Paraply-revolutionen blev en fuser. Demonstranterne må til forhandlingsbordet.

NÅR SKYSKRABERE og butikscentre indhylles i tåregas, rykker medierne, fordi en ‘ gaderevolution’ stimulerer romantiske forestillinger om ‘ folkemagt’, der mobiliserer mod autokrati og politistatsmetoder.

Men kernen i konflikten ligger et helt andet sted end det, tv-reportagerne viser. De seneste ugers begivenheder i den kinesiske region Hongkong blev leveringsdygtige i billeder, der i den ofte naive vestlige forestillingsverden ligner noget, som demonstranter i Kijev, Kairo og Istanbul tidligere har forsøgt sig med. For skyerne af tåregas har skygget for årsagerne til et mindretals frustrationer i den tidligere britiske koloni.

Forgangne weekend begyndte Occupy Central at ligne en fuser; den er nu en bevægelse, der taber flyvehøjde. En sandsynlig forklaring er, at der er dannet flere modbevægelser, som frabeder sig uovervejede og diffuse studenterprotester, som ikke forholder sig til Hongkongs reelle udfordringer, men alene er fikserede på uenigheder om valgteknik, når regionens regering og lokalparlament skal vælges om tre år.

LIDT forhistorie: Storbritanniens overdragelse af sin koloni gennem 155 år til Kina i 1997 blev gennemført på forudsætninger, der ikke var kendt fra andre kontinenter eller fra andre perioder i moderne historie: en formel, der hedder ‘ Et land, to systemer’.

Neoliberale i Vesten kunne ikke se det, men overdragelsen blev også starten på et brud med den totalitære fortid på fastlandet.

Hongkong har sit eget juridiske system, en relativt fri presse og et uafhængigt civilsamfund. Ingen politikere i lokalparlamentet bestrider, at Beijing i det store og hele har overholdt det aftalegrundlag, som Margaret Thatcher og Deng Xiaoping forhandlede sig frem til i 1984, og som skal gælde frem til år 2047.

Flere års meningsmålinger fra University af Hong Kong viser samstemmende, at langt de vigtigste emner, der optager almindelige beboere, handler om leveomkostninger og beskæftigelse, ikke valgteknik.

Da Occupy Central-gruppen i juni gennemførte en ikke-autoriseret underskriftsindsamling til støtte for valgreformer, fik de trekvart million underskrifter.To måneder senere kunne en modbevægelse, der frabad sig Occupy Centrals kampagner, mobilisere 1,3 millioner underskrifter.

Så da gadeuroen var på sit højeste, var det kun undtagelser i vestlige medier, der informerede om, at halvdelen af lokalparlamentet vælges direkte af befolkningen, mens den anden halvdel vælges af særligt sammensatte valgmandskollegier.

Førsteministeren udpeges af en komite, der er sammensat af 1.200 indbyggere fra Hongkong, ikke Beijing. Centralregeringen i Beijing har udarbejdet en plan for, at førsteministeren fremover kan vælges direkte af Hongkongs vælgere, men disse skal forhåndsgodkendes af en særlig udvælgelseskomite. Det, som Occupy Central ønsker sig, er retten til direkte udpegning fra gaden: en udenomsparlamentarisk mekanisme, som der ikke er juridisk grundlag for i ‘ Basic Law’, den miniforfatning, der har tjent Hongkong så udmærket i 17 år under ‘ et land, to systemer’-formlen.

Det bedste, aktivisterne kan håbe på, er derfor lokalregeringens accept af, at de danner en valgmandsgruppe, der bliver opstillingsberettiget til næste valg.

JAMEN, er der så andre årsager til aktivisternes vrede og frustrationer?

It’s the economy, stupid.

Som finansiel og merkantil guldfugl for Folkerepublikken er Hongkongs betydning faldende. Siden overdragelsen i 1997 har Kinas vækst været systemforandrende, og der er i dag mange byer, der kan levere det samme, som Hongkong engang var alene om.

Titusinder af velhavende kinesere fra fastlandet har bosat sig i byen og har bidraget til at sende ejendomspriserne på himmelflugt.Hongkong er ikke længere Kinas største og vigtigste havn, og hundredvis af fabrikker er flyttet væk, hovedparten ind i naboprovinsen Guangdong.

Steve Vickers, analysechef i et rådgivningsfirma, der følger udviklingen i Hongkong, bemærker til nyhedsbureauet Bloomberg, at Hongkong ved overdragelsen i 1997 havde ‘ superværdi’ for Folkerepublikken, men:

»I dag er der mange kinesiske byer, der er langt større end Hongkong, og som kan levere de samme ydelser«, siger Vickers, der har en fortid i efterretningsenheden i Royal Hong Kong’s Criminal Intelligence Bureau.

Hongkong har med andre ord fået konkurrence fra andre kinesiske byer, hvilket både kommercielt og politisk er et fremskridt, som kun blinde ideologer og naive aktivister ikke kan få øje på. Hongkong er en rollemodel for Kina.

(klumme i Politiken 8. oktober 2014)