Danidas kæledægge Tanzania er skoleeksempel på alt det, der er gået galt med bistanden.

Da socialdemokraten Mogens Jensen i februar fik en ministerpost, blev der til manges overraskelse tale om en ‘ dobbeltwhopper’: både udvikling og handel.

Fra en chef for udviklingsorganisationen Ibis lød følgende salut: »Det lyder ikke som en alt for køn cocktail. Det vil betyde, at udviklingsområdet kommer længere væk fra den politiske dagsorden, og man vil ikke i samme omfang diskutere de fattige landes tarv«. Andre så udnævnelsen som en tiltrængt nytænkning. Danmark har i et halvt århundrede gjort sig selv til en moralsk stormagt ved at leve rimelig pænt op til både kvalitative og kvantitative målsætninger i udviklingspolitikken.

Men undervejs er det blevet klart, at en række udviklingslande har formået at løse store udviklingsopgaver af egen kraft, hvilket i praksis vil sige ved at producere, handle og eksportere sig ud af det, der i bistandspolitikkens barndom blev kaldt underudvikling.

Tilsvarende er det blevet tydeligt, at udviklingslande, der forsømmer netop at producere og eksportere, sidder uhjælpeligt fast i stagnation. Et skoleeksempel følger om et øjeblik.

UDVIKLINGS-og handelsministeren har netop offentliggjort sit første regnskab for Danmarks ca. 15 milliarder kroner store budget til udviklingsmål, 2013-årsberetningen fra Danida.

Publiceringen var så stilfærdig, at man må mistænke, at ministeriets kommunikationsenhed bevidst vælger at lancere beretningen lige op til sankthans og skolernes sommerferie, hvor hele det meningsdannende Danmark er optaget af især Folkemødet på Bornholm.

Årsberetningen er en ren digital forestilling og imponerende udført. De interesserede får en video, hvor dobbeltministeren taler om alt det gode, vi gør, lige ind i et kamera og uden kritiske eller opklarende spørgsmål.

Ude i medierne blev der opretholdt radiotavshed om Danmarks udviklingspolitiske regnskabsaflæggelse. Det kan derfor ikke kun lægges ministeriet til last, at debatten om dansk udviklingspolitik i disse år skrumper til minimal størrelse uden for det, man kan kalde ‘ aktionærkredsen’; dvs. de allerede indviede og professionelle organisationer, som henter en stor del af deres budget i betonfæstningen på Asiatisk Plads.

MINISTERIETS og Mogens Jensens selvforståelse kan man afkode ved at læse årsberetningens åbningsside på Udenrigsministeriets hjemmeside, hvor det hedder: »Det danske udviklingssamarbejde nytter og har gennem årene bidraget til, at antallet af ekstremt fattige i verden siden 1990 er blevet reduceret med 700 millioner mennesker«. Objektivt er det ikke et direkte misvisende udsagn. Men det er en så selektiv udlægning af Danmarks udviklingsindsats, at det kommer betænkelig tæt på at fordreje realiteterne.

For der mangler i den udenrigsministerielle fremstilling en diskussion af tilstanden i de modtagerlande, hvor en langvarig dansk udviklingsbistand har reduceret de politiske og økonomiske incitamenter til at lade modtagernes befolkninger gøre mere selv.

Stribevis af udredninger har for længst dokumenteret, at jo mere bistand et land modtager, jo mere skades dets internationale konkurrenceevne, og jo mindre bliver landets eksportsektor, som er den motor, der for alvor kan løfte befolkningen ud af armoden. Bistandsmodtagerlande er også notorisk ringe til at få løst deres underskuds-og gældsproblemer.

Sagt på en anden måde: Jo mere bistand til et modtagerland, jo færre upopulære, men nødvendige beslutninger bliver landets ledere nødt til at tage.

SKOLEEKSEMPLET på denne donorpolitik finder vi hos det kroniske smertensbarn i dansk udviklingspolitik gennem et halvt århundrede, Tanzania. Problemerne har været kendt og fortiet længe.

Et såkaldt Global Household Survey, som de tanzanianske myndigheder selv tog del i at udarbejde, konkluderede i 2007, at fem årtier med tilsammen 2,3 billioner dollars i bistand til det østafrikanske land kun i marginalt omfang har bragt fattige tanzanianere ud af elendigheden.

Hver tredje indbygger i landet med de 48 millioner indbyggere var og er stadig under den officielle fattigdomsgrænse.

Danmark leverede en lille halv milliard kroner i udviklingsbistand til Tanzania i fjor. Mon ikke det er på tide at give de hårdt prøvede tanzanianere en håndsrækning ved at reducere bistanden, så de får lov til at vise, hvad de selv er i stand til?

(klumme i Politiken 11. juli 2014)