Af Kevin Rudd, direktør i tænketanken Asia Society, fhv australsk ambassadør i Washington, fhv regeringschef og udenrigsminister i sit hjemland.

Når jeg ser på den teknologi- og industristrategi, Kina i øjeblikket fører over for Europa, og på virkningerne for den tyske fremstillingsindustri, hvor der forsvinder 12.000 arbejdspladser om måneden – man så for eksempel den seneste opgørelse over afskedigelser hos Volkswagen, 160.000 – så lyder den kinesiske tese, at det ganske enkelt skyldes, at Kina er mere innovativt og har lavere og mere konkurrencedygtige produktionsomkostninger.

Eksterne analyser af, hvor meget Kina reelt subsidierer sin bilindustri og øvrige fremstillingsindustri, tegner et klart billede. Den reelle støtte fra staten er omfattende. Den gives som regel i form af lån på lempelige vilkår fra lokale kinesiske banker til virksomheder, der ganske enkelt ville bukke under i en normalt fungerende markedsøkonomi.

Der er omkring 125 elbilpeoducenter i Kina. En nylig analyse peger på, at 45 af dem reelt er konkurrencedygtige og ville kunne overleve på et normalt marked uden lokal finansiel støtte.

Hvad forstår Kina ikke ved Europa? Jeg tror, det handler om, at Europa er en sofistikeret del af verden, som gransker data, ser på tallene og er ved at nå til bred enighed om, at landene må gå en anden vej. Europa må holde stopskiltet op og sige, at vi ikke er parate til bare at overlade hele vores fremstillingsindustri til Kina, efterhånden som landet fortsætter med at blive verdens fabrik.

Kina står i dag for 20 procent af verdens BNP og 35 procent af verdens industriproduktion. Fortsætter den nuværende udvikling, vil sidstnævnte andel nå 45 procent i 2030.

Europa og det meste af resten af verden siger, at det her er gået for vidt. Konsekvenserne for beskæftigelsen er for alvorlige. Det rejser også spørgsmålet om vores modstandskraft – om vores økonomier i sidste ende kan klare sig i krisetider.

Hvad forstår Europa ikke ved Kina? Når man har med det kinesiske system at gøre, er det vigtigt at stå sammen, at være stærk og at tale klart.

Husk, at Kina har en marxistisk-leninistisk ledelse. Den slags ledelser er kendt for at være hårdføre. Kina respekterer styrke og foragter svaghed. Det er min erfaring som tidligere regeringschef.

Et halvt århundredes studier

Jeg har studeret Kina i 50 år. Jeg begyndte som grøn studerende på et universitet i Australien, hvor jeg læste kinesisk sprog og historie, og kom derefter ind i udenrigstjenesten. Jeg rejste første gang til Kina for at bo og arbejde der i 1984. Jeg har set mange forandringer siden da. Jeg har set Kina vokse frem som stormagt. Jeg har set landets udfordringer, dets vanskeligheder og den forvandling, det selv har gennemgået.

Jeg studerer fortsat Kinas Kommunistiske Parti. I hele denne periode har jeg beskæftiget mig indgående med partiets ideologi af den enkle grund, at ideologien i marxistiske lande i høj grad er det kodesprog, regimet bruger, når det taler med sig selv.

Studerer man ideologien nøje, kan man se, at de ideologiske debatter og konklusioner i det kinesiske system er det, jeg vil kalde forandringernes udspring. De bliver ofte omsat til strategi, så til politik og dernæst til ændringer i adfærd.

Derfor har jeg undersøgt idégrundlaget for Xi Jinpings Kina særskilt. Det var naturligvis også derfor, jeg i en alder af blot 59 vendte tilbage til universitetet for at skrive en doktorafhandling om Xi Jinpings ideologiske verdenssyn ved Jesus College på Oxford Universitet.

Hvad går det verdenssyn så ud på? Lad mig prøve at indkredse Xi Jinpings Kina i tre korte punkter.

For det første besluttede Xi Jinping omkring 2013, kort efter at han var kommet til magten, at tyngdepunktet i kinesisk politik skulle rykkes mod den leninistiske venstrefløj.

På det økonomiske område besluttede han omkring 2017 at flytte tyngdepunktet i Kinas økonomiske politik mod den marxistiske venstrefløj.

Gennem hele sin tid ved magten har Xi Jinping været opsat på at flytte Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik mod det, jeg vil kalde den nationalistiske højrefløj. Det betyder et mere selvsikkert Kina, der gør sine interesser stærkere gældende både i regionen og i verden.

Jeg når frem til de konklusioner, fordi jeg har brugt det meste af fire-fem år på at læse Xi Jinpings skrifter, hans ideologiske overvejelser og det samlede tankegods, der går under navnet Xi Jinpings tænkning, og som lever i kommunistpartiets ideologiske tidsskrifter.

I det kinesiske system har disse tidsskrifter og deres sprog – denne ideologiske dialekt med dialektisk materialisme, historisk materialisme og tanker fra kinesisk tradition – reel betydning. De bliver taget alvorligt og afspejler en underliggende politisk virkelighed.

Da Xi Jinping blev kommunistpartiets generalsekretær i 2012, var han nået frem til, at partiet var blevet så korrupt, at det ikke længere kunne løfte opgaven med at modernisere Kina. Han havde desuden set, hvad der var sket med et korrupt parti, Sovjetunionens Kommunistiske Parti. Det brød sammen indefra, og derefter kollapsede selve Sovjetunionen. Alt dette afspejles i hans skrifter og betragtninger. Hans konklusion var, at det aldrig skulle ske, så længe han var partiets generalsekretær.

Fra 2015 og frem ser man derfor en række direktiver om antikorruptions-kampagnen i partiet, en genindførelse af ideologisk skoling og strengere ideologiske krav, omfattende udrensninger i parti- og militærapparatet og en række nye disciplinære mekanismer for de officielle kinesiske medier og samfundet som helhed.

Xi Jinpings budskab til det politiske Kina var med andre ord klart: Kommunistpartiet var blevet for slapt. Nu skulle den leninistiske disciplin genindføres, og partiet skulle igen bestemme over det hele.

Hans fyndord på kinesisk stammer direkte fra Mao Zedong. Uanset om vi taler om nord, syd, øst eller vest, om regering, erhvervsliv, samfund eller militær, så leder partiet det hele. Det er det, jeg mener, når jeg siger, at Xi Jinping bevidst har besluttet at flytte tyngdepunktet i kinesisk politik mod den leninistiske venstrefløj.

Antikorruptions-kampagnen er nu inde i sit 14. år. Det er den længste kampagne i partiets historie siden grundlæggelsen i 1921. Xi Jinping mener det alvorligt, når han vil fastholde partiet som et leninistisk parti.

Den anden ændring, vi kan se i Xi Jinpings kinesiske system, er hans beslutning om fra 2017 at flytte tyngdepunktet i landets økonomiske politik mod den marxistiske venstrefløj. Det skete ikke umiddelbart. I 2013 tilsluttede Xi Jinping sig, hvad der lignede et bredere program for markedsbaserede reformer, som byggede videre på, hvad Deng Xiaoping og efter ham Jiang Zemin og Hu Jintao havde gjort i de foregående årtier.

Finanskrisen gjorde en forskel

En del af baggrunden var erfaringerne fra den asiatiske finanskrise i 1997. Xi Jinping og en gruppe konservative økonomer mente, at problemet ved at give markedet en større rolle i den kinesiske økonomi var, at man dermed gjorde den sårbar over for markedskræfter uden for Kina, især de internationale finansmarkeder.

Tænk på, hvad der under den asiatiske finanskrise skete med den sydkoreanske valuta won, den malaysiske ringgit og den indonesiske rupiah, og hvordan krisen førte til gennemgribende politiske forandringer i lande som Indonesien.

For det andet gjorde kineserne sig grundigere overvejelser om den globale finanskrise. Den daværende ledende kinesiske vicepremierminister Wang Qishan sagde til den amerikanske finansminister (2006-2009) Hank Paulson: »Hank, vi har altid regnet med, at I vidste, hvad I talte om, når vi tog ved lære af USA om de spilleregler, markedet kræver i en åben økonomi. Efter den globale finanskrise har vi fundet ud af, at I ikke ved, hvad I taler om.«

Under den globale finanskrise brød uroen ud på de amerikanske ejendoms- og finansmarkeder. Den bredte sig hurtigt til finansmarkederne i resten af verden og derfra til realøkonomien. I de mørke dage i 2008 og 2009 stod vi på randen af en global recession med risiko for en egentlig verdensomspændende depression. Dengang var jeg lige blevet valgt til premierminister i Australien.

Den kinesiske lære af den globale finanskrise var, at markederne har deres begrænsninger, og at de kan virke stærkt destabiliserende på lande verden over. For at afbøde virkningerne på realøkonomien iværksatte Kina derfor sit største økonomiske stimuleringsprogram siden 1949, så økonomien ikke gled ind i en recession.

Der skete også en tredje ting. I 2015, mens Xi Jinping selv sad ved magten, oplevede han en indenlandsk finanskrise, som mange af os har glemt.

Forskydning

I 2015 begyndte det kinesiske ejendomsmarked at bryde sammen. Samtidig styrtdykkede de kinesiske aktiemarkeder. De centrale myndigheder gjorde et temmelig desperat forsøg på at stabilisere markederne, mens kinesiske forbrugere over hele landet mistede deres opsparing.

Den interne konklusion var, at også det hjemlige marked var meget sårbart, og at man derfor ikke kunne bygge på det som et sikkert grundlag. Derefter kom en ny og overvældende tro på Kinas statsdrevne teknologi- og industristrategi. Den skulle løfte Kina fra dets daværende position til verdens førende nation på alle niveauer af den teknologiske værdikæde og siden også inden for kunstig intelligens. Det kinesiske udtryk betyder »overordnet planlægning« og består af fire skrifttegn.

En anden del af forskydningen i Kinas økonomiske politik var ønsket om i højere grad at gøre »fælles velstand« til virkelighed. Indkomstforskellene i den kinesiske økonomi var, målt med Gini-koefficienten, blevet så store, at en socialistisk stat og et kommunistparti havde svært ved at retfærdiggøre dem.

Deraf fulgte tiltag på skatteområdet og det, man i det kinesiske system kalder sekundær og tertiær indkomstomfordeling fra landets mest magtfulde selskaber. Det er pejlemærker for den økonomiske kursændring.

Da Xi Jinping så på Deng Xiaopings grundsætning for kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, kom han omkring 2014 frem til, at den havde udspillet sin rolle. Folk med en vis alder husker måske Deng Xiaopings formulering: »Skjul din styrke, afvent din tid, og gå aldrig forrest.«

Det betød, at vi fik to generationer af kinesiske udenrigstjenestefolk, officerer i Folkets Befrielseshær og diplomater, som mente, at hele formålet med Kinas politik udadtil var todelt.

For det første skulle den skabe vækst i Kina ved at frigøre produktionskræfterne gennem størst muligt engagement i verdensøkonomiens institutioner og i andre landes økonomier, blandt andet gennem medlemskab af Verdenshandelsorganisationen.

For det andet skulle den varetage et afgrænset sæt interesser, nemlig Taiwan-spørgsmålet og den hjemlige politiske legitimitet, som menneskerettighedsforkæmpere verden over satte spørgsmålstegn ved.

Ny doktrin

På partiets centrale udenrigspolitiske arbejdskonference i 2014 lagde man bevidst princippet om at skjule sin styrke, afvente sin tid og aldrig gå forrest til side. I stedet tog Kina en ny udenrigspolitisk doktrin i brug under mottoet »at stræbe efter resultater«. Kina søgte med en aktiv udenrigs- og sikkerhedspolitik at ændre forholdene i sine omgivelser i Østasien og det vestlige Stillehav og i verden mere generelt.

Siden har vi set følgerne af den kursændring i forholdet til andre lande, i multilaterale sammenhænge og regionalt.

Xi Jinpings ideologiske verdenssyn rummer altså tre kursændringer. Han er Kinas øverste leder og har for længst bevæget sig ud over rollen som den første blandt ligemænd. Derfor gennemsyrer hans egne ideologiske konklusioner om disse spørgsmål hele det kinesiske system. Som sagt afspejler de sig først i Kinas strategi og dernæst i landets faktiske politiske adfærd.

Europæerne er lige som os i Australien lammet af procedurer. Hvilken fordel har autoritære systemer i forhold til os? De kan handle hurtigt. Vi vikler os ind i procedurer. Bruxelles er et godt eksempel. Dertil kommer frygten for at løbe en risiko i vores politik og offentlige forvaltning. Hvis noget går galt, får jeg skylden. Så det sikreste er at undgå enhver risiko og gøre ingenting. Vi har et problem med, at embedsfolk og erhvervsfolk hygger sig gevaldigt med hinanden på seminarer, og hvordan skal jeg sige det taktfuldt? Det er en sygdom i vores systemer. De andre rykker frem, mens vi står stille.

To kræfter gør sig gældende i Kina. På den ene side har vi den ideologiske ledelse, som trækker landet i retning af mere statslig styring. Det er Xi Jinping, direktiverne fra allerøverste hold og teknologi- og industristrategien. På den anden side har vi iværksætterne, som af alle kræfter forsøger at få succes. De vil vokse og bygge noget op, og de er af natur innovative.

Kinesiske varer kommer ofte hertil til priser under produktionsomkostningerne. Eksportmodellen holdes oppe af krydssubsidiering. Hvorfor diskuterer vi overhovedet industripolitik i demokratierne i dag? Fordi Kina for 15 år siden lancerede en industristrategi i enorm målestok. Derfor tager alle nu emnet alvorligt. De sædvanlige forestillinger om, hvordan omkostninger, udbud og efterspørgsel bestemmer priserne, gælder ikke længere i den situation.

Vi må svare igen med vores egen industripolitik, indtil kineserne indser, at det bliver for dyrt at fortsætte ad den vej, de er slået ind på.