Fukushima trækker spor langt fra Japans kyster

Der gives nu erstatninger til personer, der blev skadet af atomkatastrofen i Japan i 2011. Men landet opgiver ikke kernekraften. 

OPMÆRKSOMHEDEN omkring følgerne af den katastrofe, der ramte atomkraftværket Fukushima i marts 2011, er med tiden rykket over i retssalene og ikke kun de japanske. I sidste uge tilkendte en lokal domstol i Fukushima-distriktet erstatningsbeløb på 49 millioner yen (2,6 mio. kr.) til de efterladte til en kvinde, der tog sit eget liv efter at være blevet tvunget til at forlade sit hjem i området. Ifølge familiens advokat er det første gang, at en domstol anerkender sammenhængen mellem katastrofen på atomkraftværket og en af de mange evakueredes selvmord.Den 58-årige Hamako Watanabe satte i juli 2011 ild til sig selv på gårdspladsen bag det hjem, hendes familie var blevet evakueret fra tre måneder tidligere.

2014.01.08-mrconservative-52cd8cd958286

LÆNGERE VÆK fra Japan venter der erstatningssager, der tager sig mere komplicerede ud.En domstol i San Diego, Californien, behandler i denne tid et søgsmål rejst af 110 amerikanske søfolk og teknikere, der tog del i den store redningsaktion Operation Tomadachi, som den amerikanske flåde satte ind med, efter tsunamien ramte kyststrækningen i det nordlige Japan.

De 110 repræsenterer kun en brøkdel af det amerikanske personale på godt 77.000, der deltog i hjælpearbejdet.Men sagens udfald kan blive retningsgivende for, om mange flere kan gå rettens vej for at opnå erstatninger for helbredsskader.

Sagsøgernes arbejdsgiver, det amerikanske flådeministerium, fastholder, at deltagerne i redningsarbejdet kun er blevet udsat for begrænsede doser af radioaktiv bestråling.Søgsmålet opregner en række sygdomsudbrud og et enkelt dødsfald, som har vakt opmærksomhed ikke mindst blandt de organisationer, der modarbejder udbredelsen af kernekraft. De henviser til dokumenterede tilfælde af kræft, især leukæmi.

Theodore Holcomb var en af dem, der gerne ville have lagt sin sygejournal frem i retten. Han var en del af en helikopterbesætning på hangarskibet ‘ USS Ronald Reagan’, der deltog i Operation Tomadachi. Holcomb døde 24. april i år af en sjælden kræftform.

James Jackson er en af dem, der frygter det værste, men håber på det bedste for sin nu 15-årige søn, Darius. Faderen er en af flådens it-analytikere, og hele familien var udstationeret i Yokosuka, da katastrofen indtraf. Mindre end et år efter tsunamien blev Darius diagnosticeret med leukæmi. Familien mener, at deres arbejdsgiver burde have beordret dem ud af regionen, straks efter at tsunamien ramte kysterne.

imgres

Skurken i dramaet er indlysende nok Tepco, det gigantiske energiselskab, der ejer Fukushima. Selskabet kæmper mod en hel stribe af hjemlige søgsmål med erstatningskrav.

Et første søgsmål blev afvist i april, men en ny mulighed opstod, efter at et særligt juridisk ekspertpanel i juli konkluderede, at tre tidligere chefer ved Tepco bør tiltales for embedssvigt, fordi de ikke i tilstrækkelig grad havde været opmærksomme på de særlige risici ved værket.

En undersøgelseskommission nåede for to år siden frem til, at både Tepco og myndighederne havde forsømt at træffe særlige foranstaltninger for at hindre udslip i tilfælde af reaktorsammenbrud.Kommissionsrapporten afviste i sin konklusion i 2012 Tepcos forklaringer om, at tsunamien havde været umulig at forudsige og anklagede energiselskabet for at skjule relevante data om ødelæggelserne.

Samme år bebudede den daværende regeringschef, Naoto Kan, at Japan ville udfase kernekraften som energikilde frem til 2040. Beslutningen betød, at Japan skruede massivt op for import af olie og gas og skabte både et dundrende betalingsbalanceunderskud og op til 50 procents stigninger i almindelige husstandes elektricitetsregninger.

images

IKKE OVERRASKENDE tabte Naoto Kans centrum-venstre Demokratiske Parti parlamentsvalget i december 2012, hvorefter det konservative Liberal-Demokratiske Parti kunne vende tilbage til regeringskontorerne.

LDP’s partiapparat er finansielt tæt knyttet til energisektoren, og derfor kunne Tepco med lettelse indrette sig på, at atomkraftværkerne bliver.Da regeringen tidligere i år lagde en ny energiplan frem, var landets 48 atomreaktorer lukkede, men genstartes nu, i takt med at anlæggene testes.

Energiplanen bygger på, at både kernekraft, fossile og vedvarende energikilder skal være med i japansk energipolitik, men er ikke præcis med en nøjagtig fordelingsnøgle.Atomkraften forlader ikke Japan, og politisk er landet tilbage i sin klassiske indretning, hvor store virksomheder styrer, og reformer udebliver.

(klumme i Politiken 4.9.2014)

 

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Japan, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s