Forsvaret af de irakiske kurdere har højeste prioritet. Forude kan der vente en statsdannelse.

Mens verden afventer flere detaljer om opbygningen af den koalition, der skal bekæmpe Islamisk Stat (IS), er det relevant at overveje, hvilket mønster der med stor sandsynlighed vil tegne sig i den faktiske krigsførelse, og hvilke overvejelser aktørerne gør sig.

At USA kommer til at trække langt det største læs, er en selvfølgelighed. Alligevel er vi langt fra de tilstande, der var gældende for den første Golfkrig, befrielsen af Kuwait i 1991.

Det indlysende spørgsmål er: Kan den aktuelle krig blive ført på to forskellige måder, afhængigt af om koalitionen går efter mål i Irak eller i Syrien? Problemet er, at den oprindelige landegrænse er blevet en temmelig hypotetisk størrelse: IS-krigerne bevæger sig frem og tilbage over den alt efter nødvendighed.

Som bekendt har USA ikke villet bombe mål på syrisk territorium; derfor handler det om at ramme IS-styrker, når de bevæger sig ind i Irak. Men mange ISangreb i Irak lader sig kun udføre, fordi disse styrker har tilflugtssteder i Syrien, og når USA bomber mål på irakisk territorium, har det især at gøre med at skulle forsvare det selvstyrende kurdiske område i den nordlige del af landet.

Firkantet sagt skal amerikanske luftangreb sikre status quo for irakisk Kurdistan, for her har USA en loyal, provestlig regering, der tilmed kan levere både olie og et pålideligt lokalt militær.

Vi kommer utvivlsomt til at høre Obama tale mere eksplicit om nødvendigheden af at hjælpe det irakiske Kurdistan til at forsvare eget territorium. Men jo flere år denne indsats trækker ud, jo nærmere kommer kurderne en reel opdeling af det oprindelige Irak og dermed anerkendelsen af et Kurdistan med fuld selvstændighed.

ET TILSVARENDE scenario er en umulighed i Syrien. Den vestlige koalition har ikke den pålidelige og acceptable koalitionspartner, som man har med de irakiske kurdere i nabolandet.

Om de få moderate syriske oprørsgrupper overhovedet er i stand til at erobre territorium fra IS-styrkerne er højst usikkert; tværtimod vrimler det med rivaliserende grupper, der måske er indbyrdes modstandere i dag, men kan blive allierede i morgen, især hvis de bliver ramt af en amerikansk bomberegn. Skulle det ske, at den vestlige koalitions bombefly rammer IS-mål i Syrien, vil det tilmed være en regulær taktisk håndsrækning til Bashar al-Assad.

Fordi den irakiske regering har givet sin amerikanske protektor tilladelse til at bombe IS-mål i landet, er det ikke påkrævet for USA at få accept i FN’s Sikkerhedsråd for at legalisere operationer fra luften.Situationen er stik modsat i Syrien, hvor Rusland vil bruge sit veto, hvis eller når det kommer så langt.

Selv en militær indgriben i Syrien, der kunne handle om at undsætte civile, vil få det svært ved at blive realiseret. Juridisk kan amerikanske luftangreb i Irak sidestilles med de bombardementer, Nato gennemførte i Libyen i 2011 på basis af FN-resolution 1973.Sprogbrugen her har klare ligheder med FN-resolution 2170 fra 7. august om Irak, hvor der tales om »omfattende og systematiske angreb mod civilbefolkningen«.

VERDEN, og især USA, har trods alt lært af den ulyksalige tilstand i 1970′ ernes Sydøstasien, hvor amerikanske bombefly pulveriserede byer og distrikter i Vietnam, Laos og Cambodja.

Her var der tale om uerklærede krige, hvor amerikanerne et langt stykke ad vejen bekæmpede imaginære fjender og forsøgte at støtte allierede, der kun havde minimal opbakning i de lokale befolkninger. Kombinationen af antikommunistisk inddæmningspolitik byggende på dominoteorien fra 1950′ erne og borgerkrige per lokale stedfortrædere viste sig dødelig for næsten 60.000 unge amerikanere og mindst et par millioner asiater.

Det bedste man kan sige om denne konflikt er, at den blev relativt kort, et tiår, og at amerikanerne i dag hilses velkommen i det meste af regionen.

Sådan bliver det næppe i Mellemøsten.Både Irak og Syrien risikerer afghanske tilstande, hvor fjenden er diffus og allestedsnærværende, og hvor det indbyrdes sammenhold mellem væbnede grupper kun styrkes af en stormagts tilstedeværelse, sådan som Sovjetunionen erfarede i 1980′ erne, og som en række vestlige allierede har måttet erkende det i Afghanistan.

FORESTILLINGEN om at kunne genskabe et Irak, der samler befolkningen nationalt og demokratisk er i dag en skinbarlig og kostbar illusion. Den vestligt ledede koalition kan af hensyn til alliancepartnere, ikke kun regeringen i Bagdad, men også Tyrkiet, af indlysende grunde ikke gå ud og deklarere, at et uafhængigt Kurdistan er et af krigens hovedmål. Men det kan blive en uafvendelig realitet på sigt.

(klumme i Politiken 18.09.2014)