70-året for bombningerne af Hiroshima og Nagasaki bør give anledning til lidt revision af historien.

ATOMBOMBEN indledte en ny æra i historien, fordi den afsluttede krigshandlingerne i Fjernøsten og sikrede Japan en plads i eftertiden som Østasiens vigtigste amerikanske allierede.I dag er der mindehøjtideligheder på det første bombemål, Hiroshima, og på søndag er det bombemål nr. 2, Nagasaki, der skal mindes sine titusinder af døde civile i anledning af 70-året for den mest brutale enkeltstående krigshandling i menneskehedens historie.

Ikke bare for det japanske samfund, men for alle os andre bør mindedagen være anledning til refleksion: Kunne verdenskrigen være afsluttet på andre måder, så tusinder af civile japanere havde undgået denne voldsomme død? Havde det amerikanske militær og dets politiske beslutningstagere andre muligheder?

Talrige historikere har gennem årtier brugt det argument, at atombomberne ikke var et egentligt kampvåben, fordi målet var befolket af civile. Kritikere har brugt betegnelsen statsterrorisme. Richard A. Falk, professor emeritus i folkeret ved Princeton Universitet, har skrevet, at det erklærede mål med to bombninger var at terrorisere den japanske befolkning gennem massedrab og dermed stille dets ledere i udsigt, at deres samfund risikerede den totale udslettelse. Andre har peget på den særlige virkning, som bomberne havde uden for Japan.

To dage efter Hiroshima-bomben erklærede Sovjetunionen Japan krig, og på dagen for Nagasaki-bomben var sovjetiske styrker i kamp mod japanske styrker i Manchukuo, den klientstat, som japanerne havde etableret på kinesisk område i 1931. Stalins Røde Hær fortsatte til det nordlige Japan og besatte den øgruppe, der i dag kendes som Kurilerne, og som er beliggende syd for Kamtjatka.

DEN konventionelle opfattelse blandt et flertal af historikere er, at bomben mod Hiroshima var en militær nødvendighed, der betød, at hundredtusinder af menneskeliv, både japanske og allierede, blev sparet. Fra kamphandlinger på flere stillehavsøer var amerikanerne på den mest brutale vis blevet bekendt med japanernes vilje til at ofre sig for kejseren og nationen.

De amerikanske planlæggere havde omhyggeligt forberedt scenarier og omkostningsanalyser i tilfælde af en regulær invasion af de japanske hovedøer. Tallene går fra en kvart million dødsofre og opefter. Krigen ville med stor sandsynlighed tidligst være afsluttet ved udgangen af 1945.Opfattelsen af Hiroshima-bomben som den mindst bekostelige måde at afslutte krigen mod Japan på står ikke uimodsagt.

Admiral Chester W. Nimitz, dengang øverstkommanderende for den amerikanske stillehavsflåde, er citeret for følgende: »Japanerne var i gang med at undersøge mulighederne for en fredsaftale. Fra et rent militært synspunkt havde atombomben ingen afgørende rolle i at få Japan nedkæmpet«.

Nimitz’ kollega, stabschef William D. Leahy, forklarede præsident Harry Truman, at »japanerne allerede var slået og parate til at overgive sig på grund af en effektiv blokade til havs og en serie vellykkede bombninger af byer med konventionelle bomber«.

HISTORIKEREN Tsuyoshi Hasegawa har skrevet, at det ikke var atombomberne, der var hovedårsagen til, at den japanske ledelse valgte kapitulationen, snarere Sovjetunionens beslutning om at indtræde i krigen; en handling, som de øvrige allierede havde givet grønt lys for.

En sovjetisk aktion af et beskedent omfang gjorde det klart for de japanske generaler, at de risikerede en opdeling af landet: russiske tropper i den nordlige del af landet og amerikanske invasionsstyrker i syd, hvor der ville blive kæmpet fra hus til hus i store byer.

I det japanske krigsråd blev det kejser Hirohito, der tvang de mest stædige officerer til at acceptere kapitulationen. Dette er med til at forklare, hvorfor den amerikanske besættelsesmagt siden undlod at stille kejseren for det tribunal, der straffede mange af hans topfolk.

VAR DEN japanske frygt ubegrundet? Ikke når man ser på, hvad der skete i de følgende år på den samtidigt befriede koreanske halvø. Et sovjetisk klientstyre blev indsat i nord, et proamerikansk styre i syd og en tre år lang og blodig krig brød ud i sommeren 1950. Konflikten er stadig uløst, og millioner af nordkoreanere betaler en utålelig pris for eftervirkningerne.Russerne er stadig på Kurilerne, hvor de ruster op.Så lad historieskrivningen give mere plads til den fortolkning, at formålet med atombombe nr. 2 handlede om at holde Stalins hære ude af det japanske ørige. Den konflikt er ikke helt ovre endnu.

(klumme i Politiken 6.8.2015)