Fremtidens Korea bliver neutralt

Visionerne om et samarbejdende Korea begynder at tegne sig.

HVAD ER status på Den Koreanske Halvø efter den sydkoreanske præsidents besøg hos den nordlige nabo i den forgangne uge? Hvor mange skridt er der taget i retning af afnuklearisering og politisk forsoning siden den nordkoreanske diktator, Kim Jong-uns, møde med præsident Trump 12. juni?

Alt efter hvor store forventninger omverdenen stiller, kan der mobiliseres varierende grader af optimisme. Men det er en uafviselig realitet, at dialogen mellem de to rivaliserende stater – der 1950-53 blev aktører i en blodig stedfortræderkrig mellem stormagterne USA, Sovjetunionen og Kina og betalte en høj pris i menneskeliv og fysiske ødelæggelser – aldrig har været mere lovende, hvis man skal vurdere retorikken og propagandaen.

Seoul og Pyongyang udstedte i årtier rødglødende bandbuller mod hinanden; det kom til adskillige nordkoreanske terrorangreb på sydkoreansk jord, og spændingsniveauet var i perioder højt. I dag tales der om fred og gensidig udvikling af velstand og fællesskaber. Men tag ikke fejl: Også i Korea er nationalismen en stærk kraft, og den ser gerne stormagterne hen, hvor peberet gror.

Ligner den aktuelle dialog noget, verden har set før? Optøningen mellem de to tyske stater i 1980’erne? Næ nej, for den endte som bekendt med den økonomisk stærke stats opslugning af den svage. På forbløffende kort tid blev arbejder- og bondestaten DDR til ’Det-Det-Var’, som en dansk spøgefugl udtrykte det, da den kommunistiske bastion gik under i 1990.

Sådan kommer det ikke til at gå i Korea. Kim-dynastiet er gået ind i forsoningsprocessen med både livrem og seler.

STATUS PÅ processen er følgende: Nordkorea har indstillet prøvesprængninger og affyringer af missiler; lokaliteter, der er blevet brugt til testaffyringer, er ved at blive lukket ned, dog mangler der verifikation af uafhængige observatører. USA har leveret positive modsvar ved at indstille de fælles militære øvelser med Sydkorea.

Næste trin: Senere i denne uge skal Trumps udenrigsminister, Mike Pompe,o lede et møde i FN-bygningen i New York, hvor Sikkerhedsrådets fem faste medlemmer skal finde frem til retningslinjer for uafhængig kontrol og observation med Nordkoreas afmontering af nukleare faciliteter. Her bliver det selvsagt afgørende, hvilken rolle Nordkoreas to historiske allierede, Kina og Rusland, accepterer.

På den korte bane vil Kim-styret forsøge sig med en langsom proces, hvor det beholder mest muligt at sit atomare arsenal længst muligt. Nordkoreas sandsynlige modkrav vil være en tilbagetrækning af de amerikanske styrker i Sydkorea. Her vil Kim Jong-un utvivlsomt få forståelse hos sin sydkoreanske modpart, Moon Jae-in, der gerne ser et fremtidigt Korea med den mindst mulige militarisering. Men tag ikke fejl: Hvad angår konventionelle våben er Nordkorea klodens mest militariserede stat.

Får processen lov at køre, rejser der sig uundgåeligt et spørgsmål: Hvilken statsdannelse der kan blive Koreas fremtid. Den nemme løsning, som dog kan holde nogle årtier, er en permanent deling, hvilket vil være i modstrid med begge koreanske staters forfatning og erklærede politiske mål. Men en genforening på ’tyske’ betingelser er en umulighed, fordi den ikke vil sikre Kim-dynastiets overlevelse på sigt.

Altså må der stormagtsgarantier til. De skal i givet fald sikre, at et samarbejdende Korea bliver politisk neutralt, hvilket betyder en opsigelse af Sydkoreas forsvarsalliance med USA og en ny definition af de koreanske relationer til Kina.

Lyder dette urealistisk? Ikke når man holder det op mod Donald Trumps ’Amerika først’-strategi og Xi Jinpings Obor-program, de storstilede infrastrukturnetværk, der skal forbinde Asiens økonomier med resten af verden.

RUSLAND og Kina, der under den kolde krigs bipolare verdensorden sikrede Nordkoreas overlevelse, har ingen interesse i en fastholdelse af et delt Korea, hvis ellers det koreanske lederskab tillader Kina at inddrage halvøen i sin globale udviklingsstrategi. Hvis Seoul og Pyongyang enes om en neutral udenrigspolitik, ophæves rationalet for den amerikanske militære tilstedeværelse på baser i Sydkorea.

Donald Trump kan derefter gå over i historien som manden, der afsluttede krigen i Korea. Hvorfor ikke?

(klumme i Politiken 24. sept. 2018)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s