Verden blev sparet for 400 millioner kinesere

Der er logik bag omlægningen af Kinas befolkningskontrolpolitik. 

At Kina nu officielt opgiver sin omstridte etbarnspolitik burde ikke overraske. Skiftet har været undervejs et stykke tid.

Frem til 1979, da målsætningen om ét barn per familie blev indført, havde Kina ikke nogen familieplanlægningspolitik, der fulgte internationale anbefalinger. Myndighederne havde dog tidligt givet adgang til prævention.

Hen over årene har der været mange undtagelser fra reglen om ’kun-et-barn’, men minoriteterne, der udgør godt syv procent af befolkningen, har hele tiden været holdt uden for restriktionerne.

Hvis en landbofamilies førstefødte var en pige, blev der givet lov til at få en lillesøster eller lillebror – helst sidstnævnte på grund af den traditionelle præference for drengebørn.

e13-415

Siden blev der indført en bestemmelse om, at hvis begge forældre var enebørn, kunne de sætte nr. to i verden. Konsekvensen er blevet, at den kinesiske fødselsrate nu er på 1,5 per kvinde i den fødedygtige alder, hvilket ikke er nok til at reproducere befolkningen og som medfører en aldersforskydning, der hen imod midten af århundredet kan betyde, at Kina står med en lille halv milliard indbygger på 65 år eller mere.

Dermed ser det kinesiske samfund ind i en situation, der minder om mange europæiske landes: den yngre, arbejdsduelige del af befolkning vokser ikke hurtigt nok til at kunne erstatte dem, der forlader arbejdsmarkedet for at gå over i pensionistlivet.

Sådanne udfordringer er alvorlige for naboerne Japan og Sydkorea, der ligesom i Kina ikke er indstillet på at løse problemet gennem indvandring.

Østasien har ikke den fri bevægelighed for arbejdskraften, som har hjulpet mange europæiske økonomier, og Kina må derfor til at skrue på det håndtag, der hedder flerbarnsfamilier.

I sammenhæng med, at Kina efter økonomiske reformer, der har varet lige så længe som etbarnspolitikken, er blevet et mellemindkomstland, giver det mening at omlægge familieplanlægningspolitikken. Den aktuelle beslutning vil utvivlsomt blive godt modtaget bredt i det kinesiske samfund.

Xian.  Advertising using giant baby image, hoping to exploit Chinese love of children, exaggerated by the government's intrusive one-child policy.Families

Sven Burmester, fhv. dansk FN-chef og i flere år leder af FN’s Befolkningskontrolfond i Beijing har regnet sig frem til, at hvis Kina ikke i 1979 havde indført den stramme børnebegrænsningspolitik, ville landet skulle havde brødføde mindst 400 millioner flere mere, end det er situationen i dag.

Tallet repræsenterer en voldsom ekstra belastning af ressourcer og miljø, som Kina dermed er blevet sparet for og som betyder, at den relativt pæne velstand, der er bygget op er slået igennem i form af en middelklasse på anslået en kvart milliard mennesker.

Men omlægningen af familieplanlægningspolitikken kommer næppe til at så alene. I de kommende år kommer vi til at se udvidelse af pensionsforsikringsordninger og andre velfærdsydelser, som vil få Kina til at ligne de europæiske samfund mere.

Har etbarnspolitikken slået fejl? Vil nogen spørge. Ikke, hvis man ser den opbygning af velstand, der er sket. Vil den aktuelle omlægning blive godt modtaget af offentligheden?

Utvivlsomt. Vi kommer til at se talkshows i tv med præmierede familier, der viser deres poder frem og fnisende taler om, at de nu forsøger at få barn nr. 2. De vil tale om deres nyerhvervede bolig, deres overvejelser om køb af bil og planlægning af familiens første udlandsrejse.

Alt sammen en historie, der er set før – for årtier siden i sammenlignelige samfund: Japan, Sydkorea, Taiwan, Hongkong, Singapore.

Uden for denne landekreds kan erfaringen næppe kopieres. Da den indiske regering under Indira Gandhi i midten af 1970’erne indførte familiebegrænsning med brug af bl.a. tvangssterilisationer, var reaktionerne voldsomme og førte til, at vælgerne afsatte hende. Og en hovedforklaring på, at Indiens opbygning af velstand sakker agterud i forhold til Kina, skal utvivlsomt findes her.

Publiceret på Politikens netavis 29.10.2015

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s