Kan kinesisk bistand kompensere for Vestens fejltagelser? Næppe.

DEN KINESISKE hovedstad var klædt i usædvanlig spraglede kulører de tre sidste dage i august. 54 afrikanske nationalflag blafrede langs boulevarden ned mod Den Himmelske Freds Plads. For os turister, der blot ville gøre den obligatoriske tur ned til den historiske plads og fornemme stemningen foran indgangen til Den Forbudte By, var der sikkerhedskontroller, der minder om dem, vi kender fra lufthavne. Fast inventar i beijingboernes dagligdag.

Som vært for et storstilet kinesisk-afrikansk topmøde måtte megabyen, hvis indbyggertal for længst har passeret de 21 millioner, vise sig fra sin pænere side. Kinas statsbudget har angiveligt afsat flere midler til politi og anden ordensmagt end på det militær, der skal forsvare riget mod ydre fjender. Gevinsten er selvindlysende: Beijing er en af klodens mest betryggende megabyer. Bagsiden af medaljen: Alt for meget minder om en politistat, men jernnæven er iført silkehandsker, og der er overvågningskameraer overalt.

På vej gennem et checkpoint sad en kvindelig kontrollant iført en kasket med påskriften: »Big brother is still watching you«. Uden humor er de ikke, Den Gule Kejsers sønner og døtre.

ALLE AFRIKANSKE ledere af betydning var mødt frem i Beijing. Hvilket siger meget om den forandrede verdensorden: Kunne et tilsvarende topmøde for et helt kontinent have være holdt i Washington, D.C., nu om stunder? Umuligt. I Bruxelles måske? Meget svært at forstille sig. I Tokyo, London, Paris, Moskva? Glem det.

Hvad afrikanerne kommer efter? Kinas penge, naturligvis. 60 milliarder dollars blev de stillet i udsigt af koncernchef Xi Jinping. Med pengene følger et forsøg på en udviklingsmodel, der unægtelig er forskellig fra den, de vestlige lande har forsøgt sig med i Afrika gennem seks årtier. Med blandede og i bedste fald beskedne resultater til følge, hvilket afspejler sig i den stigende migration fra Afrika.

Kan Kina så løfte nogle af de opgaver, som det ikke er lykkedes Vesten at løfte? Kineserne er som bekendt bedst til infrastruktur, altså jernbaner, vejbyggeri, havne og den slags, som har været motoren i deres eget udviklingsmirakel. Men overført på afrikanske betingelser er der ingen garanti for succes, tværtimod.

Når Kina har haft succes med de seneste tre årtiers industrialisering, skyldes det, at satsningerne på infrastruktur blev kombineret med udbygninger af fremstillingsindustrien. Populært sagt: Når Kinas veje og havne var bygget færdig, var der rigeligt med lastvognskonvojer pakket med eksportvarer, der kunne køre på dem. Siden kom dette gods i Mærsk-containere og blev fragtet ud på hylderne i Ikea, Elgiganten og Walmart. Resten er historie, og den er positiv, både for producenter og forbrugere.

Lige præcis her er hovedforklaringen på, at Afrika ikke kan kopiere den kinesiske udviklingsmodel: fraværet af en gennemtænkt industrialisering på kontinentet. Derfor vil kinesiskfinansierede projekter i Afrika resultere i gældsætning og deraf afledt afhængighed. Når afrikanerne skal til at tilbagebetale kinesiske lån, risikerer de at måtte ofre midler, der skulle have været anvendt til sundhed og uddannelse for at opretholde et minimum af kreditværdighed hos de finansielle overherrer i Beijing.

AF SAMME grund planlægger kineserne en øget militær tilstedeværelse på kontinentet. For nøjagtig et år siden indviede kinesiske generaler rigets første oversøiske militærbase i lilleputstaten Djibouti på Afrikas Horn, engang kendt som Fransk Somaliland. Aarealet er det halve af Danmarks og indbyggertallet en lille million. Beliggenheden er indlysende relevant: Djibouti ligger centralt i forhold til Det Røde Hav og Den Persiske Golf og dermed ruterne for mellemøstlig olie og gas.

Der er gået 10 år, siden Kina overhalede USA som kontinentets største handelspartner. Sidste år var den kinesiske samhandel med Afrika fire gange større end den tilsvarende amerikanske. Men USA er militært massivt stærkere til stede i Afrika end Kina, som kun har nået dværgens størrelse, ikke sværvægterens. Det militære hovedkvarter US Africom bor i Stuttgart, Tyskland, men har Afrika som operationsområde med ca. 50 basefaciliteter.

Den kinesiske drage har langtfra indhentet den amerikanske ørn, men forspringet formindskes hver dag. Næste gang et afrikansk land kollapser, bør dragen og ørnen hjælpe hinanden.

(klumme i Politiken 10. september 2018)