Danmark kan ikke redde Afghanistan og Irak fra landenes egen dårligdom

Lange og fyldige programerklæringer fra ministre kan være nyttige, hvis medier og opposition efterfølgende skal holde målsætninger op med de faktiske resultater.

Så forhåbentlig er der mange, der har arkiveret den Kronik, vi bragte 27. august under overskriften ‘ Mere Danmark i verden’.Her inviterede udenrigsminister Martin Lidegaard (R) og udviklingsminister Mogens Jensen (S) til en længerevarende debat om, hvordan vi danskere kan gøre en positiv forskel i en stadig mere turbulent og uforudsigelig verden.

Et glimrende initiativ, men prøv lige engang, kære læsere, at gå teksten efter med lup og tættekam og tjek efter, hvad der ikke var med i ministrenes lange gennemgang af prioriteringer i dansk udenrigs- og udviklingspolitik.

Svaret er hårrejsende enkelt: Arktis. Brutalt sagt: Danmarks geopolitiske baggård. Her var ministrenes tavshed larmende.Uden for det europæiske kontinent er der intet andet sted på kloden, hvor danske nationale interesser er mere på spil end i den region, hvor vi grænser op til Nordamerika og Rusland, og hvor de asiatiske økonomier kun er lige om hjørnet i forhold til de handelsruter, som med stor sandsynlighed bliver en realitet inden for det kommende årti.

DE TO MINISTRE bebudede, at de inden årets udgang vil præsentere en samlet vision for Danmarks rolle i verden. Vi må gå ud fra, at de med Danmark også mener rigsfællesskabet, og for enhver nutidig og fremtidig regering rejser der sig nogle markante dilemmaer i håndteringen af rigsfællesskabets nordligste del:

Har vi den infrastruktur og den teknologi til rådighed, som vil gøre det realistisk at fragte varer og råstoffer gennem Nordvestpassagen på betryggende vis? Har vi den nødvendige flådekapacitet? Skal vi til at bygge ubåde?

Hvad skal vi bede vore Nato-partnere USA og Canada om? Hvad kan vi forvente fra et tilsyneladende stadig mere selvbevidst Rusland, når det gælder transport og råstofudvinding i det arktiske område? Hvad betyder det, at de betydelige asiatiske lande har meldt sig som aktører i Arktis, og at vi har strategiske partnerskabsaftaler med Kina, Sydkorea og Japan?

Det kunne de to ministre jo godt have ofret et par afsnit på, når man nu har fået stillet en hel Kronik til rådighed. Som skeptisk skattebetaler er det svært at befri sig fra en fornemmelse af, at strategerne på Asiatisk Plads lider af både volumensyge (‘ vi vil det hele – over det hele’) og af en overdreven idealisme (‘ vi har verdens bedste udviklingssamarbejde’).

MÅSKE ER DET ikke fra ministrene, men fra menige folketingsmedlemmer og uafhængige debattører, vi kan forvente et kritisk tilbageblik på tidligere indsatser, og at der vil blive stillet spørgsmål som de følgende i debatten:

Hvilke kriterier skal være opfyldt, næste gang Danmark sender soldater på fjerne missioner? Hvordan undgår vi fadæser som ‘ Med Fogh i Irak’-fortællingen, spækket med løgn og spin, som den var? Er det realistisk at forvente, at Afghanistan bliver, hvad landet var på vej til i 1960′ erne, hvor det afghanske samfund forsøgte sig med noget, der lignede vestligt inspireret modernisering?

Der er et paradoks i, at vi kun i beskedent omfang diskuterer udfordringerne ved at gøre det grønlandske samfund mere selvbærende (i praksis: mindre afhængigt af bloktilskud), samtidig med at vi med militær brask og bram har forsøgt at sælge en skrøbelig fortælling om, at Irak og Afghanistan kunne gøres sikkerhedsmæssigt bæredygtige.

Populært sagt: Vi skal holde orden i vor egen baggård, hvis vi med troværdigheden i behold skal kunne påberåbe os retten til at reformere dysfunktionelle samfund i Mellemøsten og Centralasien.

Ovenstående spørgsmål stilles ikke for at genere ministre, der er fyldt med gode hensigter, men for at minde om, at vi i bogstaveligste forstand har ejerskab til et nærområde, som der ikke tales alverden om, men hvor alle danske interesser og prioriteringer er i spil:

Energipolitikken, miljøet, de oprindelige kulturer i det grønlandske samfund, interessevaretagelsen over for sværvægtere som USA, Canada og Kina og ikke mindst vore nordiske partnere i Arktissamarbejdet.

Er det i virkeligheden en Arktis-minister, der er brug for, og skal han eller hun bo i Forsvarsministeriet?

DANMARK VIL gerne udbrede de danske værdier. Uanset om vi sender penge til et kommende syrisk civilsamfund eller til opretholdelse af den fjerneste bebyggelse i Grønland, skal det handle om at hjælpe folk til at klare sig selv. Når det sker, kan vi måske øjne lidt af Lidegaard og Jensens lykkeland.

(klumme i Politiken 3.9. 2014)