Mens håbløsheden breder sig i Mellemøsten, viser to muslimske lande vejen.
For 31 år siden besøgte jeg Malaysia og Indonesien for første gang. Begge lande har muslimske befolkningsflertal og har i perioder haft et anstrengt forhold til deres etniske mindretal.
Det største af landene, Indonesien, var dengang en noget akavet hybrid af et militærstyre og en stærkt kontrolleret form for parlamentarisme.
I Malaysia har militæret altid holdt nallerne væk fra den politiske magt, men helt frem til i dag har staten bevaret nogle af de særlige undtagelseslove, som blev opfundet af briterne i kolonitiden.
Hvad der karakteriserede begge nationer, var, at de efterstræbte en modernitet, der ligner Vestens. Et forbrugersamfund, der giver plads til individernes udfoldelse og frigørelse, herunder for kvinderne.Sådan er det lykkeligvis også i dag.
Noget, der overraskede i bybilledet i både Kuala Lumpur og Jakarta, var reklamer for vores egen øl, Carlsberg. En alkoholisk drik, der tilmed blev fremstillet på malaysisk jord i forstaden Petaling Jaya uden for Kuala Lumpur.
I hovedstadens barer og restauranter blev der skænket Carlsberg, så det lystede.Men jeg bemærkede dog, at en del malajer foretrak vand, mens de velhavende kinesere ikke holdt sig tilbage.
I GÅRSDAGENS udgave af Hongkong-avisen South China Morning Post kunne man læse, at de malaysiske sikkerhedsmyndigheder har arresteret 19 personer, der mistænkes for at have tilknytning til Islamisk Stat i Syrien og Irak.
Ifølge en talsmand for landets særlige antiterrorenhed har flere af de arresterede indrømmet at have forberedt terrorangreb på både regeringskontorer og privatejede bygninger, blandt dem et diskotek, flere barer i Kuala Lumpur og Carlsberg-bryggeriet i Petaling Jaya.
Carlsberg i Sydøstasien er dermed bekræftet som et potentielt terrormål. Skal vi være overraskede?
Lad os lige minde om, hvad der skete på den indonesiske feriedestination Bali 12. oktober 2002. To forlystelsessteder, begge med diskodans og rigeligt med spiritus, blev blæst i stumper og stykker af terrorister. 202 blev dræbt, blandt dem tre danskere. Andre 240 blev såret.
Hvorfor dog diskoteker og ikke en grå og kedelig regeringsbygning? Barer og dansesteder, der er oplyst af neon og behængt med ølreklamer, er i al deres kommercielle enkelhed symboler på modernitet og individets frisættelse.
En banal konstatering vil mange synes, men sådan tager det sig ikke ud i islamisternes hoveder. Ekstremisterne ser djævelskab, hvor vi andre ser fest og farver.
TRAGEDIEN PÅ BALI fik dog et positivt efterspil.De indonesiske myndigheder jagtede potentielle og reelle terrorister næsten til døde. De vidste, hvem de skulle gå efter:
Netværket hedder Jeemah Islamiyah, og dets åndelige leder hedder Abu Bakar Bashir.Jeemah Islamiyah blev grundlagt i 1993 i Malaysia af en håndfuld landflygtige indonesiske aktivister med rødder i Darul Islam-bevægelsen, en konservativ variant af islam med rødder i Indonesiens frigørelseskamp mod hollandsk kolonistyre i slutningen af 1940′ erne.
Tre terroranklagede kom for retten og blev dømt for meddelagtighed i attentatet på Bali og blev henrettet i november 2008. En fjerde mistænkt blev skudt under en politijagt i marts 2010.
Den slags nyheder ville have været opmuntrende, hvis de kom fra Bagdad eller Beirut. At et velfungerende, sekulært og topprofessionelt statsapparat er udstyret med sikkerhedstjenester, der gør deres yderste for at værne civilbefolkningen mod den slags trusler, der udgår fra især religiøst inspirerede terrorbevægelser.
NÅR INDONESIEN og Malaysia har det, som Irak aldrig fik efter den amerikanskledede invasion i 2003, skyldes det ironisk nok den vestlige tilstedeværelse og fortsatte indflydelse.
Britiske og andre Commonwealth-styrker hjalp i årene fra 1948 til 1960 med nedkæmpelsen af det malaysiske kommunistparti og hjalp den unge stat til at blive en rimeligt overlevelsesdygtig føderation fra 1957.
Det gik ofte hårdt for sig. Nogle vil hævde, at Malaysias opretholdelse af undtagelseslove fra den britiske koloniperiode ikke rimer særlig kønt med normerne for en moderne retsstat.
Men med spøgelset fra den amerikanske Guantánomolejr for evigt hængende i horisonten over både Mellemøsten og Sydøstasien giver det ikke megen mening at bede magthaverne i Kuala Lumpur om at skrue ned for beredskabet, tværtimod.
Spørg bare hos Carlsberg.
(klumme i Politiken 12.8.2014)