50 år efter at det kommunistiske Kinas grundlægger Mao Zedong forlod denne verden giver et tilbageblik anledning til både panderynker og moro. 

10. september 1976 var en fredag i den lune og let grålige overgang fra sommer til efterår. Men denne dag tog avisernes forsider sig anderledes ud, fordi en af århundredets store skikkelser på verdensscenen var gået bort: Kinas statsmedier havde døgnet forinden fortalt, at Folkerepublikkens grundlægger ubestridte leder de foregående 25 år, Mao Zedong, var død. 

På Christiansborg havde Venstres formand, fhv. statsminister Poul Hartling, sat sig ind på sit kontor og skrevet mindeord om den afdøde kinesiske statsmand. Hans tekst blev bragt i næsten samtlige Venstre-aviser i nationen. Hartling skrev bl.a. følgende:  

“Hvad han sagde, blev fremført med stor autoritet. Ikke brysk eller højtideligt. Han havde tid til at spørge og lytte, han havde også et glimt i øjet, men frem for alt var der stor ro og myndighed over ham. Når man talte med ham, kunne man mærke, at han i så mange år havde været i krig. Den lange march, de primitive og krævende livsvilkår, en tilværelse under krigens betingelser havde igennem mange år sat sit præg på hanstankesæt og hele indstilling.”

Venstremanden, der dengang var leder af den borgerlige opposition i Folketinget, kunne skrive med særlig vægt om Mao, fordi han med titel af statsminister havde mødt Mao personligt i oktober 1974. Et besøg, der dengang havde været en sensation, fordi Hartling blev den første regeringschef fra det demokratiske Vesten, der havde opnået at komme i audiens hos den kinesiske kommunismes førstemand efter ophøret af den såkaldte Kulturrevolution (1966-71). 

I Hartlings mindeord om Mao hed det videre: “For hundrede millioner af mennesker har Formand Mao været og vil vedblive at være det store forbillede, den store leder, en næsten forgudet politisk skikkelse. Hans tanker om den fortsatte revolution, hans særlige udformning af kommunistiske tanker, vil præge også kommende tiders ideologiske debatter. Navnet Mao var allerede, mens han levede, blevet et begreb. Ingen som mødte Mao kunne undgå at fornemme, at her stod man over for en statsmand af stort format, men statsmanden var også et klogt og levende menneske.”

Hartlings personlige møde foregik i hemmelighed langt fra Beijing og havde ikke været en del af det officielle besøgsprogram. Da Hartling kom retur til hovedstaden og blev mødt af en gruppe nysgerrige danske pressefolk, lød statsministerens kommentar, at han med Mao havde “ført samtaler på højt intellektuelt niveau.”

Hvorpå en af journalisterne spurgte: Hvordan bag du dig ad med at komme derop? 

Teologen Hartling tog det pænt og skrev siden i sine erindringer, at “det måtte jeg høre meget for den vinter”. 

Hyldestord i dagblade

I Jyllands-Posten hed det i en nekrolog 11.september 1976 forfattet af daværende redaktør Nils Thostrup (1936-2024): “Mao Tse-tungs politiske storhed lå i hans formulering af en kinesisk kommunisme (…) Mao så, at den kinesiske revolution skulle vindes blandt de fattige bønder og landarbejdere hvem hungersnød og sult var hverdag. Og han vandt dem for sin sag ved at tage fra de rige og give til de fattige – han gav dem frihed for sult, de gav til gengæld kommunismen deres troskab og deres krop.”

På dagbladet Information, der dengang som i dag blev betragtet som venstrefløjens uofficielle hoforgan skrev avisens chefredaktør Ejvind Larsen (f. 1935) om arven efter Mao over hele to avissider suppleret med en leder på forsiden. Larsen tog ingen forhold og hyldede Mao med lyrisk elegante formuleringer. Da han knapt tre årtier senere blev konfronteret med fortidens gerninger, forklarede han sig på følgende vis:  

“Hvis jeg i dag skulle skrive en nekrolog eller en artikel om Mao, ville jeg selvsagt også omtale det, som siden er kommet frem”. (…) “Alt det, der i dag påstås om Mao, var ikke tilgængeligt for mig dengang. Det var det heller ikke for Berlingske, Jyllands-Posten eller landets tidligere statsminister Hartling.”

Der var tilmed et åndeligt slægtskab mellem Mao og Grundtvig, mente Ejvind Larsen. Solidariteten med de nederste var de fælles om. Solen står med bonden op, slet ikke med de lærde, skrev Grundtvig. Og tilsvarende finder man i Maos lille røde, at det altid er eleven, der har ret, aldrig læreren. Dét kunne jeg godt lide,” erindrede Larsen i sin egen avis’ spalter. 

Blev Mao dyrket af datidens politiske partier på venstrefløjen? Ikke hos den sovjetloyale rival Danmarks Kommunistiske Parti, hvor overskriften på en køligt formuleret nekrolog i partiavisen Land og Folk lød: ’Han blev en gud og kunne ikke tåle det’. 

Stilhed om Kina

Vi har stadig til gode at opleve danske historikeres forklaringer på, at nutidens Kina er blevet en kæledægge for dansk erhvervsliv og klimaaktivister, mens samtlige Folketingets partier vælger fortielsen. Der er ingen kvalificeret Kina-debat nogetsteds, universiteterne har stort set lukket ned på området, og mediedækningen er for det meste præget af forudsigelige og kedsommelige forklaringsmodeller. Udover at alle håber på, at både EU-kommissionen og Trump-administrationen forhåbentlig kommer til en forståelse med China Inc. under den arbejdende bestyrelsesformand Xi Jinping, der står i spidsen for klodens største økonomi målt på såkaldte købekraftspariteter.   

Det seneste kvarte århundrede har de interne forhold i det kinesiske samfund været præget af en forbløffende politisk stabilitet, topstyret og påtvunget naturligvis, og en enestående økonomisk fremgang, som på det seneste er blevet mere afdæmpet. Kinas interne samfundsrelationer er i dag langt mere givende for Kinas indbyggere end det var tilfældet for de hasarderede ideologiske eksperimenter under Mao og de menneskelige tab og omkostninger, der fulgte. Uafhængige forskere taler om, at mellem 20 og 40 millioner kineseres død kunne have været undgået i perioden 1956-76. Åben debat om fortiden er i Xi Jinpings Kina en umulighed – i den forstand har Mao været en ubehagelig læremester. 

Hvis Kina her i 2026 kunne være et mere åbent, tolerant og rummeligt samfund end tilfældet er, ville det være fascinerende med en nutidig national, kinesisk diskurs om, hvorfor denne ældgamle kulturnation skulle igennem de mange selvpåførte katastrofer i årene 1949-79; perioden som en af pensioneret kadre engang tillod sig over for nærværende skribent at betegne som ’de 30 spildte år’. I en omvendt, paradoksal logik er nutidens Kina en konsekvens af Mao irrationelle og dysfunktionelle lederskab. 

En kyndig amerikansk forfatter og journalistkollega med mange års erfaring fra Kina har opfundet betegnelsen ’markeds-leninisme’ om den kinesiske hybridmodel, der forener statskapitalisme med leninisme. Mere præcist bliver det næppe.

Engang tilbage i 1980’erne, da Kinas reformer var i en tidlig fase, kom den tyske ekskansler Helmut Schmidt til Beijing og fik en samtale med reformernes arkitekt, Deng Xiaoping. På et tidspunkt spørger Schmidt sin vært, om ikke Kina var ved at forvandle det kommunistiske parti til et konfuciansk. Deng svarede retorisk tilbage, at han ikke mente, det gjorde nogen forskel. 

Det var på den tid (1982), at de kinesiske ideologiske skriftkloge besluttede sig for at afskaffe formandsposten i partiets vedtægter. Siden har der kun været generalsekretærer. De kunne såmænd hedde generaldirektører, koncernchefer eller på management-engelsk CEO. 

(Jyllands-Postens kronik 10. september 2026)