Putins gasaftale med Beijing understreger opfattelsen af Rusland som et ‘ Nigeria med sne’.

Alt tyder på, at uklarheden om Ukraines sikkerhed og selvstændighed bliver langvarig, men for nuværende har krisen i Europas sydøstlige hjørne fået en sikker vinder: Kina.

Udsigten til et mangeårigt køligt forhold mellem EU og Rusland på grund af Ukraine-spørgsmålet var den udløsende faktor, der fik præsident Vladimir Putin til at tage til Beijing og sætte sin underskrift på en 30-årig aftale med Kina om gasleverancer. Værdien af aftalen anslås til 400 milliarder dollars. Aftalen indebærer, at Rusland bygger en rørledning fra Chayandinskoye-feltet i Sibirien til Kina og eksporterer 38 milliarder kubikmeter gas årlig i perioden 2018-48.

Hvorfor lige nu? Den enkle forklaring er, at Rusland har fået brug for det kinesiske marked for at afbalancere den økonomiske nedkøling, som bliver konsekvensen af krisen om Ukraine. Helt så enkelt er billedet dog ikke.

ENERGIMASTODONTEN Gasproms andel af det europæiske gasmarked var i fjor på 30 procent, men der bliver ikke tale om, at Rusland nu bliver i stand til at udfylde det hul i gasindtægter, som eksporten til Europa efterlader. Den planlagte russiske gaseksport til Kina det første år forventes kun at udgøre en fjerdedel af den mængde gas, Rusland eksporterede til Europa i 2013. Med andre ord vil der gå lang tid, inden indtægterne fra Kina erstatter det, som Rusland for nuværende tjener på at sælge til Europa.

For Europa er konsekvenserne af den russisk-kinesiske gasaftale ikke opmuntrende: faldende forsyningssikkerhed som følge af sanktioner, der hurtigt kan blive gensidige. Europæiske regeringer er tvunget til at tænke i alternativer til russisk gas.

Skifergasrevolutionen kan vende op og ned på meget, men der er betydelige ubekendte faktorer. Flere EU-lande er betænkelige ved miljømæssige konsekvenser af de fracking-metoder, der skal gøre skifergassen tilgængelig.

Frankrig og Bulgarien har indført forbud mod brug af denne teknik, og i Polen er der skuffelse over, at de formodede reserver ikke er så store som først antaget.

Vi har stadig til gode at se en europæisk skifergasrevolution i stil med den, der har udløst jubelråb på børserne i USA og Canada.

I ET KINESISK perspektiv er gasaftalen med Rusland opmuntrende, både miljøpolitisk og når det gælder forsyningssikkerhed.

For nuværende får Kina 90 procent af sin importerede olie på skibe, der sejler gennem det besværlige og risikofyldte Malaccastræde. Med rørledninger først gennem Myanmar (Burma) og fra 2018 Rusland bliver kinesisk økonomi mindre sårbar. Vækstpolitikken kan fortsætte.

Gas udgør for nuværende mindre end 5 procent af Kinas energiforbrug, hvor kul dominerer og skaber uhyggelige miljøproblemer, som er årsag til betydelig social ustabilitet. Kina planlægger, at gassen i 2020 skal udgøre 10 procent af landets samlede energiforbrug, men forudsætter samtidig, at landet selv kan levere dobbelt så meget gas, som det importerer.

Kul forbliver en dominerende energikilde i Kina i lang tid fremover.

I WASHINGTON og Bruxelles diskuteres det, om Vladimir Putin og Xi Jinping har lagt grunden til en langtidsholdbar alliance.

Putin har taget sig betalt på den diplomatiske front: Kina har givet Rusland støtte til hele fire FN-vetoer i Syrien-kon-flikten, og Kinas naboer må med bekymring se frem til, at Rusland ikke vil være til nogen hjælp i territorialkonflikter i Det Syd-og Østkinesiske Hav. Vietnam, der i disse uger forsøger at råbe verden op, fordi en kinesisk olieplatform er sejlet ind i vietnamesisk farvand, får ingen håndsrækning fra Moskva.

Målt på økonomisk styrke er der ingen tvivl om, hvilken af de to der spiller rollen som storebror. Rørledningen til Sibirien bliver en del af det kompleks, der skal forbinde kinesisk økonomi med Centralasien og dermed Europa. Kina står forrest i de gamle ekssovjetiske ‘ stan-lande’, hvor behovet for udbygning af infrastruktur er stort. Alene i år har Rusland indgået 49 aftaler med Kina om infrastrukturprojekter, herunder en jernbanebro over grænsefloden Amur, som bliver 75 procent kinesisk finansieret.

Rusland vil gerne fremstå som en geopolitisk sværvægter, og landets militærudgifter har nu en højere andel af bruttonationalproduktet end selv USA. Men dette skal holdes op imod, at 77 procent af Ruslands eksport til Europa udgøres af olie og gas. Med andre ord har Rusland et strukturelt problem i sin økonomi, der i foruroligende grad ligner det, vi kender fra Nigeria. Putin har ikke fremtidssikret sit land.

(klumme i Politiken 12.6.2014)