Religion og etnicitet afsporer Myanmars demokratisering

09weYaThu

Buddhister i Myanmar bruger friheden til at gå løs på muslimsk mindretal.

For blot to år siden tegnede demokratiseringsprocessen i Myanmar, det tidligere Burma, lovende. Et suppleringsvalg til det nationale parlament legaliserede landets eneste oppositionsparti af betydning, og vælgerne gav partiet 43 pladser, svarende til 7 procent, i parlamentet.

Dermed fik Myanmar noget, der minder om demokrati, men forfatningen giver militæret vetoret i forfatningsanliggender og militære forlods en fjerdedel af alle pladser i parlamentet. På overfladen er meget forandret i det tidligere så plagede land, men ikke de fundamentale magtforhold og kontrollen med de kolossale naturrigdomme. Den værste undertrykkelse af oppositionelle er væk, medierne har fået større spillerum, foreningslivet blomstrer, og både investeringskapital, udviklingsbistand og turister vælter ind i landet. Militærjuntaens arvtagere er trukket i civil og forsøger at regere landet i retning af en slags normalisering. Størsteparten af de politiske fanger er givet fri, og i store dele af samfundet er der en atmosfære af optimisme og økonomisk fremdrift.

ALT GÅR således helt efter den drejebog, som landets militære elite skrev, da den i 2011 erkendte, at vejen ud af en status som international paria gik via en dialog mellem præsidenten og landets mest populære politiker, nobelpristageren Aung San Suu Kyi. Men den forståelse, som Thein Sein og Suu Kyi tilsyneladende byggede op, og som nød bifald fra den halve verden, er der ikke meget tilbage af i dag.

931821-myanmar-politics-suu-kyi-combo-files

Det politiske landskab i Myanmar har i dag ubehagelige træk, der minder om Balkan i 1990′ erne. Religion, etnicitet og identitetspolitik er de faktorer, der sætter en meget konfrontatorisk og intolerant dagsorden.

I sidste uge advarede et FN-udpeget ekspertpanel om konsekvenserne af et lovforslag, der er til behandling i parlamentet i regeringsbyen Naypyidaw. Forslaget indeholder en række restriktioner, der vil gøre det noget nær umuligt for borgere at konvertere mellem trosretninger.

Forslaget er en del af en større lovpakke, der også lægger op til, at buddhistiske kvinder kun kan gifte sig med mænd af samme tro. Et andet forslag sætter straf på ti års fængsel til en kristen eller muslim, der gifter sig med en buddhist. Forslagene falder ind i et mønster, der tegner etniske og religiøse skillelinjer stadig tydeligere i takt med den udvidede politiske frihed.

Tilbage i 2007 gik tusinder af buddhistiske munke ud i en åben opstand mod juntastyret. I dag er det yngre munke, der kræver et etnisk renere Myanmar. De er repræsenteret gennem Organisationen for Beskyttelse af Race og Religion, som presser på for at marginalisere Myanmars mest isolerede mindretal, de muslimske rohingyaer. Denne gruppe hører overvejende til i landets vestlige del, der grænser op til Bangladesh og det indiske Bengalen. Officielt kaldes mindretallet for bengalier, og både regimets embedsmænd og aktivister i Suu Kyis parti frabeder sig brugen af ordet rohingya.

SNESEVIS af humanitære organisationer advarer mod konsekvenserne af den foreslåede lovgivning. Kritikerne anfører, at ægteskaber mellem medlemmer af det buddhistiske flertal og de kristne grupper har været tolereret i generationer og kun sjældent været kilde til etniske eller religiøse spændinger. Hvis der findes eksempler på ægteskaber mellem buddhister og muslimer, lever de skjult.

Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD) er delt i spørgsmålet, for mange af dets yngre aktivister støtter præsidentens og dermed militærets ønske om at ‘ beskytte’ Myanmars race og religion og sikre at give det etnisk-burmanske befolkningsflertal en politisk fortrinsstilling.

Et magtskifte ved næste års valg fører næppe til store forandringer. I sidste uge forlød det, at parlamentets forfatningskomite er tæt på et kompromis, der betyder ændring af forfatningens kapitel 436, som er den, der siger, at 75 procent af parlamentsmedlemmerne skal godkende forfatningsrevisioner. Denne tærskel sænkes muligvis, men på betingelse af, at paragraf 59 forbliver uændret.

Det er den, der forhindrer Suu Kyi i at blive præsident, fordi hendes afdøde ægtefælle var udlænding – britisk, ligesom hendes to sønner er det. Det bedste, oppositionslederen kan håbe på, er en position, der kommer til at ligne den, Sonia Gandhi har for Indiens Kongresparti: at hun kan påvirke det politiske liv fra sidelinjen.

121119_1-AungSanSuuKy-TheinSein

Suu Kyi befinder sig således i en umulig situation: Hun har ingen reel magt over for den militære elite, men utvivlsomt en stor indflydelse i det buddhistiske befolkningsflertal, som støtter et lovforslag, hun ikke selv går ind for. Der er stadig langt til etnisk og religiøs harmoni i Myanmar.

(klumme i Politiken 26. juni 2014)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s