Tak til kollega Niels Ivar Larsen, dagbladet Information

4. juli fejrer USA 250 år som republik. Some country built on laws, not of men. Det burde være en frydefuld fest for verdens ældste demokrati. I stedet falder jubilæet sammen med en periode, hvor det amerikanske eksperiment med en demokratisk republik bygget på checks and balances, tredeling af magten og love fremfor tyranni ser ud til at have spillet fallit og måske at være kommet til vejs ende. 

Systemet er ved at blive overmandet af en afskyelig, men folkevalgt præsident, der regerer imod demokratiets ånd og hen over dets lovfæstede procedurer, uden at de institutioner, der skulle stoppe ham, magter det. De amerikanske forfatningsfædres værste frygt – som de netop prøvede at tage højde for – er på vej til at gå i opfyldelse, trods deres forholdsregler, som viste sig ikke at kunne modstå stormløbet på dem. 

Det er ikke kun en persons fejl. Det er hele det fossilerede politiske systems. Den amerikanske forfatning var et af menneskehedens mest geniale politiske dokumenter, men var også et produkt af sin tid — skrevet af mænd, der frygtede pøbelvælde mere end de frygtede tyranner. I 250 år har dette system holdt, fordi politisk kultur, normer og en vis grad af god vilje udfyldte de tomrum, forfatningen ikke selv kunne lovgive sig ud af. 

De gode viljer er nu væk og opbrugt. Når normerne forvitrer, viser det sig, at forfatningen alene ikke kan bære en demokratisk kultur — den kan kun ramme den ind og nu kun som en tom skal og nogle udlevede rutiner. 

Roden til forfaldet er ikke kun en mands magtbegær. Det et politisk system, som stivnede og aldrig formåede at forny sig til nye former for demokratisk deltagelse i en tid, hvor sociale medier, kulturel fragmentering og økonomisk usikkerhed krævede det. Resultatet er et land, der er bogstaveligt delt — i to offentligheder, der ikke længere deler fakta, endsige værdier. 

Kulturkrigen er ikke en biting ved den politiske krise, men dens altfortærende brændstof. Når borgerne ikke længere kan tale med hinanden om virkeligheden, kan de heller ikke i fællesskab forsvare de institutioner, der skal holde virkeligheden fælles.

Bag kulturkrigen ligger noget mere materielt: en ulighed, der er vokset sig grasserende og oligarkisk. Den amerikanske drøm — at enhver gennem hårdt arbejde kan stige i samfundet — er for de fleste amerikanere blevet en abstraktion uden rod i de faktiske livschancer. Når den økonomiske magt koncentreres så voldsomt, følger den politiske magt med, og demokratiet er for længst blevet udhulet indefra af pengeinteresser, længe inden nogen ’gal konge’ behøver bryde en eneste lov.

USA’s selvforståelse har altid bygget på et sæt frihedsidealer: at loven gælder for alle, at magten er begrænset, at pressen er fri, at minoriteter er beskyttet mod majoritetens vilkårlighed. Det tragiske ved nutidens Amerika er ikke blot, at landet er kommet på afstand af disse idealer — det er, at det har opgivet selv bare at lade som om, det står for dem. Hykleriet, der i årtier var det mindste, man kunne forlange af amerikansk politik, er forsvundet. Det er en monumental omvæltning i samme størrelsesorden som Murens Fald. 

Tilbage står en magtudøvelse, der ikke længere bekymrer sig om at klæde sig i frihedens sprog. Nu er alt utilslørede transaktioner og benhård interesseforfølgelse uden hensyntagen til gamle allierede. 

Med den kurs, Amerika nu er slået ind på, er landet ved at koble sig fra resten af Vesten — fra de alliancer, normer og fælles institutioner, der i 80 år definerede den transatlantiske orden. 

Det er ikke kun et tab for Europa. Det er et tab for verden, fordi det var USA, mere end nogen anden magt, der — trods alle sine fejltrin og hykleriske krige — ’holdt verden sikker for demokrati’, som Woodrow Wilson engang formulerede det. Noget ved Pax Americana fungerede. Noget ved prætentionen om at være ledestjernen med den manifeste skæbne fungerede. Se bare, hvor mange titusinder af menneskeliv, det har kostet, at USAID er væk. 

Som europæere må vi nu prøve at må holde fast i mindet om, hvad USA indtil for nylig var midt i vores mismod, vrede og sorg over USA’s deroute: vi må ikke lade den nuværende krise overskygge 250 år af en historie, vi har meget at være taknemmelige for. Det er det samme Amerika, der besejrede tysk nazisme og japansk fascisme, genopbyggede Europa efter krigen, stod last og brast med os under den kolde krig, og hvis kultur — fra jazz til Hollywood, fra Silicon Valley til universiteterne — har formet det meste af den moderne verden i en eller anden grad. Det er en produktiv, opfindsom, selvkritisk kultur, der gentagne gange har vist evne til at korrigere sig selv, fra borgerrettighedsbevægelsen til Watergate.

Det er dette Amerika, vi skylder at huske, mens vi ser det nuværende Amerika blegne og falde. Ikke af nostalgi, men fordi håbet om en vej tilbage hviler på, at den oprindelige demokratiske ånd stadig findes et eller andet sted i landets dna — i dets domstole, dets civilsamfund, dets delstater, dets vælgere — og at den kan mobiliseres igen, hvis krisen bliver dyb og smertelig nok.

Hvis det sker — hvis Amerika finder vejen tilbage til sig selv — må vi i Europa være rede til at tage landet, der jo på en måde er vores egen udspaltning, i vores favn igen. Men det bliver aldrig som før. Den nuværende krise har vist, hvor skrøbeligt selv det stærkeste demokrati kan være, og hvor lidt vi kan tillade os at tage den transatlantiske grundsten for givet. 

Et fornyet partnerskab må bygges på en mere klarøjet forståelse af, at Europa selv må kunne stå last og brast for sin egen sikkerhed og sine egne værdier — uafhængigt af, hvem der sidder i Det Hvide Hus, og uafhængigt af, om Amerika denne gang formår at redde sig selv.

250 år er en alder, hvor man burde kan tillade sig både stolthed og selvransagelse. Spørgsmålet er, om det amerikanske demokrati magter nogen af delene. Alt hvad vi får er et grotesk Trump-realityshow. 

Den 4. juli 1776 brød tretten kolonier med en krone, de anklagede for vilkårlighed og tyranni. Forfatningsfædrene kendte faren for, at den magt, de befriede sig fra, kunne gro frem igen indefra — det var derfor, de byggede deres republik på adskillelse, begrænsning og kontrol. Nu, 250 år senere, lukker ringen sig på den mest bitre måde: Det er deres eget system, der har leveret den magt, de frygtede, til en mand, de ville have genkendt med rædsel. Uafhængighedsdagen fejres stadig. Men hvad der skal fejres 4. juli, svæver nu i vinden. 

(04.07.2026)