Med tak til Informations journalist Niels Ivar Larsen, der går i detaljen med bl.a. den fødevaresituation, krigen har skabt.

I 2022 forsøgte Rusland at kvæle Ukraines korneksport gennem Sortehavet. Fire år senere rammer krigen også den russiske eksport. Russiske missiler og droner angriber ukrainske havne og handelsskibe, mens ukrainske angreb har gjort sejladsen gennem Azovhavet og ud fra russiske sortehavshavne langt farligere.

Dermed har to af verdens vigtigste korneksportører på samme tid fået beskadiget deres vigtigste vej til verdensmarkedet. 

Det gør ikke parterne moralsk ligestillede. Rusland har indledt krigen og forsøger målrettet at kvæle Ukraines eksport. Ukraine angriber russiske havne og skibe i sit forsvar mod aggressoren. Men for verdensmarkedet bliver virkningen, at kornet fra begge lande får vanskeligere ved at komme ud.

Det ville nok være for tidligt at konkludere på den baggrund, at verden dermed allerede står foran en gentagelse af fødevarechokket fra 2022, men frygtscenariet kan skimtes. De globale kornlagre er ganske vist større end dengang, og fødevarepriserne ligger fortsat under toppunktet fra krigens første måneder. Men som FAO konstaterer, rammer blokaden på et tidspunkt, hvor tørke, dyrere gødning og energi i forvejen har gjort den globale fødevareforsyning mere skrøbelig, samtidig med at de humanitære budgetter er historisk lave.

I denne uges Verdensordenen går vi dybden med den dobbelte kornblokade, for selv en moderat prisstigning kan godt befrygtes at blive katastrofal i lande, hvor krig, gæld og valutakrise allerede har gjort brød og andre basisfornødenheder dyre.

Kornet hober sig op

På den ukrainske side har russiske droner og missiler siden juli ramt havneanlæg og civile skibe så omfattende, at store dele af eksporten ad søvejen er gået i stå. I de første to uger af august faldt Ukraines korneksport med 75 procentsammenlignet med samme periode året før.

Landbrugsminister Taras Vysotskyi har nedjustereteksportprognosen for sæsonen 2026/27 fra 43 millioner ton til 38-40 millioner. Det rapporterer Reuters. 

Den russiske blokade af de ukrainske havne rammer midt i høsten. Både Ukraine og Rusland har fået store og tidlige høster, men har vanskeligt ved at få kornet ud gennem det stadig farligere Sortehav. Ukraine kunne ifølge landets fødevareminister i august kun eksportere omkring 1,4 millioner ton – en tredjedel af det mulige. Kornet findes altså. Problemet er at få det ud, som The Guardian bemærker.

Det nye er, at også Rusland er blevet hårdt ramt. Ukrainske droner har angrebet skibe og havneanlæg i og omkring Novorossijsk og gjort passagen gennem Kertjstrædet usikker. Omkring 70 procent af Ruslands søbårne korneksport går normalt gennem sortehavshavnene og yderligere 20 procent gennem Azovhavet. Tatiana Orlova, ledende økonom i Oxford Economics, henviser til skøn, hvorefter den russiske eksport i august var nede på omkring 40 procent af den normale kapacitet.

Det er en alvorlig forstyrrelse, men dog endnu ikke en fuldstændig russisk nedlukning. 
Noget korn omdirigeres til Det Kaspiske Hav, Østersøen og stillehavshavnene. Afstandene er imidlertid længere, terminalkapaciteten mindre og transporten dyrere. Samtidig svulmer de russiske lagre efter en stor og tidlig høst, og hjemmemarkedspriserne falder, fordi kornet har vanskeligt ved at nå verdensmarkedet.

Konsekvenserne mærkes også af dem, der sejler kornet ud. Alene i juli blev 23 søfolk ifølge den tyrkiske sømandsfagforening Türkiye Denizciler Sendikası dræbt ved angreb på 35 skibe i Sortehavet. 

Krigens logistiske flaskehals er med andre ord også blevet en dødsfælde for civil skibsfart.

En søkrig næsten uden krigsskibe

Det er værd, at bemærke, at det ikke er den til østlige havne fordrevne russiske sortehavsflåde, der har gjort comeback. Ukrainske sødroner og missiler tvang tidligere en stor del af den væk fra Krim og østpå til Novorossijsk. Rusland presser nu især Ukraine med luftbårne droner og missiler mod havne og handelsskibe, mens Ukraine angriber russiske krigsskibe, havne og fartøjer, der betjener krigsøkonomien.

Ukraine har ramt klart flest fartøjer i den seneste optrapning: Alene fra den 6. til den 14. juli meldte Kyiv om 116 ramte skibe i Azovhavet. De fleste blev dog beskadiget, ikke sænket. Rusland har ramt færre skibe, men dræbt flere søfolk og ved systematiske angreb på havnene haft størst virkning på Ukraines korneksport. Det er en søkrig, hvor droner og landbaserede missiler har erstattet de store flådeslag.

Samme hav, ny krise

Krisen har en direkte forløber. I juli 2022 forhandlede FN og Tyrkiet sortehavsaftalen på plads. I næsten et år sikrede den handelsskibe passage til og fra tre ukrainske havne, indtil Rusland trak sig med henvisning til, at hindringerne for russisk eksport af fødevarer og gødning ikke var blevet fjernet. Ukraine oprettede siden sin egen maritime korridor, som trods russiske angreb fik eksporten i gang igen.

Ukraine har angiveligt via en mellemmand tilbudt Rusland en gensidig indstilling af angrebene på civile mål i Sortehavet. Kyiv venter fortsat på svar, mens Moskva hævder ikke at have modtaget noget formelt forslag. Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, har samtidig efterlyst en permanent mekanisme, der kan beskytte handelsskibene og forhindre en ny kornkrise. Ankara kan tale med begge sider og har før skabt resultater, men erfaringen fra den sammenbrudte aftale viser, hvor skrøbelig en ny ordning vil være.

Priserne stiger – men søkrigen i Sortehavet er ikke hele forklaringen

Markedet er for længst begyndt at reagere på den truende knaphed. 

FN’s fødevareprisindeks steg med 1,9 procent i august til 133,3 point. Hvede blev 2,6 procent dyrere på en måned og kostede 15 procent mere end året før. Men det kommer oven i, at globale hvedepriser allerede i begyndelsen af august lå næsten 25 procent over niveauet ved årets begyndelse og på højeste niveau i to år.

Hvedeprisen ligger dog stadig under det toppunkt, den nåede efter invasionen i 2022, og stigningen skyldes ikke alene kampene i Sortehavet. Tørke og hede har forringet høstudsigterne i USA, Canada og store dele af Europa. Samtidig er et El Niño under udvikling – en opvarmning af det tropiske Stillehav, som forskyder klodens nedbørsmønstre – og kan ramme høsten på den sydlige halvkugle. World Meteorological Organization forventer netop, at El Niño tiltager frem mod november-december.

Dertil kommer blokeringen af Hormuzstrædet, som normalt fører omkring en tredjedel af verdens gødningshandel ud fra Golfen. Verdensbanken registrerede allerede i marts en månedlig prisstigning på næsten 46 procent for urinstof, og FAO advarer om lavere høstudbytter i anden halvdel af 2026 og ind i 2027. Hormuzkrisen fordyrer altså ikke kun transporten af dette års korn; den kan også gøre de næste høstudbytter mindre.

Sortehavet er en vigtig del af forklaringen, men den optrækkende krises farlighed ligger netop i, at flere problemer optræder samtidig, som det fremgår af en gennemgang fra det internationale fødevarepolitiske forskningsinstitut IFPRI af samspillet mellem tørke, krig og eksportforstyrrelser.

Der er ikke endnu grundlag for at varsle global mangel på korn. FAO forventer ganske vist, at verdens kornproduktion falder to procent fra rekordåret 2025, men vurderer samtidig, at lagrene i nogen tid frem er forholdsvis solide. 

Men kan forstadierne til en ny verdensomspændende sultkrise endnu ikke aflæses af markedskonjunkturer, er der stadig risiko for, at den alvorlige transportkrise udvikler sig til et nyt prischok, hvis angrebene fortsætter, de øvrige høstudsigter forværres, og lagrene hos de store importlande begynder at skrumpe.

Brødet i Egypten

Her er Egypten blandt de mest udsatte. Rusland og Ukraine leverede tilsammen næsten 82 procent af landets hvedeimport i årets første otte måneder. Afhængigheden blev opbygget, før søtransporten for alvor brød sammen, men den viser, hvor vanskeligt det bliver hurtigt at finde andre leverandører. Private importører er allerede begyndt at købe fransk hvede, mens fragtpriser og melpriser stiger.

Egypten er ikke alene. En række lande i Nordafrika og Mellemøsten er stærkt afhængige af importeret hvede, og i Sudan, Yemen og Somalia møder dyrere fødevarer befolkninger, der i forvejen er hærget af krig og sult.

Det er vigtigt at skelne mellem prisen på hvede på verdensmarkedet og prisen på et brød i Kairo, Lagos eller Maputo. Verdensmarkedsprisen er kun ét led blandt mange. Svage valutaer, mangel på dollar, dyr energi, transportproblemer og strømafbrydelser kan holde detailprisen oppe, selv når kornet bliver billigere. Når verdensmarkedsprisen så igen stiger, rammer det ikke et velfungerende marked, men en forsyningskæde, der allerede er nær bristepunktet.

Samtidig er sikkerhedsnettet blevet tyndere. Finansieringen af fødevarehjælp, akut landbrugsstøtte og ernæringsprogrammer i kriseområder faldt med anslået 59 procent fra 2022 til 2025 og er dermed nede på et niveau, man ikke har set så lavt i næsten ti år.

FAO og Verdensfødevareprogrammet (WFP) har udpeget 13 lande og områder, hvor den akutte fødevareusikkerhed ventes at blive værre mellem juni og november. Sudan, Sydsudan, Yemen og Palæstina befinder sig i den alvorligste kategori, mens Nigeria og Somalia er rykket op blandt områderne med størst risiko – FAO og WFP’s vurdering omfatter omkring 266 millioner akut fødevareusikre mennesker.

Væbnet konflikt er den vigtigste årsag i 12 af de 13 områder. Et dyrere ton hvede skaber ikke i sig selv hungersnød, men kan meget vel blive den forstærkende faktor, der skubber en udsat familie eller et gældsplaget land ud over kanten.

Den lange vej uden om Sortehavet

Ukraine er i dag noget bedre forberedt end i 2022. Sammen med EU og Moldova har
landet udbygget de såkaldte solidaritetskorridorer via Donau, jernbaner og landeveje. Siden maj 2022 har de ført omkring 95 millioner ton korn, oliefrø og beslægtede varer ud af Ukraine.

Men tallene viser også en begrænsning. I juli gik omtrent 80 procent af Ukraines landbrugseksport stadig gennem Sortehavet og blot 20 procent gennem de alternative ruter – det fremgår af EU-Kommissionens seneste opgørelse af fordelingen mellem søvejen og solidaritetskorridorerne.

En større del kan flyttes over på jernbane og pramme på Donau, men det er for det første fordyrende og kan for det andet ikke bare ske fra den ene dag til den anden. Sporvidden skifter ved EU’s grænse, godset skal omlades, grænsekontroller tager tid, og østeuropæiske havne og jernbaner har begrænset kapacitet. Desuden kan en stor tilstrømning af ukrainsk korn presse priserne i nabolandene og på ny fremkalde politiske konflikter med landmænd i Polen, Slovakiet, Ungarn og Rumænien.

Ruslands alternativer er endnu vanskeligere. Landets vigtigste dyrkningsområder 
ligger langt fra Østersøen, Arktis og Stillehavet, og havnene dér kan ikke uden videre overtage Sortehavets volumener. Derfor kan begge lande få kornet ud ad andre veje – men ikke hurtigt nok eller billigt nok til fuldt at erstatte den maritime hovedvej.

Hvem kan så åbne havet?

Der findes umiddelbart tre udveje, men ingen af dem kan stå alene.

Det første er en aftale, der beskytter civile skibe og havneanlæg. Igen kan Tyrkiet her blive den oplagte mægler, muligvis med FN som garant, men en aftale kræver kontrol og konsekvenser ved brud. Her viste erfaringerne fra 2023, at en korridor kun består, så længe begge parter mener, at de har mere at vinde ved at holde den åben end ved at lukke den.

Det andet er en hurtigere udbygning af Donau-havne, jernbaner og grænseovergange. De kan ikke erstatte Sortehavet, men de kan stadig dæmpe chokket og gøre Ukraine mindre sårbart over for næste blokade.

Det tredje er flere penge til de lande og organisationer, der skal afbøde konsekvenserne. Når finansieringen af fødevarehjælpen er faldet med 59 procent, er nødhjælpssystemet i sagens natur dårligere rustet netop i det øjeblik, hvor priserne igen kan begynde at stige.

Rusland gjorde i 2022 kornet til et våben mod Ukraine. Fire år senere rammer krigen også den russiske eksport, og Sortehavet er blevet så farligt, at rederier og forsikringsselskaber holder sig væk. 

Det betyder ikke nødvendigvis, at verden styrer direkte imod en gentagelse af fødevarechokket fra 2022. Men for de lande, hvor krig, gæld og valutakrise allerede har gjort brødet dyrt, behøver prisstigningen heller ikke være historisk stor for at blive katastrofal. Derfor er det nu – før transportkrisen bliver til en sultkrise – at alternative ruter skal udbygges, handelsskibene beskyttes, og den beskårne fødevarehjælp finansieres. Der er med andre ord brug for rettidig omhu. 

Det var alt fra mig. Verdensordenen er tilbage i næste uge.

/ Niels Ivar Larsen