Uddrag af leder i forsvarsmagasinet Olfi, skrevet af chefredaktør Peter Ernstved Rasmussen

Det nytter ikke noget at kalde alle, der prøver at nuancere debatten om Ukraine, for putinister. To tredjedele af den ukrainske befolkning ønsker at forhandle en afslutning på krigen med Rusland så hurtigt som muligt. Det vil gøre ondt, men alternativet er værre, fordi det risikerer at udløse Tredje Verdenskrig og potentielt tage livet af Ukraine som en selvstændig nation.

Vi mangler nuancer i debatten om krigen i Ukraine. Alt for mange politikere og analytikere lader sig styre af følelser i den grusomme krig, som rettelig begyndte i 2014 med Ruslands annektering af Donetsk, Luhansk og Krim. Dengang reagerede vi på Putins overgreb med et skuldertræk – og fortsatte destruktionen af det danske forsvar med besparelser på 15 pct., som førte til, at vi i dag ikke kan forsvare os mod noget som helst, skulle en seriøs fjende finde på at angribe.

Sikkerhed var noget, som hverken Venstre- eller socialdemokratisk ledede regeringer tog alvorligt. Det handlede om at slippe så billigt som muligt ved nærmest at nedlægge Forsvaret, mens vi bildte amerikanerne ind, at vi skam var et kerne-land i alliancen. Min bare! På Nato-topmødet i Wales i 2014 pralede daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) af at have fået ændret aftaleteksten i slutdokumentet til, at Nato-landene ikke skulle nå forsvarsudgifter på 2 pct. af bnp i 2024, men i stedet have det som hensigtserklæring formuleret i slutteksten som ”aim towards 2 percent”.

Hvorfor dog betale for vores egen sikkerhed, når USA gjorde det og i øvrigt havde gjort det siden slutningen af Anden Verdenskrig? Lad os lige huske på det, inden vi lader vores galde vælte ud over den nuværende amerikanske præsident, som vi selv har været med til at føre til magten netop på grund af vores vanvittige sikkerhedspolitik, som har sået et had mod Europa blandt MAGA og hardcore republikanere.

Persongalleriet fra regeringskontorerne i de år er de samme, som i dag leder vores land og fortæller os, hvad vi må mene og udtrykke af skepsis og kritik mod myndighederne. Ministrene i de år hed bl.a. Nicolai Wammen (S), Mette Frederiksen (S), Martin Lidegaard (R), Lars Løkke Rasmussen (dengang V) og Troels Lund Poulsen (V).

Krigen i Ukraine varede otte år, før nogen dansk politiker langsomt begyndte at vågne fra tornerosesøvnen. Anledningen var Ruslands fuldskala-invasion af Ukraine i februar 2022, som til vores store overraskelse mødte imponerende og hård modstand. Da den ukrainske præsident Zelensky afviste et lift til USA og i stedet tog kampen op, så Vesten en europæisk leder, som stod fast og udviste alt det mod og den opofrelse, som de ikke selv besad.

Ved at kaste deres kærlighed på Zelensky havde de fundet svaret på deres egen dårlige samvittighed og imponerende inkompetence med det resultat, at enhver, som stillede sig en smule skeptisk og tillod sig at stille spørgsmål ved regeringens strategi og udenrigspolitik, blev udskammet som putinister, talerør for Kreml, landsforrædere og femte kolonne kollaboratører.

Den slags debatklima er gift – ikke mindst når de landsdækkende medier følger trop. Opbakningen til regeringens kurs i spørgsmålet om Ukraine har været så massiv, at hele Folketinget bakkede op om den, og hvis nogen ikke gjorde – så var fordømmelsen total. Hvis man derfor vil forstå, hvorfor Dansk Folkeparti har så meget medvind og i dag står til at blive landets næststørste parti, handler det nok ikke kun om en indvandrerkritisk linje.

Politikerne har slet ikke forstået alvoren

Siden invasionen har vi i Danmark stået last og brast med Ukraine, og vi er målt per indbygger det land, som har doneret mest. Ifølge Udenrigsministeriet er Danmarks støtte til Ukraine i dag oppe på 88,2 mia. kr. Støtten har – sammen med resten af Vestens donationer – betydet, at Ukraine har kunnet holde stand mod den russiske overmagt i snart fem år.

Vi har doneret militært isenkram i form af artilleri, kampvogne og F16-kampfly foruden en lang række mindre militære bidrag. Vi har doneret penge og ydet civil støtte i form af humanitær hjælp og økonomi til genopbygning, reformindsatser, sundhedsdonationer samt freds- og stabiliseringsindsatser.

Snart fem år inde i krigen har vi endnu ikke har løst Forsvarets massive fastholdelsesudfordringer. Vi mangler soldater i alarmerende grad, men regeringen og politikerne på Christiansborg lader til at være flintrende ligeglade. Soldaterne siger stadig op, fordi de bliver behandlet elendigt med en ussel løn for at sætte livet på spil for din og min sikkerhed. Lige om lidt står vi med det mest moderne materiel og avancerede våben uden uddannet personel til at betjene det.

Vi kan endnu ikke finde ud af at få sat gang i genopbygningen af Søværnet, fordi der er gået lokalpolitik og danske arbejdspladser i den politiske proces. Vi har endnu ikke en strategi for det danske forsvar, men køber ind i blinde uden nogen samlet eller overordnet plan. Landets politikere har slet ikke forstået, hvilken alvorlig situation, vi står i, og de har tydeligvis ikke travlt med at få styr på det danske forsvar.

Ukraine-skepsis

Når vi i Danmark har kunnet støtte Ukraine så massivt, uden at vi har oplevet den samme modstand, som vi ser i mange andre lande, skyldes det den helt utroligt stærke økonomi i dette land. Det økonomiske råderum har på mirakuløs vis gjort det muligt at øge forsvarsudgifterne med 365 mia. kr. og samtidig yde støtte til Ukraine, uden at det har været nødvendigt at skære i velfærden. Det er i virkeligheden helt vildt, at det har kunnet lade sig gøre. Så heldige er andre lande ikke.

I september vandt Alternative für Deutschland (AfD) 43,8 pct. af stemmerne ved valget i den tyske delstat Sachsen-Anhalt. Det skete bl.a. på et budskab om at stoppe støtten til Ukraine. I det gamle Østtyskland er borgerne trætte af at se regeringen donere penge til Ukraine, mens de ikke selv har råd til at købe helt basale fornødenheder i deres lokale supermarked.

I Frankrig vokser modstanden mod støtten til Ukraine også. Landet har en statsgæld på 118 pct. af bnp, og hvis man er i tvivl om, hvordan borgerne – og særligt de unge – ser på deres fremtidsudsigter, skal man bare studere de vanvittige og voldelige optøjer gennem de seneste dage i Marseille og Paris. Lige nu peger alle meningsmålinger på, at Marine Le Pen og partiet Rassemblement National står til at vinde præsidentvalget, som finder sted over to valgrunder i april og maj 2027 – bl.a. med et budskab om at stoppe støtten til Ukraine.

Økonomisk har vi ikke længere råd til det. Det har vi simpelthen ikke, siger Marine Le Pen.

Samme tendenser finder man i Italien, og overalt i Europa daler opbakningen til at støtte Ukraine. Hvorfor? Fordi krigen har udviklet sig til en udmattelseskrig uden nogen som helst udsigt til fred, så langt øjet rækker. I det scenarie har økonomisk trængte europæere svært ved at forstå, hvorfor vi skal fortsætte med at finansiere en krig, som bare bliver ved og koster tusindvis af soldater livet hver eneste dag.

Når Europas siddende regeringer møder den voksende skepsis med vat i ørerne og et budskab om at skrue op for støtten, reagerer folk i trods. Og de begynder at opfatte advarslerne om den voksende trussel fra Rusland som en selvopfyldende profeti, hvor politikerne kun taler temperaturen op. Når udokumenterede ”beviser” for Ruslands aggressive adfærd viser sig at være fatamorganaer, skal befolkningen ikke forvente hverken korrektioner eller undskyldninger fra den danske regering.

Tag bare sagen om sprængningerne af gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2 i Østersøen i september 2022. Sabotagen passede perfekt ind i regeringens retorik om russiske hybridangreb. Men da efterforskningen pegede på ukrainske dykkere, nægtede Danmark at udlevere materialet til Tyskland, som nu retsforfølger de formodede gerningsmænd – og lukkede i øvrigt ned for al kommunikation om sagen.

Da dronerne over Københavns Lufthavn i september i fjor viste sig at være et skolefly fra Roskilde, blev medierne gjort til problemet, fordi vi tillod os at stille os kritiske over for myndighederne. Den slags adfærd opfatter borgerne som arrogant magtfuldkommenhed, der kun øger mistilliden og modstanden i befolkningen.

Mangler både soldater og penge

Den aktuelle sikkerhedspolitiske situation gør ikke tingene nemmere. Ukraine mangler soldater i alarmerende grad, og selv om det på ganske imponerende vis er lykkedes Ukraine at fremstille langtrækkende krydsermissiler, som nu rammer Ruslands infrastruktur i dybden, ser udsigterne dystre ud. Rusland fortsætter angrebene med uformindsket styrke, og lige om lidt sætter vinteren ind i Ukraine, som kan se frem til endnu et halvt år i et isnende helvede. Rusland angriber igen mål i Kyiv, som efter flere års forholdsvis fredelig eksistens nu oplever angreb på daglig basis.

USA og præsident Donald Trump har for længst lagt Ukraine på is og nu også slukket for Elon Musks satellitsystem Starlink og stoppet med at advare Ukraine om russiske missilangreb. Hjemme i USA er Trump presset og vil med al sandsynlighed tabe stort ved midtvejsvalget om to uger, selv om han slet ikke er på valg. Det skyldes først og fremmest hans krig i Iran og lukningen af Hormuz-strædet, som har resulteret i tårnhøje benzin- og dieselpriser på det globale marked.

I et sidste desperat forsøg på at sænke priserne indgik Trump lige før efterårsferien en dieselaftale med Rusland og fulgte den op med at lette flere sanktioner mod Rusland, som ellers var en del af den meget omtalte Lindsay Graham Act. Konsekvensen er, at Rusland griner og roser Trump, mens Ukraine og Europa står tilbage som de helt store tabere.

Så hvad skal vi gøre, når rovdyrene handler hen over hovederne på os? Det korte svar er, at vi er nødt til at forholde os til virkeligheden, som desværre ikke efterlader nogen positiv afslutning på krigen i Ukraine.

Ukraine kæmper vores krig

Statsminister Mette Frederiksen har sammen med sine politiske støtter på Christiansborg igen og igen sagt, at der kun er én udgang på krigen i Ukraine: at Ukraine vinder. Men hvad mener hun egentlig med det? Er det at vinde grænsen fra 2014 tilbage, eller er det grænsen fra 1991? Eller ønsker statsministeren i virkeligheden et regimeskifte i Kreml?

Uanset hvad er målet i min optik helt urealistisk og udtryk for en kynisk naivitet, som i virkeligheden risikerer at splitte Europa og EU, præcis som Rusland ønsker det. I samme spor har det lydt fra den danske statsminister, at kun Ukraine kan afgøre, hvornår krigen skal slutte.

Set i det lys bør de europæiske regeringer lytte til det overvældende flertal af ukrainere, som ønsker en afslutning på krigen, jo før, jo bedre. Således svarede 66 pct. af ukrainerne i juni ifølge Gallup, at de ønskede en forhandlet afslutning på krigen så hurtigt som muligt. Det er helt præcist to ud af tre ukrainere. Til sammenligning svarede 24 pct. svarende til hver fjerde ukrainer, at Ukraine skulle fortsætte kampene, til krigen er vundet. Kun 11 pct. var uafklarede.

Vi kan fra dansk og europæisk side selvfølgelig vælge at skrue op for støtten til Ukraine og fortsætte mantraet om, at Ukraine kæmper vores krig. Men intet tyder på, at det vil give Ukraine overtaget. Og i virkeligheden er den politik også både kynisk og en smule hyklerisk. Vi betaler gerne for jeres krig, så ukrainske soldater kan dø, uden at vi selv skal have beskidte fingre.

Hvis Ukraines overlevelse er så vigtig for Europa, hvorfor sender vi så ikke europæiske tropper til Ukraine? Svaret er selvfølgelig, at det de facto vil kaste Nato ud i en krig med Rusland, og så er Tredje Verdenskrig en realitet. Og det er præcis det scenarium, vi skal overveje, når vi vejer for og imod. Vi kan være nok så enige om, at Rusland bærer det fulde ansvar for at have angrebet et frit land og et spirende demokrati med død, terror og lemlæstelser.

Ukraine har vundet stort

Det er helt forkert at kalde en eventuel afgivelse af ukrainsk territorium for en “kapitulation” og et “nederlag”. Ukraine har allerede vundet stort og kan se frem til at overleve som en fri nation med demokrati og tætte bånd til Vesten. Det er en gigantisk sejr, som vi kan være stolte af i Europa at have været med til at sikre.

Rusland derimod står – selv med en mulig grænse ved Donbas – som den helt store taber. Op mod en million russere er døde i en krig mod et langt mindre land, som det kun er lykkedes at erobre 20 pct. af. Krigen har kastet Rusland ud i en monumental deroute økonomisk og moralsk som en global paria, der i afmagt må klynge sig til venner som Kina, Iran og Nordkorea for at overleve. En vej tilbage i det gode selskab kunne være den handel med USA, som Trump ønsker og lægger op til for at bringe Europa fremad igen.

Fortsætter vi krigen, risikerer vi, at Rusland til sidst bryder gennem det ukrainske forsvar, og så kan det gå uhyggeligt hurtigt med Ukraine som et frit land. Går Europa skridtet videre og sender tropper til Ukraine, som der er seriøse overvejelser omkring i bl.a. Storbritannien, risikerer vi at indlede Tredje Verdenskrig. Vi risikerer, at Putin føler sig så presset, at han gør alvor af at bruge sine atomvåben, og så har vi det ragnarok, som vi alle burde arbejde intenst på at undgå.

Tiden er inde til, at Europa lægger kursen om og fortæller Zelensky, at en dårlig våbenhvile og fred set i lyset af de rædselsfulde omstændigheder er bedre end ingen fred. Dernæst skal vi i Vesten selvfølgelig stille troværdige sikkerhedsgarantier og hjælpe med at genopbygge Ukraine, mens vi skruer op for tempoet i den europæiske oprustning. Fremover skal Europa ikke tigge om at få lov til at sidde med ved bordet, når rovdyrene forhandler. Europa skal være en selvskrevet part, fordi vi med overvældende militærmagt ikke kan ignoreres i den nye globale magtkamp.

(24. oktober 2026)