Derfor vandt demokraterne midtvejsvalget

Med tak til Jeppe Christiansen, direktør i Maj Invest

Det amerikanske midtvejsvalg har sendt et tydeligt signal. Hvis man glemmer de store befolkningsgrupper i gennemførelsen af sin politik, så mister man sit flertal og sin demokratiske legitimitet. USA er forhåbentlig i gang med et politisk retningsskifte.

Nederlaget ved midtvejsvalget var ikke i sig selv historisk – men det var et markant nederlag for den siddende præsident, og specielt tabet af guvernørposten i Texas og valget af en demokratisk senator i Kansas var signaler, man ikke kan tage fejl af.

For langsigtede investorer som Maj Invest underbygger valgresultatet den tese, vi har bygget vores investeringsstrategi på: ”De økonomiske markedskræfter er stærkere end præsidenter og regeringer”.

Dette er også årsagen til, at man som langsigtet investor skal fastholde en solid aktieandel i sin portefølje. Den økonomiske vækst i EU og USA er understøttet af massive investeringer i forsvar, energi og teknologi. Global økonomi vokser derfor med mere end 3 pct. så langt øjet rækker. Vi er ikke på vej mod økonomisk recession eller aktiecrash, men er derimod lige nu vidne til en sund korrektion i tech-markedet.

Investeringstemaer

Når det gælder AI-teknologi, kommer aktiemarkedet periodevis foran udviklingen. Vi har set, at en række datacentre med svag finansiering – de såkaldte neoclouds – er blevet ramt af mistillid i aktiemarkedet. Vi har også spekulative AI-teknologiaktier, som vil få problemer. Men der er efter min opfattelse ikke tale om en systemrisiko. De store amerikanske teknologigiganter har så solid indtjening og værdi, at de alene kan gennemføre deres datacenterinvesteringer uden hjælp fra de finansielle markeder. Men undervejs får vi perioder med kursuro. Det er et sundhedstegn og udtryk for markedskræfternes korrektion af de investeringsbeslutninger, som ikke har et tilstrækkeligt forretningsgrundlag.

Den danske AI-teknologidebat er også sund, men på nogle punkter kan den tilsyneladende køre af sporet. AI-teknologien er en realitet. Det kan Danmark ikke ændre på. Der findes ikke en on/off-knap, vi kan trykke på. Vi må indrette os efter den verden, vi lever i. Og AI-modellerne er ikke udtryk for tyveri. Vi skal selvfølgelig værne om ophavsret. Og vi skal selvfølgelig sikre os mod ”fake news” og misbrug af denne teknologi, ligesom vi gør i alle andre sammenhænge.

Men AI-modellerne stjæler ikke viden fra mennesker. Det er muligt, at nogle AI-modeller laver fejl, og nogle AI-modeller bruger viden, der tilhører andre. Men undskyld, vi har jo også hugget både alfabetet og 10-tals-systemet fra andre, hvis man skal blive i denne terminologi. Det er en diskussion, som ingen mening giver. Faktum er, at AI-teknologien stormer frem – og hvis vi boykotter den, er der kun én taber: Danmark.

De enorme investeringer i kunstig intelligens fortsætter, og nye datacentre opføres. De store teknologigiganter, såkaldte hyperscalere, står bag hovedparten af datacentrene. Amazon, Alphabet, Microsoft, Meta og Oracle har solid indtjening og finansierer hovedsageligt investeringerne med egen indtjening. Det begrænser finansieringsrisikoen.

Trump er svækket

Ved tirsdagens midtvejsvalg mistede republikanerne flertallet i Kongressen, og Trump står svækket efter valgnederlaget. Valget blev afgjort af økonomien. Nye tal fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, viser, at formuerne har udviklet sig meget forskelligt siden 2022.

  • De 10 pct. med højest indkomst har øget deres formue med 31 pct.
  • De næste 50 pct. har oplevet en fremgang på mellem 0 og 8 pct.
  • De 40 pct. med lavest indkomst har derimod oplevet et formuetab.

Formuetabet er størst blandt de 20 pct. med lavest indkomst, som har mistet 6 pct. af deres formue.

De stigende leveomkostninger rammer især familier med lave indkomster, fordi mad og energi fylder mere i deres budgetter.

  • De lavest lønnede 20 pct. bruger ca. 50 pct. af deres indkomst på mad og energi.
  • De 20 pct. med højest indkomst bruger blot 9 pct. af deres indkomst på mad og energi.

Det har svækket Trumps opbakning blandt de vælgere, som han var afhængig af i 2024, da han gik til valg på at gøre amerikanerne rigere.

Trump vandt i 2024 blandt vælgere uden en universitetsuddannelse og tiltrak også flere unge vælgere. Netop disse grupper har ikke fået del i de store formuestigninger.

  • Familier under 35 år har måttet forbruge 23 pct. af deres formue siden 2022.
  • Familier over 75 år har derimod øget deres formue med 37 pct.
Forskellen skyldes bl.a., at ældre amerikanere har større opsparinger og pensionsformuer. De har haft glæde af stigende aktiekurser, mens mange yngre familier har langt mindre opsparing og er presset af høje boligpriser. Den økonomiske utilfredshed, der hjalp Trump til magten i 2024, har nu bidraget til republikanernes valgnederlag.

Ingen tegn på recession

Amerikansk økonomi vokser, og investorerne ser ikke ud til at være bekymrede for recession. Når økonomien er på vej mod en recession, bliver investorerne nervøse for, om virksomhederne kan betale deres gæld. Derfor kræver de en højere rente for at låne penge til virksomheder med høj risiko. Renten er typisk steget kraftigt under økonomiske kriser: Under finanskrisen steg renten til over 20 pct.Under coronakrisen steg renten til over 10 pct.I dag er renten omkring 7–8 pct. Dermed forventer finansmarkederne, at langt de fleste virksomheder kan betale deres gæld. De seneste tal for amerikansk økonomi understøtter det positive billede: I tredje kvartal steg væksten til 3,4 pct. opgjort i årsrate.Privatforbruget voksede med 3,8 pct. i tredje kvartal.Virksomhedernes investeringer steg med 12,7 pct. i tredje kvartal. Amerikanerne bruger penge, og virksomhederne investerer i nyt udstyr og teknologi. Det skaber arbejdspladser og er med til at holde gang i økonomien.
Tysk bilindustri er kørt fast Volkswagens regnskab viser tydeligt, hvor presset den tyske bilindustri er. Indtjeningen er næsten forsvundet efter store nedskrivninger, og ledelsen advarer om, at overskuddet er for lavt til at finansiere fremtidens investeringer. Volkswagens driftsunderskud steg til 6 mia. euro i tredje kvartal.Koncernens bilproduktion er faldet 10 pct. i årets første ni måneder.Tyskland producerede 4 mio. biler i 2025 mod 6 mio. i 2015.Kina producerede 30 mio. biler i 2025 mod 21 mio. i 2015.

Krisen er ikke begrænset til Volkswagen. Hele den tyske bilindustri kæmper med svagere konkurrenceevne. Kinesiske producenter vinder frem med billigere biler, mens Europas høje energiomkostninger presser producenter og underleverandører.

Ifølge en undersøgelse fra det tyske energiforskningsinstitut Forschungsstelle für Energiewirtschaft (FfE) er både strøm og naturgas dyrere for tysk energiintensiv industri end for kinesisk:

  • Strøm til industrien i Tyskland kostede 130 euro pr. MWh i 2024.
  • I Kina kostede industriens strøm 80 euro pr. MWh i 2024.
  • Tilsvarende kostede tysk naturgas 60 euro pr. MWh i 2024.
  • I Kina kostede naturgas 50 euro pr. MWh i 2024.

EU’s krav om grønne brændsler risikerer at forværre situationen. Fra 2030 skal vedvarende brint som udgangspunkt dække 42 pct. af industriens omfattede brintforbrug. Ifølge EU’s energimyndighed ACER koster det omkring 8 euro at producere et kg grøn brint mod blot 2 euro pr. kg traditionel brint fra naturgas.

Når europæiske virksomheder allerede betaler mere for energien end deres kinesiske konkurrenter, vil et krav om dyrere grønne alternativer kun accelerere industriens tilbagegang.

Hvis ikke Europas politikere sikrer adgangen til stabil og billig energi, risikerer vi at miste endnu mere industri.

Kina har knækket koden

Kina har opbygget et markant forspring i den globale batteriindustri. Kinesiske producenter fremstiller ikke blot batterier billigere end deres vestlige konkurrenter. De kan også bygge nye fabrikker langt hurtigere og til en brøkdel af prisen.

  • Battericeller produceret i Kina er over 30 pct. billigere end i Europa.
  • En batterifabrik i Kina kan bygges for omkring en tredjedel af prisen i Europa.
  • En batterifabrik kan etableres omkring tre gange hurtigere i Kina end i Europa.

En væsentlig forklaring er, at Kina gennem mange år har opbygget en stor og effektiv batteriindustri. Det giver producenterne flere fordele:

  • Billige komponenter fra et omfattende netværk af leverandører.
  • Erfarne medarbejdere med stor viden om batteriproduktion.
  • Standardiserede fabrikker, hvor teknologi og produktionslinjer genbruges.

Det reducerer både omkostninger og byggetid.

Fordelen ved standardisering understøttes af forskning fra den danske professor Bent Flyvbjerg. Hans analyser viser, at projekter, som kan bygges i gentagne moduler, generelt er lettere at gennemføre uden store budgetoverskridelser. Det gælder eksempelvis sol- og vindkraft, mens store atomkraftværker langt oftere overskrider deres budgetter.

Kinas batteriproducenter udnytter nu deres forspring til at udvide internationalt. Højere toldsatser og krav om lokal produktion får dem til at etablere fabrikker tættere på deres kunder. 90 mia. dollar i annoncerede batteriprojekter i udlandet siden 2023.Heraf 32 mia. dollar i Europa og 35 mia. dollar i Syd- og Østasien.Kina har allerede 80 pct. af kapaciteten i fire centrale batterikomponenter. Europa kan dermed få flere batterifabrikker og arbejdspladser, men det er fortsat kinesiske virksomheder, der sidder på en stor del af teknologien og leverandørkæderne. Kinas industrielle forspring er næsten umuligt at indhente.

(ovenstående er en redigeret udgave af nyhedsbrevet i uge 45 fra direktør i Maj Invest, Jeppe Christiansen)

Ukendt's avatar

About flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976. Information 1980-82, Mellemfolkeligt Samvirke 1982-84, Ritzaus Bureau 1984-1991, Weekendavisen og DR (fra Sydøstasien) 1991-1994, Politiken 1994-2022, i perioden 2023-2024 freeelanceskribent hos Kristeligt Dagblad, herefter lejlighedsvise klummer i Jyllands-Posten og Information. Gæstekommentator på TV2 News 2008-2018. Siden 2017 forelæser (historiske emner) hos FOF's sjællandske afdelinger.
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar