Oppositionspartiet har sikker kurs mod regeringskontorerne længe inden valget til januar

INDTIL FOR ganske nylig så det ud til, at præsidentvalgkampen i Taiwan ville blive et kapløb mellem to kvinder. Den ene, Tsai Ing-wen, er kandidat for det eneste oppositionsparti af betydning, Det Demokratiske Fremskridtsparti, DPP, og bliver med stor sandsynlighed østatens næste præsident.

Den 58-årige jurist er en veteran i taiwansk politik og har en solid føring i opinionsmålingerne.Hendes modkandidat fra regeringspartiet Kuomintang (KMT) var indtil for en halv snes dage siden også en kvinde, 67-årige Hung Hsiu-chu. Men Hung sakkede agterud i meningsmålingerne, så partiet så ingen anden udvej end at skifte hende ud med partiformanden, den 54-årige borgmester i New Taipei City, Eric Chu.

DET FOREKOMMER ikke sandsynligt, at KMT dermed kan vende skreddet i vælgerbefolkningen, og det interessante spørgsmål bliver derfor, om DPP får både præsidentposten og et flertal i parlamentet. Partiet havde under Chen Shui-bian præsidentposten i årene 2000-08, men måtte regere under vanskelige betingelser, fordi Nationalistpartiet sad på flertallet i parlamentet og stadig den dag i dag er et parti, der baserer sin magt på de gamle etablerede magthierarkier med store formuer til at finansiere sig hele vejen til vælgernes indflydelse.

KMT-kandidaten Eric Chu vil i de to måneder op til valget bygge sin valgkampagne på, at han vil være den af de to kandidater, der bedst kan sikre, at relationerne til Folkerepublikken Kina forbliver fredelige, og at den kinesiske økonomis vækst vil fortsætte med at bidrage til udviklingen af velstand i Taiwan.

I maj mødtes han med Kinas præsident Xi Jinping og udtrykte sin interesse i at tilslutte sig Kinas nye euroasiatiske udviklingsbank, AIIB. Interessant nok har han også sagt, at Taiwan vil søge optagelse i det nyligt etablerede handelsnetværk Trans-Pacific Partnership, som USA står i spidsen for.

Altså en både-og-politik frem for en enten-eller-politik.

En af de helt store udfordringer for politikere i østaten er den markante generationskløft, der manifesterede sig i fjor med den såkaldte Solsikke-bevægelse.Hundredvis af studenteraktivister besatte i forårsmånederne flere regeringskontorer og parlamentsbygningen for at protestere mod en af de 21 økonomiske samarbejdsaftaler, som den afgående præsident, Ma Ying-jeou, har brugt to embedsperioder på at få forhandlet igennem med sin modpart på den anden side af Taiwanstrædet.

Aktivisterne mener, at den Cross-Straits Service Trade Agreement, som præsident Ma har givet sin underskrift, giver Kina helt unødvendige fordele. Bevægelsen har utvivlsomt vakt en bredere interesse i Taiwan for de rammer, der er lagt for det økonomiske samkvem med giganten på den anden side af strædet.

Men det er mere end tvivlsomt, om en kommende præsident kan ændre afgørende på de fundamentale betingelser for Taiwans økonomiske liv.Kritikken bygger på betænkeligheder ved, at præsident Ma fremmer Taiwans økonomiske afhængighed af Kina og dermed på sigt baner vejen for en genforening, som der ingenlunde er flertal for i Taiwans befolkning.

Ingen, hverken i KMT eller DPP, forestiller sig en (gen) forening alene på betingelser, som defineres af Beijing, men det bagvedliggende og uafklarede spørgsmål er, om Kinas voksende globale indflydelse betyder, at Taiwans nuværende sikkerhedsgarantier, som USA står for, undermineres, og om betingelserne for Taiwan som et selvstyrende samfund skal omdefineres. Årtiers status quo – en strategisk tvetydig politisk status – er den formel, som der hidtil har været flertal for.

SIDEN 1979, DA USA anerkendte Folkerepublikken, lukkede sin ambassade i Taipei og åbnede en ny af slagsen i Beijing, har USA under den såkaldte Taiwan Relations Act garanteret at forsvare øen, hvis Kina truer med genforening med militære midler. Kina betragter Taiwan som en frafalden provins, der skal hentes hjem til moderlandet, men har ikke i 20 år raslet direkte med missilsablerne i den provins, Fujian, der ligger i 150 kilometers afstand fra Taiwan.

Geografi, tæt økonomisk samkvem og kulturelle og historiske bånd betyder, at en hvilken som helst præsident i Taiwan må definere et proaktivt engagement i forholdet til klodens næststørste økonomi.USA’s garantier står ikke i vejen for en sådan udvikling, men giver kun Taiwan begrænset politisk spillerum. Et sikkerhedspolitisk partnerskab mellem Taiwan og østatens gamle kolonimagt Japan, er udelukket.

Trods mange uenigheder i indenrigspolitikken kommer Tsai Ing-wen til at følge den kurs, som USA stak ud for snart 37 år siden.

(klumme i Politiken 29.10.2015)