Sæt navn på en krigsforbryder

Myanmars reelle leder er på vej ind i omverdenens afslørende søgelys.

Tidligere på måneden meddelte Den Internationale Krigsforbryderdomstol, ICC, i Haag, at den har det nødvendige juridiske grundlag for at rejse sag mod de ansvarlige for fordrivelsen af rohingyabefokningen fra den vestlige del af Myanmar ind i nabolandet Bangladesh. Sagen vil i givet fald lande i kategorien forbrydelser mod menneskeheden, hvortil også regnes de etniske udrensninger, der huskes fra 1990’erne på Balkan og i Rwanda.

Fordrivelsen af de flere end 700.000 rohingyaer, der har stået på siden august i fjor, har karakter af tvangsmæssig deportering, hedder det i erklæringen fra ICC. En uafhængig FN-undersøgelse konkluderede i sidste måned, at Tatmadaw, Myanmars militær, har stået bag massedrab, gruppevoldtægter og afbrænding af landsbyer med hensigter, der berettiger betegnelsen folkemord. Myanmars militære øverstkommanderende og fem generaler bør drages til ansvar for disse overgreb, hed det.

REGERINGEN I Myanmar har ikke tilsluttet sig den såkaldte Rom-erklæring fra 1998, der førte til oprettelsen af ICC og har derfor for længst meddelt, at den ikke vil samarbejde. Men Bangladesh ratificerede sit medlemskab i 2010, hvilket rækker til at rejse en sag. Altså kan sagen førte til en domfældelse in absentia.

Alene diskussionen om sagen kan få politiske konsekvenser for magtforholdene i den sydøstasiatiske stat. Der spekuleres vidt og bredt i Myanmar i muligheden for, at Myanmars militære øverstkommanderende, Min Aung Hlaing, har ambitioner om at stille op til det valg, der skal afholdes i 2020, men er det realistisk at forestille sig, at Myanmar sender sin øverste politiske leder rundt til internationale topmøder, hvis han er på krigsforbryderdomstolens liste over wanted ?

Ikke hvis værtslandene for disse møder har ratificeret ICC.

Med andre ord kan Min Aung Hlaing besøge Kina og nabolandene i det sydøstasiatiske Asean-samarbejde, men næppe andre.

TRODS valghandlinger – seneste i 2015, hvor Aung San Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati, vandt stort – er Myanmar ingenlunde i nærheden af at være en retsstat. Forfatningen fra 2008 giver militæret ret til at overtage ledelsen af landet i tilfælde af en national krise. Den militære elite udpeger de folk, der skal lede regeringens vigtigste ministerier, uden at disse skal godkendes i parlamentet: forsvaret, indenrigsministeriet og dermed den interne sikkerhedstjeneste og ministeriet for grænseregionerne.

Konsekvensen er blevet, at Myanmar er på vej tilbage i den politiske isolation, der eksisterede i de årtier, hvor datidens demokratiforkæmper Aung San Suu Kyi nød de vestlige landes opbakning understreget af Nobels Fredspris 1991.

Hun er i dag et politisk gidsel, der er folkevalgt og på fri fod, en nikkedukke for den elite, der i forskellige klædninger har kontrolleret og domineret Myanmar, siden landet var kendt som Burma. Både generalerne og Suu Kyi bliver i dag kun modtaget i nabolandene, ikke mindst det Kina, som landet er dybt afhængigt af. EU har allerede indført sanktioner mod syv navngivne officerer for deres rolle i fordrivelserne i Rakhine.

MEN INTERNATIONALT pres vil prelle af på magteliten i Myanmar. Den ubehagelige realitet er, at fordrivelsen af rohingyaerne nyder bred folkelig opbakning blandt det buddhistiske befolkningsflertal. Generalerne nyder godt af, at der i munkestanden er udbredt accept af den etniske udrensningspolitik. Ligeså i det største politiske parti, NLD.

Aung San Suu Kyi har stort set været tavs om rohingyaerne, hvilket set med vestlige øjne gør hende medskyldig i massakrerne. Men realiteten er, at hvis der blev holdt valg i morgen, ville hun og hendes parti vinde stort.

Da Myanmar i 2012 indledte det, der lignede en demokratisering og liberalisering, vakte det forhåbninger om, at det plagede land kunne blive medlem af demokratiernes globale familie.

Denne vision er gået til grunde, og Myanmar ligner i uhyggelig grad sit naboland Thailand: en glat ’demokratisk’ overflade, men reelt autoritært, ulige og uretfærdigt på alle leder og kanter.

OVERGREBENE MOD rohingyaerne bør ikke gå i glemmebogen. Domstolen i Haag har gjort det nødvendige, om end virkningerne bliver til at overse: Der er sat navn på den reelt ansvarlige – krigsforbryderen hedder Min Aung Hlaing, født 1956, uddannet på landets forsvarsakademi i 70’erne, dengang vi kendte Myanmar som Burma.

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Myanmar/Burma, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s