Da den koreanske veterandiplomat Ban Ki-moon i 2006 blev valgt til ny generalsekretær for FN, blev der i diplomatiske kredse stillet et spørgsmål, der nogenlunde har lydt således: Bliver han mere sekretær end general? For udadtil lignede han en grå mand, der hellere ville finde konsensus end søge en konflikt.

Ban Ki-moons fremtræden og retorik bragte mindelser om den ghanesiske forgænger KofiAnnan, men det stod også snart klart, at koreaneren tegnede en skarpere profil end den eneste asiatiske forgænger i embedet, burmeseren U Thant, der sad på posten 1961-71.

At der dengang var enstemmighed om udnævnelsen blandt de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, blev tolket derhen, at de stærke medlemmer i verdensorganisationen ønskede en leder, der ikke afgørende ville udfordre den eksisterende orden, hvilket først og fremmest vil sige magtfordelingen i Sikkerhedsrådet.

Det hører med i billedet, at Ban Ki-moon er en repræsentant for summen af FN’s erfaringer i mere end én forstand.

Han kommer fra en stat, der bogstaveligt blev skabt af FN og to år efter sin grundlæggelse i 1948 forsvaret af verdensorganisationen, da Koreakrigen brød ud.

Bans hjemland, Sydkorea, repræsenterer en historie, som burde tjene som et eksempel for de snesevis af udviklingslande, der har ambitioner om at tage tigerspringet ud af fattigdommen, men den koreanske erfaring kan ingenlunde kopieres til hverken Afrika eller Mellemøsten.

Ban Ki-moon voksede op i fattigdom, krigsruiner og i skyggen af kanonløb. Efter at have vundet en essaykonkurrence, som Røde Kors havde udskrevet, kom Ban som 18-årig til USA og trykkede daværende præsident John F. Kennedy i hånden.

»Efter denne oplevelse besluttede jeg mig for at blive diplomat«, har han siden sagt.

Den videbegærlige unge bondesøn blev smittet af det håb om udvikling og forsoning, som var en del af Kennedygenerationens adelsmærke.

Han er uddannet politolog fra Seoul National University 1970 og supplerede i 1985 kundskaberne med en tur omkring Harvard Universitetets Kennedy School of Government.

I de 15 mellemliggende år var han bl. a. udstationeret på sit lands ambassade i New Delhi (her fik han indsigt i udviklingspolitik) og på den sydkoreanske FNmission i New York. I 1999 var han udsendt ambassadør til Wien, hvor han tjente som formand for den kommission, der skal overvåge overholdelsen af FN’s atomprøvesprængningsaftale. 2001 blev han sit lands FN-ambassadør.

BAN KI-MOON kommer fra et land i den konfuciansk-buddhistiske kulturkreds, men er ikke desto mindre erklæret kristen.

Altså en ægte multikulturel personlighed, der giver sig plads til etisk og filosofisk tankegods, hvor Kristus og Buddha er ligestillede som inspiratorer. »Hans høflighed og smil giver ikke megen karisma, men han har en stor indre styrke«, kommenterede dagbladet Korea Herald engang.

Karrieren i FN-systemet begyndte tidligt, da han blev en del af Sydkoreas faste observatørmission i 1974, dengang de to koreanske stater ikke havde fuldt medlemskab af verdensorganisationen. Det skete først i 1991 med den kolde krigs ophør.

Siden fulgte to udstationeringer ved den sydkoreanske ambassade i Washington, og logisk nok nåede han også en chefstilling som leder af Nordamerika-afdelingen i udenrigsministeriet i Seoul.

Både det nationale og det globale blev hans dagsorden, da han i 1992 blev viceformand i den kontrolkommission, der fik til opgave at skaffe Den Koreanske Halvø af med atomvåben. Dette mål er som bekendt ikke nået, men posten blev et springbræt til den vigtige post som national sikkerhedsrådgiver for Sydkoreas præsident, Kim Young-sam, i 1996. Otte år senere fulgte udnævnelsen til udenrigsminister.

Forsøgene på at reformere det stive og konservative FN-bureaukrati har den elegante koreaner ikke haft stort held med.

Kritikere peger på, at han i 2007 gik for ambitiøst til værks ved at foreslå departementerne for politik og nedrustning lagt sammen. I stedet er han lykkedes med at højne kravene til FN-medarbejderes jobindhold og præstationer og at sætte tidsbegrænsninger for ansættelsernes varighed.

De globale klimaforandringer har han gjort til et emneområde, der fylder stadig mere i FN’s arbejde, og det vil, når historien engang skal skrives, måske være for dette, at han vil blive husket.

(artikel i Politiken 13.6. i anledning af Ban Ki-Moons 70-års dag)