Alle er bedst tjent med en tjekkoslovakisk løsning.

FOR EN LILLE snes år siden blev et kontroversielt udsagn om Ukraine og Rusland publiceret og vakte betydelig international opmærksomhed.

 Essensen var, at nok havde de to samfunds indbyggere haft tætte personlige, kulturelle og historiske relationer gennem århundreder, men der var en brud-flade, der skilte mere, end den samlede.

Denne skillelinje definerede Ukraine som et samfund bestående af to kulturelle, civilisatoriske enheder med dybe forskelle, ortodoksien og en prorussisk orientering i øst og en liberal unitarisme i vest. I stedet for at være angst for et russisk-ukrainsk krigsudbrud ville det give mening at vælge en civilisationsmæssig tilgang: Ukraine burde deles midt over, mente forfatteren. Sådan en opsplitning ville sandsynligvis blive mere voldelig end den, som blev Tjekkoslovakiets fredelige afslutning, men sandsynligvis også mindre blodig end det, der blev konsekvensen af Jugoslaviens opløsning.

 MANDEN BAG udsagnet var den omstridte amerikanske politolog Samuel Huntington.Da hans berømte og berygtede bog om civilisationernes sammenstød udkom i 1996, blev den herhjemme mødt med haglbyger af kritik og nedgørelse, med den konsekvens at en dybere debat om Huntingtons teorier aldrig for alvor nåede indenfor i den danske andedam.

Da terrorangrebet i 2001 ramte USA, forstummede Huntingtons kritikere. I dag, hvor endnu et af hans mange scenarier udfolder sig i lys lue, denne gang på ukrainsk jord, ser modstanderne af civilisationsparadigmet tavst den anden vej.

Samuel Huntington, der døde i 2008, er det modsatte af filosoffen Hegel, der brugte fortællingen om Minervas ugle til at illustrere den pointe, at verdens kloge folk kun tør fortolke på begivenheder, der for længst er indtruffet.

De magter eller tør ikke, mens konflikterne står på. Huntington skrev sine teorier, mens Jugoslavien faldt fra hinanden, og Rusland førte krig i sin periferi.

At det selvstændige Ukraine, der blev en realitet ved Sovjetunionens sammenbrud i 1991, risikerer opløsning, er nu en mulighed, der diskuteres overalt.

De færreste havde troet, at den republik, der engang producerede en fjerdedel af alle fødevarer i Sovjetunionen, i dag har mange af de karakteristika, der kendetegner fejlslagne stater i Mellemøsten og Afrika.

Havde Vladimir Putin valgt at bruge ‘ Model Slesvig 1920’ for at få det Krim tilbage, som sovjetlederen Nikita Khrusjtjov i et anfald af letsindighed lod Rusland forære til Ukraine i 1954, ville Vesten have haft svært ved at finde kritiske modsvar.

Men Vladimir Putin lod sig rive med af hjemlige populistiske strømninger og sine indbyggede KGB-instinkter fra sovjettiden.

AT NATIONER deles, behøver ikke resultere i tragedier og vold, men mange historiske erfaringer er skræmmende.

I Indien, klodens største demokrati og et af de ældste af slagsen i Asien, ser mange den føderale indiske stat som et produkt af en uhensigtsmæssig deling i 1947, hvor Pakistan blev skabt.

Delingen af Kashmir i Himalaya og de tre indo-pakistanske krige om denne region har siden mindet verden om den uløste konflikts store indbyggede risici.

Indien har demonstreret sin demokratiske bærekraft, mens Pakistan i årtier har kæmpet med intern destabilisering og politisk skrøbelighed.

Mens indere ikke har svært ved i krystalkuglen at se et sammenbrudt Pakistan overleve som en eller flere delstater i det føderale Indien, er den omvendte situation aldeles utænkelig.

Men Pakistan har to livliner: en til Washington og en til Beijing, og uden disse ville Pakistan i betænkelig grad ligne det Afghanistan, der fortsat er regionens store sikkerhedspolitiske udfordring.

Der er for nuværende ikke realistiske udsigter til, at det østlige Ukraine bliver Sydøsteuropas Kashmir. Trods heftig retorik er muligheden for en Nato-indsats, der sikrer Ukraines overlevelse i sin udgave fra 1991, ren illusion.

Ukraine er for stort, splittet og skrøbeligt til, at USA og EU kan og vil engagere sig i et så risikabelt projekt. USA har ingen ‘ pakistansk model’ at tilbyde Kijev.

Længe før sit civilisationsparadigme formulerede Huntington en anden teori, der udfordrede vanetænkningen i Vesten. I bogen ‘ Political Order in Changing Societies’ fra 1968 argumenterede han for, at det ikke er forskelle i styreformer, demokrati kontra autokrati, der adskiller overlevelsesdygtige fra skrøbelige stater.

Det afgørende er kompetencen, stabiliteten, effektiviteten og evnen til at imødekomme folkelige forventninger. Nogle gange er stemmesedler midlet til at skille bæredygtige stater fra uduelige.

Den lære vil blive testet i spillet om Ukraines fremtid.

(klumme i Politiken 17.04.2014)