Den asiatiske papirtiger risikerer druknedøden

Tiden er løbet fra det sydøstasiatiske fællesmarked. 

ALT EFTER politisk temperament kan man anskue den østasiatiske samarbejdsorganisation Asean som en stilfærdig succes eller et fortidslevn, der i nutidens geopolitiske realiteter ikke er meget andet, end hvad salig formand Mao ville have kaldt en papirtiger.

Succeshistorien først: De ti medlemslandes ‘ blok’ leverer først og fremmest politisk stabilitet og lægger dermed et fundament for opbygning af velstand. Modsat EU forsøger Asean ikke at udbrede særlige værdinormer, såsom demokrati og menneskerettigheder, men lader hvert medlem passe egne indre anliggender.Derfor er der rigelig plads til både det sprudlende demokratiske Indonesien, de dysfunktionelle stemmedseddelsdemokratier Thailand og Filippinerne, det repressive Cambodja og den dynamiske udviklingsstat Vietnam. De konsulterer hinanden og er enige om at være uenige om det meste.

Dernæst manglerne: Asean kan ikke levere regionale løsninger på ret meget.Sydøstasiens altoverskyggende sikkerhedsproblem er de territorielle stridigheder i Det Sydkinesiske Hav, hvor Kina er den fælles udfordrer.Længere ned på listen hober udfordringerne sig op: Militæret i Myanmar forfølger fortsat etniske grupper, Thailands militær holder landets sydligste region i de facto-undtagelsestilstand, og hvorfor er regionens yngste nation, ludfattige Østtimor, endnu ikke medlem?

logo

SOM INSTITUTION er Asean en fleksibel netværksagtig størrelse, der har oprettet dialogfora med de større og mere magtfulde naboer Kina, Japan og Sydkorea. På det særlige østasiatiske topmøde inviterer organisationen tilmed USA, Rusland, Indien, Australien og for et syns skyld New Zealand.Flot ser det ud, halvdelen af klodens befolkning er repræsenteret, men kan de enes om ret meget andet end at bekræfte hinanden i velkendte uenigheder? Næh.

Billedet af papirtigerens magtesløshed blev til fulde bekræftet ved det nylige regionale topmøde, der blev afholdt i Myanmars surrealistiske hovedstad, Naypyidaw.Uden at have bedt om det endte den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, med at være mødets hovedperson. Alle øvrige deltagere spurgte hinanden: Hvad er USA’s hensigter i regionen? Er Obama ved at opgive den såkaldte rebalancering (læs: tilbagevenden til Østasien), fordi nedsmeltningen i Mellemøsten tager al opmærksomheden? Hvorfor forsøger USA ikke at revitalisere sine asiatiske partnerskaber til at skabe en reel inddæmning af den voksende stormagt Kina?

14905718381_30e19ba5a9_o

Ved sin grundlæggelse i 1967 var Asean tænkt som en del af det antikommunistiske bolværk, der skulle dæmme op for ikke mindst kinesisk indflydelse i datidens krige i Indokina og infiltration via datidens prokommunistiske grupperinger i stort set samtlige medlemslande. Men den logik er siden vendt på hovedet i takt med Kinas forvandling til en prokapitalistisk udviklingsstat.

Men glem venligst alt om, at Asean kommer til at importere vestlige samfundsmodeller som det, EU eller USA repræsenterer.For hvad var det nu, at debatten om asiatiske værdier handlede om dengang i 1990′ erne? At undgå tilstande som i det medlemsland, der helt ud i de yderste fingernegle har kopieret en vestlig demokratimodel: Filippinerne med dets kaos af vold, kriminalitet, social opløsning og splittede familier. Så hellere et kompetent autokrati med orden, disciplin og høj levestandard som i Singapore.

DEN ALTOVERSKYGGENDE udfordring for regionen er selvsagt det stadig stærkere Kina. Med kinesernes arrogante adfærd i Det Sydkinesiske Hav er der i høj grad brug for regionalt sammenhold. John Kerry forsøgte på topmødet i Myanmar med et forslag om et stop for provokerende handlinger i Det Sydkinesiske Hav, og det budskab blev naturligvis opfanget af både kinesiske og japanske tilstedeværende.

southchinasea

Men selv Vietnam og Filippinerne, som længe har været generet af regulære kinesiske provokationer til havs, holdt sig tilbage. Man har det udmærket med diplomatisk støtte fra USA, men ud over anløb af amerikanske flådefartøjer er der ingen, der har taget tilløb til at definere et fælles modspil til den opstigende stormagt.

Dermed bliver det nemmere for kineserne at spille et del og hersk-spil. Thailand, Laos, Cambodja og Malaysia har alle betydelige kinesiske mindretal og er modtagere af store kinesiske investeringer og vil ikke udfordre Beijing.

MÅLT MED europæiske standarder minder Asean om datidens EF. En model, der havde sin tid, men som måtte videreudvikles for at forblive relevant. Papirtigeren Asean risikerer at drukne i Det Sydkinesiske Hav, hvis der ikke tænkes nyt.

(klumme i Politiken 21. august 2014) 

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s