Møder Kolding en sulten Obama?

Ekspræsidenten er med varm luft og bløde ord trådt indenfor i grådighedens univers.

I morgen (fredag den 28. sept.) oplever Kolding noget stort: Et håndplukket publikum kommer tæt på USA’s tidligere præsident Obama ved et event, som Foreningen Business Kolding står bag. En af verdens mest karismatiske og vigtige ledere, som foreningens direktør Morten Bjørn Hansen kalder ham. Rektor på Syddansk Universitet Henrik Dam og borgmester Jørn Pedersen glæder sig som små børn en juleaften til at lade ekspræsidentens karisma drysse som stjernestøv ned over Sydøstjylland.

Karisma og retorik er, hvad sådan en begivenhed handler om, uanset om den fornemme gæst fra den anden side af Atlanterhavet er forhenværende, endda særdeles forhenværende. Obama kommer direkte fra en stort anlagt sponsorkonference i New York, hvor finansieringsbanken Cantor Fitzgerald har samlet alt, hvad der kan krybe og gå inden for den mere lukrative del af en amerikanske sundhedsindustri for at præsentere og diskutere fremtidens såkaldte løsninger inden for medicinal- og behandlingssektoren. I april kom det frem i amerikanske medier, at Obamas honorar for at tale ved denne begivenhed er på 400.000 dollars (2,53 mio. kr.)

De 400.000 svarer til, hvad Obama fik i årsløn i sin tid som præsident. Mon ikke vi kan gå ud fra, at Business Kolding har fået ikonet til at stille op for bare lidt mindre? Lidt rabat, fordi man er i Jylland?

AT DEN tidligere præsident er på vej ind i den mest lukrative branche for forhenværende notabiliteter, vækker bekymring blandt partifæller. Bernie Sanders og Elizabeth Warren er ikke begejstrede, for Obamas honorarniveau er det dobbelte af, hvad hans tidligere udenrigsminister Hillary Clinton kan hæve, når hun stiller op ved firma-events. Bernie Sanders minder uelskværdigt om, at Obama i begyndelsen af sin første præsidentperiode, midt i finanskrisen, kaldte bankcheferne på Wall Street for »fede katte«.

Hvad mon de særligt inviterede og udvalgte i Kolding får ud af at lytte til den elegante ekspræsident, der modtog Nobels Fredspris, inden han havde udrettet noget som helst? (Ingen turde sige det højt, men han fik prisen for ikke at gentage alle de brølere, som forgængeren George W. Bush udmærkede sig ved).

KOLDINGENSERNE får utvivlsomt en god oplevelse med dybe suk og våde øjne i salen. En dansk provinsby sat på verdenskortet en kort stund. Resten af riget får ingenting, for arrangementet er lukket. Altså er alle os udenfor hensat til at spekulere over, hvad berømtheden mon har med i sin retoriske godtepose? Næppe sensationer og slet ikke indrømmelser af, hvor lidt han opnåede i en tid, hvor USA i stigende grad vendte ryggen til tragedierne og brutaliteten især i den arabiske verden. Lad os gå ud fra, at Business Kolding har fået en mindre rabat på Obamas 400.000 dollars-niveau. Manden kan jo tillade sig at være generøs, efter at han og hustruen Michelle tidligere i år skrev kontrakt med forlaget Penguin Random House om globale rettigheder til to bogudgivelser. Værdi: 65 millioner dollars.

GAD VIDE, om Barack Obama er ved at bevæge sig op i samme højder som verdensrekordindehaveren i forhenværende-regeringschef-holder-flot-tale-for-gigantbeløb-branchen. Her troner helt uden for konkurrence Storbritanniens tidligere Labour-premierrminister Tony Blair. Britiske undersøgende journalister har beregnet hans honorar til at være på 6.000 pund (50.000 kr.) i minuttet. Et godt stykke på den anden side af, hvad ekspræsidenterne Bill Clinton og George W. Bush kræver, nemlig 100.000 dollars (633.000 kr.) per tale.

Blair, vel nok efterkrigstidens mest overvurderede europæiske regeringsleder, indkasserede i april 2009 364.000 britiske pund (3,07 mio. kr.) for at holde to taler, hver på 30 minutter, i det forhutlede og fattigdomstyngede Filippinerne. Blairs emne: ’At lede opbygningen af en nation i globaliseringens tidsalder’. Der blev dengang spekuleret i, om Blairs konvertering til katolicisme i 2007 gjorde en forskel for det filippinske telekommunikationsfirma, der skrev checken ud. Temaet for tale nr. 2 var i øvrigt: ’Når lederen skal forhandle på grundlag af principper’.

Lad os håbe på, at Obama i Kolding fortæller mere end almindeligheder og hæver sig op over Tony Blairs niveau – ikke i størrelsen på honoraret, men i budskaberne. Mens Blair blev en rejsende storsælger af varm luft og blålys så stort som nordlyset, kan det jo være, at USA’s 44. præsident har en smule moral i behold og sender pengene til de yemenitiske eller syriske flygtninge.

(klumme i Politiken 27. sept. 2018)

 

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, Politiken siden 1994, fra 2023 hos Kristeligt Dagblad. Underviser (FOF) og foredragsholder (mere FOF)
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s