Af Jack Matlock, (fhv. ambassadør ) f. 1929

Det følgende er en citatsamling. Ophavspersonen er en 97-årig (!) pensioneret amerikansk topdiplomat, Jack Matlock, som det er lykkedes min kollega og navnefælle Flemming Rose at få et interview med og som bringes i Frihedsbrevet (29. august 2026), hvor Rose er chefredaktør. Med tilladelse herfra har jeg samlet nogle af de mest centrale Matlock-citater fra den helt igennem enestående tekst.

Først lidt introduktion til Matlock, som man uden overdrivelse kan betegne som den vigtigste diplomat fra den sidste og afgørende fase af den kolde krig:

Matlock var USA’s ambassadør i Moskva fra 1987 til 1991. Han sad med ved bordet, da præsident Bush og partichef Gorbatjov mødtes på Malta i december 1989 kort efter Berlinmurens fald. Han deltog i forhandlingerne mellem Moskva og Washington om præmisserne for Tysklands genforening, hvor hans daværende chef, udenrigsminister James Baker, udstedte et løfte til Gorbatjov: Hvis Sovjetunionen accepterede et genforenet Tyskland i NATO, ville alliancen ikke ekspandere videre mod øst. Matlock var udstationeret i Moskva i fire omgange. Første gang i begyndelsen af 1960’erne, derpå som næstkommanderende på den amerikanske ambassade fra 1974 til 1978 og et enkelt år i 1981 og endelig som ambassadør fra 1987 til Sovjetunionens opløsning i 1991. (officielt foto nedenfor er fra 1986).

Herefter citaterne.

“I 1991 havde vi fået ‘et helt og frit Europa’, som præsident Bush formulerede det, og den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov forestillede sig Sovjetunionen som del af et fælles europæisk hjem. Det havde vi i 1990’erne, og det var netop dette samlede og hele Europa, som NATO begyndte at rulle tilbage med ekspansionen mod øst, og det er tragisk, at vi nu bare forstærker uenigheden og konflikten mellem os. Det vil få tragiske konsekvenser for os alle.”

“Så godt som alle de aftaler om atomnedrustning, vi havde indgået med Sovjetunionen og Rusland, ligger i ruiner. Vi har opgivet stort set alt det, vi gjorde for at slutte Den Kolde Krig, og vi fører nu både en propagandakrig og en reel krig mod en atomvåbenmagt. Det mener jeg er ekstraordinært farligt, og det er blevet forværret af angrebet på Iran.”

“Jeg tror, at vi efter USA’s og Israels seneste angreb på Iran kan regne med, at Iran vil udvikle atomvåben, eftersom både Israel og USA har dem. Og hvis de ikke udvikler dem, vil de få dem af en allieret, for eksempel Pakistan, der har dem, og hvis det sker, så vil Saudi-Arabien også få atomvåben. Det er ikke verdens undergang, for alle disse lande vil først og fremmest anskaffe sig atomvåben som en forsikringspolitik, så de ikke bliver angrebet.”

“Den største fare er, hvis atomvåben spredes sådan, at de slipper ud af ansvarlige hænder. Og her er det værd at minde om, at netop Vladimir Putin har sikret, at de russiske atomvåben er under kontrol. Hvis han bliver fjernet, er der ingen garanti for, at hans efterfølger vil agere på samme måde. De, der følger med i den russiske debat, ved, at der er kræfter, der presser på for at få Putin til at bruge atomvåben som svar på, at NATO-lande leverer offensive våben til Ukraine. Igen: Jeg fatter ikke, at vores ledere ikke forstår, hvilken enorm risiko de løber, og at det slet ikke er i deres interesse at isolere Rusland. De skader sig selv.”

“Jeg mener, at NATO er blevet en offensiv alliance. Den blev brugt offensivt første gang i 1999 mod Serbien – og flere gange senere.” (….) “NATO var tænkt som en forsvarsalliance med henblik på at beskytte det atlantiske fællesskab mod den sovjetiske trussel, men da Sovjetunionen gik i opløsning, og det nye Rusland med halvdelen af Sovjetunionens befolkning ikke var en trussel mod nogen, begyndte vi at ekspandere NATO, og vi begyndte at bruge NATO offensivt mod lande, der hverken havde truet eller angrebet alliancen, og lad os være ærlige og sige, at alt det, vi nu beskylder Putin for, skabte USA og dets allierede fortilfælde for i 1990’erne og senere. Putins invasion af Ukraine er illegal og i strid med folkeretten, men det var os, der skabte præcedens for det.” (…)

“Baker (Ronald Reagans udenrigsminister James Baker, red.) havde fået ideen om et løfte til Gorbatjov om ikke at udvide NATO fra den tyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher. Det var ham, der foreslog, at vi skulle give Sovjetunionen den garanti, og Genscher gentog det flere gange mundtligt i de forhandlinger, der fulgte om betingelserne for den tyske genforening.”

“Da Baker kom tilbage til Washington, sagde folkeretsjurister, at man ikke kunne have en del af et genforenet Tyskland i NATO og en anden del, der stod udenfor, så derfor blev man i den endelige traktat om den tyske genforening mellem Øst- og Vesttyskland og Sovjetunionen, USA, Storbritannien og Frankrig enige om, at Østtyskland som en del af forbundsrepublikken også ville blive en del af NATO, men at der hverken ville blive deployeret udenlandske tropper eller atomvåben i det tidligere Østtyskland, så implikationen var, at hvis Østtyskland blev en del af NATO, så stoppede det her, men Østeuropa blev ikke nævnt.”

“Lad mig tilføje en ting mere om baggrunden. Da Gorbatjov og Bush mødtes på Malta i december 1989 til et topmøde, påtog de sig hver især en forpligtelse. For det første forpligtede Sovjetunionen sig til ikke at gribe ind og bruge magt i forbindelse med de geopolitiske forandringer i Østeuropa, og for det andet lovede USA ikke at udnytte og drage fordel af den nye situation. Det aftalte man på mødet, og bagefter sendte Bush et brev til Gorbatjov, som bekræftede den aftale. Det var mig, der personligt overbragte brevet til Gorbatjov. Det aftalte blev altså skrevet ned, og det var blevet forhandlet, selvom det ikke var en traktat.” (nedenfor foto fra mødet i 1986 i den islandske hovedstad mellem Mikhail Gorbatjov og Ronald Reagan).

“Hvad vi måske er vidne til, er ikke bare enden på Den Kolde Krig, enden på en bestemt periode i efterkrigstidens historie, men afslutningen på historien som sådan, altså slutpunktet for menneskets ideologiske udvikling og universaliseringen af det vestlige liberale demokrati som den endelige form for menneskelig regeringsførelse.”  (….)

“Fukuyama (Francis Fukuyama, fhv. amerikansk embedsmand og anerkendt politolog med stort forfatterskab bag sig, red.) mente, at historien om enden på Den Kolde Krig havde vist, at demokrati og kapitalisme var hele verdens fremtid, og derfor skulle det støttes og spredes. USA og dets vestlige allierede begyndte så ved hjælp af både militær og økonomisk tvang at sprede demokrati.” (…)

“Men hvordan kan man udefra skabe demokrati i et andet land? Hvis man griber ind i et andet land, får man normalt en modreaktion mod dem, man udefra støtter. Ingen ønsker, at outsidere skal diktere deres politik. Så ideen om etablering af en liberal orden ved hjælp af økonomiske sanktioner og militær magt var lige så fejlagtig som den marxistisk-leninistiske ide om, at verden per definition var på vej mod en socialistisk revolution.”

“USA’s politik ude i verden har også svækket vores demokrati hjemme, og det er absurd at opdele verden i demokratier og ikke-demokratier. Demokrati er en proces, ikke et system med en universel definition. Og når man påtvinger et andet land en ‘demokratisk’ revolution udefra, så fører det ikke til demokrati. Det fører til noget ganske andet, så vores politik har bare skabt flere problemer.”

“Ordet ‘demokrati’ forekommer hverken i vores uafhængighedserklæring, i vores forfatning eller i vores troskabsed. Vi erklærer troskab over for USA’s flag, nationen og den republik, nationen repræsenterer. Vi er en republik, ikke et demokrati. Og i praksis er vores republik kontrolleret af et oligarki. Det er svært at forene mange af de ting, der i dag sker i USA, med demokrati. Så at klassificere lande som demokratiske eller ej og gå ud i verden og ændre dem, der ikke er det, er for mig nøjagtig den samme ide som, at verden en dag ville blive kommunistisk via proletariatets revolution.”

“I løbet af sådan cirka tre år skete tre vigtige ting. For det første gjorde vi en ende på Den Kolde Krig, ikke som følge af den ene parts sejr, men som et resultat af forhandlinger. Det betød en ende på våbenkapløbet og på delingen af Europa. Det var i både USA’s, Sovjetunionens og den øvrige verdens interesse, og det blev muligt, fordi Gorbatjov opgav den marxistisk-leninistiske ideologi, som indtil da havde tjent som motivation for kommunistpartiets verdensbillede og udenrigspolitik.”

“Gorbatjov forstod, at han måtte bryde kommunistpartiets monopol på magten. Det skete på hans initiativ, så det er den første ting at huske på: Der var ikke tale om Vestens sejr over Sovjetunionen.”

“Det andet var, at Sovjetunionen kollapsede som følge af interne faktorer, ikke som resultatet af et ydre pres. Hvis Den Kolde Krig og våbenkapløbet var fortsat, ville det have været umuligt for Gorbatjov at liberalisere. Det var han nødt til for at kunne gennemføre sine reformer.” 

“For det tredje ønskede USA ikke, at Sovjetunionen skulle kollapse. Vi støttede de baltiske landes uafhængighed, fordi vi aldrig havde anerkendt deres indlemmelse i Sovjetunionen, men det gjaldt ikke de øvrige tolv republikker. Det var ikke amerikansk politik at arbejde for en opløsning af den sovjetiske stat.”

“Det var Ruslands præsident Boris Jeltsin, der ledte opløsningen af Sovjetunionen og forsvarede de baltiske republikker, og allerede Gorbatjov anerkendte som leder af Sovjetunionen de baltiske landes uafhængighed, altså at de ikke var en del af Sovjetunionen, så den beslutning hang ikke sammen med Sovjetunionens opløsning, men var godkendt af den daværende sovjetiske leder. Det er vigtigt at gøre sig klart.”

“Fordi man bagefter sagde, at alt dette skete, fordi Rusland havde tabt, men det passer ikke. Rusland, altså Den Russiske Føderation, var slet ikke en part i Den Kolde Krig, det var en del af et kommunistisk ledet imperium. I 1991 var både den russiske leder stærkt pro-vestlig og ønskede at erstatte kommunistiske værdier med demokratiske, så det er en af flere udbredte misforståelser og myter, at USA vandt Den Kolde Krig, besejrede kommunismen og forårsagede Sovjetunionens kollaps. Det var resultatet af forhandlinger styret af fælles interesser og en konsekvens af interne processer og beslutninger i Sovjetunionen.”

Med tak til Flemming Rose og Frihedsbrevet.