der banede vejen for det moderne Kina. Oversat af Michael Krefeld. Rosinante, 544 sider, 349, 95 kroner. Har du Pluskort, får du 15 procent rabat på lagerførte bøger i Boghallen eller fri levering hos Saxo. com.. Læs mere på politiken. dk/plus. Udkommer i morgen. Fire hjerter.

Forfatteren Jung Chang (f. 1952) har gjort sig til en bemærkelsesværdig og imponerende enlig sejler i det ocean af historisk litteratur om kinesisk historie, som har set dagens lys hen over et kvart århundrede. Hendes familiekrønike ‘ Vilde Svaner, tre døtre af Kina’ fra 1991 gav hende et velfortjent internationalt gennembrud ved at gøre Kinas moderne historie nærværende gennem en familiekrønike om forfatteren selv, hendes mor og bedstemor.

I 2005 fulgte hun op med ‘ Mao – den ukendte historie’ om den kommunistiske folkerepubliks grundlægger og leder indtil 1976, Mao Zedong. Bogen blev godt modtaget af det brede publikum, men fik knubbede ord af især britiske og amerikanske faghistorikere på grund af sin svage kildekritik og det deraf følgende fravær af en egentlig diskussion af sit kontroversielle tema.

Nu har Jung Chang så taget fat på perioden frem til det sidste dynasti, Qing, og dets fald, hvilket dækker anden halvdel det af det 19. århundrede. Qing var grundlagt af en klan fra Manchuriet i 1644, og det var dette dynasti, som lagde de geografiske rammer til det Kina, vi kender i dag, minus Mongoliet. Manchu-dynastiet gik det ilde. Sammenbruddet kom i 1911, og vejen var herefter banet for Republikken Kina. I vestlig historieskrivning forbindes Qing især med interne opgør og ustabilitet, som Taiping-oprøret (1850-64), som var den kinesiske version af den amerikanske borgerkrig, bokseropstanden 1898-1900 og vestlige imperiemagters kolonisering af Kinas kystregioner.

HVORDAN KAN MAN skildre denne undergangshistorie, så det bliver nærværende? Fortællingens hovedperson er enkekejserinde Cixi, den faktiske leder af Qing gennem et halvt århundrede.

Bogen leverer et fascinerende nærbillede af en person, som historiens tilfældigheder sætter i spidsen for en opgave, der ser umulig ud: at redde et gigantisk feudalsamfund, der er i langsom opløsning. Biografien rummer mange overraskelser for historieskrivningen.

Jung Chang skildrer Cixi som en viljestærk kvinde, der introducerede reformer, der kunne bringe Kina ind i den moderne verden. Forfatterens positive tolkninger af sin hovedperson får en vis vægt af, at hun (igen) har fået adgang til arkiver i Beijing, der er no-go for vestlige historikere.

Hidtil har den gængse opfattelse af Cixi været, at hun var en reaktionær, der modsatte sig forandringer, men den holder ikke, mener Jung Chang. Feudale traditioner, herunder snøring af pigers fødder, blev afskaffet og ligeså de mest barbariske strafformer. Cixi så skriften på væggen og introducerede reformer inden for militær, administration og uddannelsessystem.

JUNG CHANG GØR sig til en apologet for Cixi i en sådan grad, at det nærmer sig helgengørelse. Forfatteren har ingen troværdige forklaringer på, hvorfor en bred folkelig uvilje mod Qing-hoffets inkompetence var så udbredt, at dynastiet klappede sammen kun tre år efter Cixis død. I Jung Changs optik var enkekejserinden en repræsentant for visionen om et frit og værdigt samfund, som siden blev knust af borgerkrig, republikansk og kommunistisk tyranni.

Hvad er det så, der har gjort det moderne Kina i stand til at overhale stort set alle andre udviklingslande i økonomisk fremgang på kun 30 år? Magthaverne i Beijing peger på Mao Zedong, hvilket er et propagandistisk bedrag af dimensioner.

Vestlige historikere peger i dag på Maos modstander i borgerkrigen, Chiang Kai-shek, der fra 1949 udviklede Republikken Kina (Taiwan) på rekordtid, som manden, der nok tabte på slagmarken, men fire årtier efter sin død har vundet ‘ krigen’ om Kinas fremtid. Det er Chiangs samfundsmodel, der i dag praktiseres i Kina med stor succes.

Jung Changs bog leverer det mest usandsynlige svar af alle tænkelige: Når det går Kina så forholdsvis godt i dag, må æren tilfalde Cixi. Jo, det skriver forfatteren i bogens korte epilog. Og nej, det er ikke troværdigt.

Men det ændrer ikke på, at bogen leverer en enestående og detaljeret indsigt i en del af Kinas historie, som kun er kendt af få i vor del af verden.

Jung Chang, der bor i London, er blevet millionær på sine bøger. Hun kan skrive dem, fordi hun stadig kan rejse ind og ud af Folkerepublikken. For nylig har hun indrømmet, at hendes adgang til arkiver i Kina er betinget af, at hun ikke taler ved offentlige møder, ikke giver interview og kun besøger sin aldrende mor og nogle få venner.

Lovprisningen af Cixi er derfor den logiske konklusion på den aftale, hun har med de kinesiske myndigheder. Ligesom det var ufarligt at kritisere Mao i 2005 (hans politik er for længst afviklet), lige så ufarligt er det at helgengøre en figur, som forbindes med en historisk fallit.

(anmeldelse i Politikens sektion Bøger 27.04.2014)