Når historieskrivningen er nyttig for både Kina og Korea

Kina har lært af Obama og gennemfører en vigtig rebalancering i Korea.

NÅR POLITISKE systemer og værdier er forskellige mellem lande, der er tvunget til at samarbejde, er det nyttigt, at historieskrivningen tilbyder flere århundreder gammelt stof til at knytte nutidige forbindelser.

Denne lære benyttede den kinesiske præsident og partichef Xi Jinping sig af, da han i sidste uge besøgte en gammel krigsmodstander fra den kolde krig, Sydkorea, og betrådte et område, der er overordentlig følsomt i kinesisk og asiatisk historieopfattelse.

I en tale til en tætpakket skare af elitestuderende på Seouls Nationale Universitet mindede præsidenten om en tilstand i år 1590, da kinesiske og koreanske soldater kæmpede ‘ skulder ved skulder’, som han udtrykte det, for at modstå en japansk invasion. Budskabet ramte lige ned i værtsnationens folkesjæl, for alle koreanere, i hvert fald dem i syd, er flasket op med beretningerne om, hvorledes det kinesiske Ming-dynasti reddede det koreanske kejserdømme fra regulært sammenbrud, da en japansk invasion stod på.

Chinese_President_XiJinping_Lecture_Article_03

MAN SKAL dog kun seks årtier tilbage for at kunne drage en noget anderledes lære, som er, at det var den dengang nyoprettede kinesiske Folkerepublik, der reddede sin kommunistiske våbenbroder Nordkorea fra sammenbrud, da amerikanske styrker under FN-flag kom betænkeligt tæt på Yalufloden og grænsen til Kina.

Amerikanernes ærinde var at modstå kommunistisk aggression, og de var meget tæt på at kunne genforene Korea under et provestligt styre. Kun Kinas militære intervention forhindrede dette; resten er historie, og den har i det meste af perioden været ikke bare konfrontatorisk, men direkte uhyggelig, især i det klanstyrede Nordkorea.

Xi Jinpings spindoktorer har naturligvis vidst at gøre brug af de dele af historien, som tjener aktuelle kinesiske sikkerhedsinteresser bedst. For Sydkorea består udfordringen nu i at sikre det tættest mulige samarbejde med den kulturelle og spirituelle storebror uden at sætte sikkerhedsalliancen med USA over styr.

DA USA under præsident Barack Obama og daværende udenrigsminister Hillary Clinton for tre år siden lagde an til en ‘ rebalancering’ af den amerikanske Asienpolitik – kendt under betegnelsen ‘ pivot’ – stillede det Kina over for en ny udfordring: Hvordan imødegå USA uden at mindre lande skulle ofre alliancerne med supermagten? Og hvordan tackle Nordøstasiens altdominerende sikkerhedsproblem, det atombevæbnede Nordkorea? Kina og Sydkorea normaliserede forbindelserne umiddelbart efter ophøret af den kolde krig, hvilket dengang af den nordkoreanske ledelse blev opfattet som regulært forræderi. Siden har kinesiske topledere altid besøgt Pyongyang først, inden turen gik til Seoul. Lige indtil i sidste uge. Xi Jinping er kommet så tæt på en regulær nedkøling af relationerne til Kim-dynastiet, som han kan uden at klippe livlinerne fuldstændigt.

_76019336_023004488-1

Forklaringerne er enkle: Kinas samhandel med Sydkorea er nu i volumen større end hele den sydkoreanske samhandel med Japan, USA og Rusland lagt sammen. Og endnu vigtigere: Kina og Sydkorea ser fuldstændig ens på målet om at gøre den koreanske halvø atomfri.

HVOR VANDENE skiller, handler det om, hvordan Korea skal se ud den dag, Kimklanen er afløst af… noget andet. Hvad det kunne blive, er svært at spå om. Styret i Pyongyang har uhyggelige ligheder med både europæisk middelalder og arabiske og afrikanske stammesamfund, så den nordkoreanske folkesjæl lader sig næppe demokratisere og civilisere lige så hurtigt og gnidningsløst, som det for et kvart århundrede siden lykkedes med DDR-lederen Erich Honeckers tidligere undersåtter. Nok havde den daværende sydkoreanske præsident Kim Dae-jung en vision om at blive et koreansk svar på Willy Brandt, men et sådan projekt har ringe udsigter i Nordøstasien.

360_hfs_noko_military_1219

Spørgsmålet er, om Kina foretrækker et delt Korea også den dag, hvor den særlige Kim-kommunisme i Nordkorea er kollapset, for et genforenet Korea under et system som det, Sydkorea har i dag, vil ikke være nogen indlysende velsignelse for Beijing, eftersom det vil bringe det amerikanske alliancesystem helt op til Kinas grænse. Så er den kinesiske forventning snarere at tilstræbe en slags ‘ finlandisering’ af Den Koreanske Halvø.

 En sådan mulighed burde også være spiselig for det Japan, der i sidste uge tog et første skridt til at ændre sin internationale status gennem en nyfortolkning af forfatningens paragraf 9. De sikkerhedspolitiske brikker blev med få dages mellemrum lagt om. Ikke kun Obama rebalancerer, det gør Sydkorea og Japan også.

 Som al anden politik i Østasien handler det om at indrette hierarkier for at skabe pragmatisk orden.

(klumme i Politiken 10.7.2014)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s