Kommunistiske Kina forfølger marxister

Kinesiske aktivister, der forguder Karl Marx, er begyndt at tage statens ideologi på ordet.

Hvis den tyske filosof Karl Marx (1818-83) levede i dag og kunne tage på studierejse i nutidens Kina, ville han slå syv kors for sig. For her ville han opleve et samfund præget af markant ulighed, systematisk udbytning af et gigantisk lavtlønsproletariat og opkomsten af en entreprenør- og millionæroverklasse, der vokser hurtigere, end det nogensinde er set i et vestligt land. Alt sammen blandet godt og grundigt op med statsmonopoler i økonomien og et uretfærdigt retssystem, der ubarmhjertigt dømmer folk på grundlag, der er tyndt som rispapir.

Med andre ord: Nøjagtig den type politisk-økonomiske system, som Karl Marx og hans kollega Friedrich Engels opfordrede verdens undertrykte til at omstyrte, da de i 1848 udgav ’Det Kommunistiske Manifest’. Så hvorfor er det lige, at nutidens globale eliter skeler til Kina for at få en allieret i bestræbelserne på at opretholde en stabil verdensorden?

EN UDBREDT forestilling i Vesten har været, at det traditionelle kommunistiske tankegods i voksende grad er blevet ignoreret i de institutioner, der bemandes af Kinas tusinder af embedsfolk. Marx og Lenin levede fint på fortidens boghylder, og deres elev Mao Zedong, Folkerepublikken Kinas grundlægger i 1949, blev gradvist reduceret til staffage og symbolbrug, lød forklaringerne.

Men under den nuværende kinesiske koncernchef Xi Jinping har piben fået andre lyde. Han har genindført systematisk ideologisk opstramning med disciplinering af partiapparatet og embedskorpset. Knap tre årtier efter den virkeliggjorte socialismes kollaps i Europa er det blevet Xis ambition at gøre Kina til en nyfortolket marxismes kraftcenter, intet mindre.

Om det er lykkedes ham at omvende alle 90 millioner sjæle i partiet til den rette ortodoksi, er mere end tvivlsomt. Men udadtil kan kineserne altid få det til at se ud som om.

OM SAMFUNDET uden for partiapparatet forstår logikken, er så en anden sag. Et dramatisk begivenhedsforløb i den sydlige by Huizhou er blevet vidnesbyrd om de modsætninger, der hærger Kina. Byen blev for nylig scene for omfattende protestaktioner mod den voksende ulighed og den manglende retslige beskyttelse af individer på talløse virksomheder.

Ledet af unge universitetsuddannede socialister med afsæt i Karl Marx’ teorier om udbytning af et rettighedsløst proletariat gik tusinder af arbejdere på gaden i Huizhou for at skabe opmærksomhed om det, de opfatter som dybe uretfærdigheder og udbytning. Havde Marx været til stede, ville han have klappet og jublet.

Kina oplever konstant folkelige protester – i officiel terminologi kaldet ’massehændelser’, en eufemisme for demonstrationer, som i nogle tilfælde stemples ’kontrarevolutionære’ i de statsstyrede medier. Det nye, der overraskede myndighederne i Huizhou, var, at aktivisterne tog den officielle ideologi, altså marxismen og det, der kaldes Mao Zedong-tænkningen bogstaveligt. De gik på gaden med portrætter af Mao og bannere, der gengav marxistiske slagord, marcherede op foran flere af byens fabriksporte og krævede respekt for arbejderes rettigheder.

SÅ GIK der panik i sikkerhedstjenesten, der skred hårdt ind over for demonstrationerne. Adskillige af de tilrejsende universitetsfolk blev anholdt og afhørt. The New York Times beretter, at specialstyrker trængte ind i en fireværelseslejlighed, der var omdannet til møderum for et halvt hundrede aktivister, som blev ført væk til afhøring. Hvor mange der stadig sidder inde, er uvist.

MARX BESØGTE aldrig Kina. Han lærte om landet gennem landsmanden Karl Friedrich Gützlaff, en protestantisk missionær, der som den første vesterlænding oversatte Bibelen til kinesisk.

I en artikel fra 1850 forudsiger Marx, at Europas ’reaktionære kræfter’, når de møder den port til ældgammel konservatisme, som Den Kinesiske Mur er symbolet på, vil bære inskriptionen »Kinesisk Republik – frihed, lighed, broderskab«. Hvilket ikke skete hverken i 1800-tallet eller efter den kommunistiske magtovertagelse i 1949.

Så Marx tog grueligt fejl: Han kunne ikke forudse, hvorledes eftertidens kinesiske ledere ville inkorporere en globalt orienteret kapitalisme i et årtusindgammelt embedssystem, og at klodens længst eksisterende kontinuerlige civilisation ville fusionere marxismen-leninismen med kapitalismen og dermed gøre op med både liberal og socialistisk ideologisk ortodoksi.

(klumme i Politiken 4. oktober 2018)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s