Den røde gigant er i overhalingsbanen. Men vi behøver ikke at være urolige. USA fortsætter som global strømer.

Inden for en overskuelig årrække ophører USA med at have den ubestridte førsteplads som klodens største økonomi. Det sker, når den folkerigeste nation, Kina, målt på købekraft, overhaler amerikanerne.

 Skal vi tro Verdensbanken og den Internationale Valutafond (IMF), sker det på et tidspunkt omkring 2017. Skal vi tro Penn World Tables, som af mange økonomer regnes for den mest pålidelige økonomiske tænketank til den slags, sker det, hvis Kina i de kommende år kan holde et planlagt årligt vækstmål på lidt over syv procent, mens USA holder sig under beskedne tre procent. Hvilket må siges at være realistiske bud. Anvender man en målingsmetode baseret på faste valutaer, rykker den røde gigant først ud i overhalingen omkring 2025-2027. Hvilket ikke ændrer på, hvilken vej verden går hen. I 2012 skete der allerede et historisk skift, da Kina overhalede USA som klodens største handelsnation.

Bør amerikanerne og vi andre så begynde at gå i panik? Skal antikommunisterne til at tage nervemedicin eller gå i terapi? Nej, overhovedet ikke. For USA vil beholde den supermagtsstatus, landet har haft siden 1945, og godt for det.

USA vil også fortsat være det land, de fleste ønsker at udvandre til. Det vil fortsat være landet med de bedste universiteter, mest teknologisk innovation, bedst til at fremme forskning og udvikling på alle de områder, der fremtidssikrer en moderne økonomi.

FREM FOR alt vil USA også fortsætte med at være den ubestridt stærkeste militærmagt.

Kina opruster ganske vist pænt for tiden, men ikke ud over, hvad man kan og bør forvente af et land på Kinas størrelse.

Den sikkerhedspolitiske forsker Bertel Heurlin, der er redaktør af en nyligt udgivet bog om Kinas sikkerhedspolitik, siger det meget præcist således: »Kina opruster, men fastholder fortsat sit ønske om en fredelig udvikling og stiler ikke mod supermagtsstatus. Og der er meget, der skal udbedres. Lønforhøjelser for personellet er uundgåelig. Træning har været underprioriteret. Kina mangler krigserfaring. Kinas stærkt forøgede forsyningslinjer skal beskyttes for at sikre regimets overlevelse. Kina har ingen alliancer, ingen direkte politiske venner.  Kina må pga. sine økonomiske globale aktiviteter satse på at sikre forsyningslinjerne. Maritim sikkerhed opprioriteres. Men der er fortsat begrænsninger i de øgede militærudgifter: Kina bruger under to procent af nationalproduktet til militæret; USA ligger på over fire procent«.

I ÅREVIS har der været talt om en ny supermagtsrivalisering i Stillehavsområdet mellem den eksisterende, enlige supermagt og den opstigende rival. Historieskrivningen fortæller, at når de to krydser hinanden, udløser det konflikt og i værste fald krig. Sådan kan det se ud, når konservative ideologer i begge lejre formulerer sig. Men en reel krigsrisiko forbliver et temmelig teoretisk scenario.Hvordan nu det?

POPULÆRT sagt, fordi magtens mænd i Beijing har erkendt, at de kan bruge den amerikanske tilstedeværelse i Østasien til noget: 1) Begge parter samarbejder intensivt om at inddæmme Nordkorea og den ulmende atomtrussel, der ligger der.

 2) De militaristiske tendenser på Japans politiske højrefløj kan Kina ikke kontrollere. Men USA kan.

 3) I de territorielle stridigheder i det Sydkinesiske Hav har Kina indtil nu ikke budt på konstruktive løsninger. Der mangler tillid mellem Kina og dets naboer i syd, især Vietnam og Filippinerne. Kun USA kan lægge rammerne for, hvorledes disse tre parter (og flere andre) kommer til fornuft ved forhandlingsbordet.

4) Spørgsmålet om Taiwans fremtid som demokratisk samfund bygger på et sikkerhedspolitisk aftalegrundlag, som USA har defineret, og som Kina hidtil i store træk har respekteret.

5) Østasiens fortsatte march mod velstand og stabilitet skyldes årtiers amerikansk tilstedeværelse. Det er utænkeligt at forestille sig USA gå i retræte fra den region, der bliver hovedaksen i skabelsen af det 21. århundredes velstand. Amerikanerne vil være der, hvor væksten er, hvor uproduktive landbrug afløses af højeffektiv fødevareproduktion, der begynder at ligne, hvad vi har i Danmark (og jo, det taler de også om i den store erhvervsdelegation, der ledsager regentparret i Kina i disse dage).

 Så at USA bliver klodens økonomiske nr. 2 er en god nyhed for os alle.

(klumme i Politiken 23.04.2014)