Den kinesiske systemkritiker Zeng Jinyan har sammen med sin eksmand, Hu Jia, i mange år kæmpet mod Asiens mægtigste sikkerhedsapparat. Bogen om dem, ‘Beijing Love Story’, er netop udkommet på dansk. 

I autoritære stater handler politisk forandring om at finde de rette balancer. Mellem befolkningsgrupper indbyrdes og mellem individer og statsmagt. Ikke mange andre steder på kloden er balancen rykket så dramatisk som i Kina gennem de seneste tyve år, og alligevel er der for de mest profilerede kritikere intet nyt i skyggerne under den østasiatiske sol.

Så det er overvældende at møde en af disse kritikere, der har turdet konfrontere verdens nok mægtigste politistat, den kinesiske. Zeng Jinyan er i København for at fortælle om bogen ‘ Beijing Love Story. To aktivisters kamp for kærlighed og menneskerettigheder i Kina’, der er skrevet om hende og hendes mands liv.

Indtil for nylig var Zeng, der i dag bor i Hongkong, en af de mest profilerede i det kinesiske dissidentmiljø: Hun har været samlevende med aktivisten Hu Jia, de har en datter sammen, og de blev kendt i Kina og i verden som fortalere for støtte til hivog aids-ramte, som de mente blev negligeret af myndighederne. Parret blev chikaneret efter alle kunstens regler under flere års nærkontakt med politistatens uniformerede repræsentanter.

Stille om Ai Weiwei

I omverdenens øjne var Zeng Jinyan og Hu Jia i en periode i samme udsatte kategori som landets kendteste dissident, multikunstneren Ai Weiwei, omverdenens kæledægge blandt Kinas systemkritikere.Ham har der været temmelig stille om i de seneste år, så det er indlysende at spørge Zeng, hvordan det går med Ai Weiwei.

»Han er min bedste ven. Desværre har jeg ikke set ham længe. Nogle journalister, der har mødt ham for nylig, siger, at gløden i hans øjne er borte. Jeg er dog sikker på, at han stadig er meget kreativ, at han stadig kritiserer staten, men jeg frygter, at noget i ham er bukket under. Han har for tiden gang i en protest, hvor han bruger blomster.Hver dag sætter han en buket blomster på sin cykel foran sit studie. De blomster bliver selvfølgelig stjålet«.

Hvad er det, han forsøger at fortælle?

»At han vil have sit pas tilbage, så han kan rejse ud. Det er en praksis, jeg kender til. Myndighederne begrænser kritikeres bevægelsesfrihed; det har jeg selv oplevet i fem år«.

Det lykkedes for Chen Guangcheng, den blinde aktivist, at forlade landet, og her spillede amerikanske diplomater en rolle. Ham kender du også. Chen har det ikke nemt i USA, hvor han bliver brugt af visse interessegrupper.

»At bosætte sig i udlandet kan blive ganske kompliceret, for mig er det ikke en løsning. Jeg er en almindelig ph. d.- studerende,der vil dyrke karrieren, og her er Hongkong Kinas bedste sted«. Du må have stillet dig selv spørgsmålet, om det har været det hele værd. Hensynet til Hu Jia og jeres datter. Og at kampen har kostet jeres samliv.»På det personlige plan har der været omkostninger, ja.Men enhver, der har været i de situationer, jeg har været i, vil ikke finde det meningsfuldt at stille et sådant spørgsmål. Det handler om at bevare menneskelig værdighed«.

Patrioter eller ej

I 2008 begik parret en helligbrøde ved at stille spørgsmålstegn ved afholdelsen af OL i Beijing. Om det nu virkelig var en begivenhed, som fejrede kinesisk kultur og historie, eller om det var reduceret til en pr-øvelse for det herskende magthaverparti.Hu Jia og Zeng Jinyan blev sat i husarrest, overvåget, aflyttet, chikaneret, fordi de efter myndighedernes opfattelse er illoyale over for ikke partiet, men det kinesiske samfund, fordi de mangler kærlighed til fædrelandet. Sådan lyder myndighedernes begrundelse. Hvordan det kan bevises?

Jo, siger de uniformerede, det afsløres i parrets regelmæssige kontakter til især udenlandske mediefolk i Beijing. Korrespondenterne har nemlig fået nogle af de mange historier om parrets kamp for at hjælpe hiv-og aids-ramte kinesere.

Men nogle begyndte også at beskrive parrets dybt ubehagelige og fornedrende oplevelser med Kinas ‘ sikkerhedsapparat’.En af dem er den finske journalist Sami Sillanpää, der var korrespondent i Beijing for det store dagblad Helsingin Sanomat i årene 2003-09.Han skulle som alle andre udstationerede ansætte en kinesisk assistent, og Zeng Jinyan var en af ansøgerne.Hun fik ikke jobbet, og først efterfølgende erkendte Sami Sillanpää, hvilken kontroversiel personlighed han var lige ved at få ind på sit kontor.Utvivlsomt er det en blanding af samvittighedsnag og genuin fortællelyst, der har fået den hjemvendte korrespondent til at berette om Hu Jia og Zeng Jinyan i ‘ Beijing Love Story’.

Fornedrelse i bogform

I dag lever den 30-årige alenemor Zeng Jinyan en rimelig tilværelse på Kinas frieste lokalitet, Hongkong, utvivlsomt det bedste sted for kinesiske dissidenter overhovedet, hvis man ikke vil forlade fædrelandet. Her er der tilpas langt til magt-og kulturcenteret Beijing, hvor ekspartneren stadig lever det konfronterende liv.

Er det prisen værd at ofre familielivet på systemkritikkens alter? Du kunne have arbejdet på systemets præmisser.

»Det kunne jeg, men kun ved at acceptere nogle betingelser. Mit møde med aids-ramte og forsøgene på at hjælpe dem gjorde hele forskellen. Vi kunne ikke bare vende os væk og gå fra dem. De få rettigheder, de havde, skulle forsvares.Og jo bedre vi forsøgte at hjælpe dem, jo mere opdagede vi om karakteren af Kinas politiske system«.

Alligevel er din og dine forældres historie levende beviser på, at landet har forandret sig?

»Forandringerne er indlysende, men den totalitære fortid fornægter sig ikke.Der er meget lav tolerance over for kritikere, og er du først på systemets sorte liste, er det meget vanskeligt at komme af den liste. Jeg har gjort de samme erkendelser, uanset om jeg har arbejdet med aids-ofre eller sammen med universitetsfolk, kunstnere, filmfolk, skribenter og andre. Dilemmaet er vanskeligt: Passer man sine egne sager, kan man få et godt liv. Men jeg erkendte, at forsøgte jeg ikke at hjælpe andre, ville jeg før ellers siden være i deres situation og ønske, at nogen ville hjælpe mig«.

Størst mulig ærlighed

I Hongkong er Zeng Jinyans forskningsfelt sociale bevægelser, feminisme, cyberaktvisme og andet af samme skuffe.Emner, som hun ville få meget vanskeligt ved at håndtere, hvis hun var blevet i Beijing.

»Som akademiker arbejder jeg med data og bør gøre det med størst mulig grad af ærlighed. Enhver kunstner eller forsker, der vil have et ærligt forhold til virkeligheden, bliver systemkritiker før eller siden«.

De veluddannede kinesere bør vel presse på for at flytte grænserne for, hvad der er muligt?

»Der har været mange forandringer, men meget forbliver det samme. Min fi-losofilærer er en meget dygtig lektor.Han ville skrive en bog om Folkerepublikkens grundlægger, Mao. Han forbliver i sin lektorstilling og bliver aldrig professor. Det er sådan, systemet arbejder«.

Zeng fortæller som et skræmmeeksempel en historie om, at ‘ systemet’ forsøgte at indmelde et par hundrede kunstnere i en statskontrolleret sammenslutning.De, der nægtede, blev sat ud af deres boliger.

»På den anden side er der dem, der begynder af indgå kompromiser med staten. For dem er vejen til penge, job og indflydelse åben. Prisen, de betaler, er høj. De accepterer den selvcensur, der i stigende grad har afløst den gammeldags forhåndscensur af alt«.

Ideologien er død, men

»Det, der optager mig, er, om civilsamfundet kan få større rum i Kina. Den oplevelse havde vi i 1980′ erne inden massakren på Tienanmen. Det er korrekt, at der er kommet et civilsamfund i Kina, men det opererer i vid udstrækning på statens præmisser. Jeg mener, at selv i Cuba er civilsamfundet friere. I Kina har kommunismen som ideologi helt tabt betydning, i stedet er partiets folk blevet repræsentanter for særlige interessegrupper, der varetager personlige og familiemæssige interesser. Det har skabt et meget komplekst system«.

Vil Kina være et bedre eller et værre sted at leve i om fem eller ti år?

»Staten bør søge at løse de mest presserende problemer, som handler om miljø, velfærd, sundhed og fødevaresikkerhed.Det forsøger de og kan måske opnå en balance på kort sigt. Den kinesiske befolkning er kendt for sin tålmodighed, og man finder sig i meget«.

Der tales om, at Kina bør udvikle sig som Singapore. Et lov og orden-samfund, hvor de bedst uddannede bestemmer det meste.

»Og en stat, der behandler borgerne som små børn!«.

(Interview i Politiken 7.9.2014)